Anmeldelse
Fem rappe rimfortællinger af Marianne Iben Hansen
- Log ind for at skrive kommentarer
Nogle af de allerbedste rimfortællinger af Danmarks dygtigste rimdronning, der er en sand mester i kreative, rytmiske ordspil.
Marianne Iben Hansen er mesterlig, og fem af hendes eminente og hylende morsomme rim er her samlet i en smuk bog, hvor man virkelig fornemmer forfatterens spændvidde.
Første rim handler om de to hekse Fikkedik og Falderina, der beslutter sig for at tage på shoppetur i Kina, hvor de skal købe hekseting: "Larvefødder, drageblod og kejserens gebis. Fedtestads og øregas og dyrepassertis. Fugleklatter, uglefnat og endelig til slut fire runkne rotter og en flagermuseprut". Men den stakkels kineser må grædende indrømme, at han ikke har, hvad de ønsker. Han har kun "skrubtudser, fupmus og klapperslagekys, bundslam og mundsvamp og maddiker med drys, blævrende bløddyr og stankelben i sprit og en lille flagermus, der faktisk prutter tit". Og det kommer han til at fortryde.
’De bandeglade badutter’ er den enormt sjove historie om bokseren Badut, der møder frøken Putte: "Vi skal edder brodere mig ha’ bryllup så hatten den passer. Let nu røven og gi’ mig dit ja, så gi’r jeg kaffe og basser. Så blev de gift klokken kvart i fem og englene sang i tunger. Bagefter tog de en taxa hjem og laved en masse unger". Der bandes fandens meget, men de lever lykkeligt til deres dages ende.
Klassikeren ’Axel elsker biler- nu med brandbiler’ fortæller om anden Axel, hvis lille andehjerte elsker alt, der kan køre: "brandbiler, kranbiler, gamle veteranbiler, sølvbiler, blå biler, racerbiler, rå biler". I ’Palle P og perlen’, fortæller Marianne Iben Hansen historien om Palle P, der er ensom, men bliver meget lykkelig, da han finder en stor perle, der bliver hans skat: "Men da nattemørket kommer, bli’r han bange og nervøs. Hvad hvis skatten nu bli’r stjålet af en røver, der går løs?’" Heldigvis får han til sidst en ven, og det var sådan en, han mangler for ikke at føle sig så ensom. Monsterforældrene i ’Mirakelkuren’ bliver først glade for deres lille monsterprins, "der lignede en skraldespand og lugtede af mug", men denne prins er helt slap. De drager afsted til hospitalet, hvor han får et termometer i sin minimonstermås, og resultatet er, at han er forpestet af "en stillerolighedsbacille". Kuren findes i menneskeland, og den indeholder forklaringen på, at vi mennesker altid mangler en sok.
De fem billedbøger er illustreret af fire forskellige illustratorer. Bodil Molich, der har illustreret ’Fikkedik og Falderina’ og 'Mirakelkuren’, maler forunderlige væsner og himstregimser ud af Marianne Iben Hansens univers. Bo Odgaard Iversen har tegnet de sjoveste figurer i vilde farver til ’De bandeglade badutter’. Hanne Bartholin har illustreret ’Axel elsker biler’, og hendes rolige, kunstneriske billeder er helt uimodståelige. Jon Ranheimsæters skønne tegneseriestil giver ’Pelle P og perlen’ et mere voksent udtryk, der passer godt til fortællingens store følelser.
Alle uden undtagelse burde læse denne bog. Og læse den højt for alle, der kommer på besøg.
Brugernes anmeldelser