Anmeldelse
Klappelade syltefisk
- Log ind for at skrive kommentarer
De to eminent dygtige kvinder har skabt en eventyrlig, fantaserende og fantastisk forårs-ordfest, hvor verden eksploderer i farver og strømninger.
Der er en vidunderlig logik i Birgitte Krogsbølls verden, som man simpelthen ikke kan andet end at hengive sig til. Hvilke ord kan i hendes verden høre under overskriften: "Hvide ting ude og inde"? Det kan smukke, rene ord som plyskanin, snebær og rimfrost. Bogen indeholder også den fineste historie om det utroligt søde hundebarn Bammer, der bygger et sted, hvor han kan lege med sin fætter Reje.
En anden skøn kategori er: "Ting med jern, hvor jern er skiftevis først og sidst". Vi præsenteres for ord som brækjern og jernspurv. Men fjerner man jernet, får man i stedet en brækspurv. Det er da vidunderligt. Klappelade syltefisk derimod kan ikke vinke, men vinkede på må og få til blinde, til en hestemås og en sulemule. Man bliver sært lykkelig over, at der eksisterer en sulemule. Ikke fordi jeg ved, hvad det er for en størrelse, men det har ingen betydning. Navnet føles hyggeligt. Det samme gør historien om hr. Hugorm, der padler til Skåne og finder en rav-barak og en sadel til en trav-vallak. Eller hvordan mon det føles at sove i en lille pose honning rørt med smør? Som en humlebasseunge i et blomsterbed med hør. Det er alt sammen så sanseligt beskrevet, at man næsten kan røre ved det. Bogen slutter med farvede bokse med lister af ord, hvor det fælles slægtskab står på hovedet i bunden af boksen. Finurligt og fantastisk.
Dette er en billedbog skabt til at frembringe glæde. Listerne af ord, som man slet ikke vidste havde fællestræk, danner udgangspunkt for helt nye måder at fornemme sproget på. Kamilla Wichmanns illustrationer er så smukke, at man kunne tude. De forstærker udtryk og indtryk, imens de kaster lys over sammenhænge, hvor ord ikke er dækkende. Selvom selvsamme ord i Birgitte Krogsbølls hænder er både uendeligt elastiske og abstrakte.
Jeg håber, alle mennesker kommer til at stifte bekendtskab med denne uendeligt spændende billedbog. Den kan føje imponerende facetter til den sprogopfattelse, vi voksne har, og gøre ordmagi meget mere interessant for børn ned til 3 år.
Brugernes anmeldelser