Bog

Abrakadabra og andre børnerim

Af (
2019
)

Anmeldelse

Abrakadabra og andre børnerim af Halfdan Rasmussen

12 jun.19

Klassiker med små eller store ændringer afhængig af perspektivet. Et smukt gensyn, nu i farver, men med de samme uovertrufne vers, som ikke tåler sammenligning.

Bogen er genudgivet i en ny udgave, og den indeholder 121 af Halfdan Rasmussens kendte og elskede børnerim samt hele historien om ’Fem små troldebørn’ med Ib Spang Olsens tegninger, lige så skønne som første gang jeg læste dem.

Forlaget har valgt at udelade otte rim, der alle indeholder stødende og udgåede ord som fx. ’hottentot’. Ord som hørte den tid til, men som ikke er kommet med i den nye udgave. Det er dejligt, at nutidens børn får adgang til denne skatkiste af skæg og ballade, og det er det en fin beslutning at udelade ord, der i dag har en helt anden betydning, end da de først blev trykt. Også selvom de er skrevet i en kærlig tone.

Desværre kan en sådan udeladelse i sig selv skabe masser af opmærksomhed, som er alt andet end tilsigtet, og det er tilfældet her. Der har været mange meninger om de forsvundne rim, og det er fuldt forståeligt, men hvis rimene skal have deres gang i dag hos forældre og deres børn, er det rimelige udeladelser. En kendt anmelder med virkeligt god humor, har udtrykt bekymring over, om Hr. Tudse fra Vinden i piletræerne, med sin hensynsløse bilkørsel uden sele, også er i risikogruppen for at blive censureret. Jeg mener, det handler om balance.

Ib Spang Olsens unikke tegninger er farvelagt af hans søn, Martin Spang Olsen. Denne tilføjelse til originaltegningerne er med til at skabe noget nyt i de velkendte rim. Genopfriskningen skaber et fint samlet udtryk mellem rim og illustrationer, i tråd med den nye udgave.

Når jeg læser rimet om ’Spinke og Spare’, der er sure og magre og nægter sig selv alt godt i verden, men ender med at æde sig glade som grise, så de bliver flinke og rare, er det det væsentlige. Sjove, pjattede og sande vers, der serverer sandheder og guld for sin læser. Lille sky, der gik morgentur, og som ikke kunne holde sig, men ingen potte havde, så den måtte lade det dryppe på en vej, skønt den ikke måtte, er da fuldstændigt uimodståelig læsning for både store som små.

Halfdan Rasmussen skrev for både børn og voksne og overskred grænserne mellem litteratur til den ene og den anden aldersgruppe. Han havde en særlig fornemmelse for både sprog og børn, i samme grad som H.C.Andersen.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Graphic
Ib Spang Olsen
ISBN
9788702228007

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer