H. C. Andersen

Forfatter

H. C. Andersen

Når H.C. Andersen er blevet berømt verden over, er det fordi hans værker altid har fængslet både børn og voksne. Og det er såvel teksternes fantasifulde indhold som den sproglige virtuositet, de er fortalt med, der griber læseren, der udfordres med historiernes forskellige lag.

H.C. Andersen er mest kendt for sine eventyr for børn. Men eventyrene viser stor indsigt i den menneskelige psykologi, så de henvender sig i høj grad også til den voksne læser. De er fremstillet med en stor kærlighed til poesiens væsen, med en fintfølende nerve, og samtidig med en stærk kraft til at løfte os op over hverdagslivets realiteter. Vi kan derfor i dag også have et virkeligt stort udbytte af at træde ind i hans univers. Hans tekster rummer ofte en indirekte kritik af det etablerede samfund og af den måde mennesker opfører sig over for hinanden på, ligesom han hele livet skrev på sine erfaringer og indre konflikter i forbindelse med at have flyttet sig fra de lavere sociale lag til de højere.

Romanen Improvisatoren (1835) - en perle i dansk litteratur
For den der gerne vil stifte bekendtskab med Andersens litteratur for voksne, kan det anbefales at starte med hans første roman 'Improvisatoren' (1835). Den var hans gennembrud og blev, da den kom, en succes både i Danmark og i udlandet. Den anses i nogle litteraturhistoriske kredse for at være den første “moderne” danske roman, der slår igennem i Europa. 'Improvisatoren' er nemlig den første dannelsesroman i dansk litteratur, og den blev til i den periode, vi traditionelt kalder den romantiske. Romanen foregår i Italien, hvor Andersen forinden havde rejst i 7 måneder på et kongeligt legat som del af en dannelsesrejse (1833-34). Den er skrevet med en sådan friskhed og sproglig lethed, at den sagtens kan gribe og berige den nutidige læser.

I romanen følger vi den unge håbefulde kunstnerspire, italieneren Antonio, som gennemgår en social opstigning til velstand og et bedre liv fra at have været en fattig dreng. Dette er et tema som går igen i Andersens andre romaner og kan læses som et billede på hans egne længsler og drømme for sit liv. Romanen er altså en kunstnerroman, og vi følger Antonio, som optræder som improvisator.

Ordet improvisator blev i samtiden brugt lettere nedsættende om en person, der underholder på teatre og ved selskabelige sammenkomster. Det foregår på den måde, at han improviserer underholdningen ved at få et stikord eller motiv. Genren er beslægtet med vore dages stand-up comedy. Det er derfor modigt, paradoksalt og nærmest et udslag af ironi, at H.C. Andersen kalder sin debutroman 'Improvisatoren', når værket har så høj kunstnerisk værdi og gennemslagskraft, som det faktisk har. Romanen er langt fra at være blot en dilettants improviserede underholdning.

Naturen og menneskenes liv i Italien er indlevet skildret, og det viser Andersens veludviklede evne til at sanse sin omverden og beskrive den i et sprog med stor billedrigdom. Rom, Venedig og Napoli er centrale byer i bogen, og deres kultur er levende og farverigt beskrevet.

Eventyrene
H.C. Andersen skrev 156 eventyr over 40 år. Hans fortællestil i eventyrene appellerer umiddelbart til barnets forestillingsverden. Men som den store kunstner Andersen var, er teksterne fortælleteknisk bygget op af flere lag, som giver den voksne mulighed for at se dybere lag i teksten. Ironien, den knivskarpe pen og den humoristiske evne til at pege på det løjerlige og ulighederne i samfundet i et fantastisk billedsprog, sætter gang i vores forestillingsevne. Ligesom 'Improvisatoren' udkom hans første hæfte for børn 'Eventyr, fortalt for Børn' i 1835. Her kunne man for første gang læse de eventyr, som er så velkendte for os i dag.

Eventyrene er befolket af kongelige folk eller af ting, dyr eller planter, der er udstyrede med menneskelige evner til at føle og tale. Ofte skildres det godes kamp mod det onde, og det ender lykkeligt til sidst. Men nogle af Andersens eventyr rummer også et dystert aspekt, som sætter fokus på ensomheden og den eksistentielle splittelse i et menneske. Eksempler på sådanne eventyr er "Skyggen" og "Tante Tandpine".

Liv og værk
Den 2. april 1805 kom Hans Christian Andersen til verden i Odense som søn af en skomager. Det var små kår, men faderen havde nogle bøger i reolen, så drengens længsel efter en anden og større verden fik tidligt næring af litteraturen. Desuden var Odense den eneste provinsby på det tidspunkt, der havde et teater, som, ligesom bøgerne, tiltrak den unge Andersen.

H.C. Andersen havde en kunstnerisk og social ambition, og var med et nutidigt ord en mønsterbryder. Allerede efter konfirmationen som 14-årig tog han alene til København. Han havde drømme om at blive skuespiller, balletdanser eller sanger og henvendte sig på Det Kongelige Teater. Men henvendelsen var forgæves, for han manglede talent i de retninger. Han forsøgte sig så som dramaforfatter, men dette blev heller ikke nogen succes.

Dog havde man på Det Kongelige Teater set, at han var en opvakt dreng, og sørgede for at han kom i gymnasiet med kongelig understøttelse, og for at han lærte sig kundskaber og dannede manerer. Efter nogle hårde år i gymnasiet (1822-28), hvor han af sin velynder, Jonas Collin, blev forbudt at skrive digte og historier, men holde sig til skolepligten, blev han som 23-årig student. Ganske kort tid derefter blev hans første digte trykt og snart kom også hans første bog, 'Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager' i Aarene (1829). Ganske vist havde han også udgivet skuespil, teatret havde kasseret i 1822, men det var med fodreisen, han først vakte opmærksomhed.

Igennem hele livet skrev Andersen, og hans værk er meget omfattende og spænder over genrerne eventyr for børn, digte, romaner, dagbogsoptegnelser og selvbiografi. Foruden et stort antal enestående papirklip. I dagbøgerne kan man få indsigt i hans private liv og tanker. Hans længsel efter kærlighed, børn og hjem blev aldrig indfriet, i modsætning til Antonios i 'Improvisatoren'. Han boede på forskellige gæsteværelser i København, når han ikke var på nogle af sine månedlange rejser til udlandet.

Det er i de senere år i brede kredse diskuteret, at Andersens tilsyneladende komplicerede kærlighedsliv handler om, at han igennem sit liv blev forelsket i både mænd og kvinder, men dette forhold vil ikke blive diskuteret nærmere her. Jens Andersen har skrevet om emnet i sin biografi 'Andersen', bd 1-2, 2003, og Dag Heede giver introduktion til det i en artikel 'Mærkelige øjne på dansk litteratur', hvor begrebet "queer theory" forklares. Den såkaldte kongesønsteori vil heller ikke vil blive taget op her. Den handler om, at H.C. Andersen var søn af kronprins Christian Frederik, den senere Kong Christian VIII, og komtesse Elise Ahlefeldt-Laurvig fra Tranekær på Lolland. Rektor Jens Jørgensen postulerede i sin bog 'H.C. Andersen – en sand myte' (1987), at Andersen var kongesøn. Denne teori er for nylig fulgt op af Rolf Dorset i bogen 'Paradisbarnet' (2004). Tilhængere af teorien mener, at den forklarer, hvorfor Andersen som ganske ung og ukendt i København fik kongelig understøttelse, men der er stor uenighed om teorien blandt Andersen-kyndige.

H.C. Andersen havde en stor udlængsel, og det udmøntede sig i det kendte motto "At rejse er at leve". Den fysiske udlængsel udfoldede han på sine rejser, og den åndelige udfoldede han igennem sine værker. Det er disse rejser H.C. Andersen også i dag indbyder os til at tage med på. Rejsen er allerede begyndt.

Kilder, links og centrale værker af H.C andersen