Tema
Nordiske Rødder
Nordisk litteratur er forbundet gennem sine karakterer, en fælles historie og et råt og overvældende naturlandskab. Når man læser, får man oplevelsen af at være alene under stjernerne.
Danskere, finner, færinger, grønlændere, islændinge, nordmænd og svenskere. I Norden forenes vidt forskellige folkefærd i et fælles landskab, sprog og historie. Det nordiske fællesskab strækker sig langt tilbage i historien og bygger på kongerigernes stridigheder og venskaber. I forhold til litteraturen, lader jeg mig inspirere af den danske litteraturprofessor, Peter Stein Larsen, der beskriver grundstemningen i nordisk litteratur som "oplevelsen af at være alene under stjernerne". Det er svært at forklare præcist, hvorfor den nordiske litteratur bundfalder sig i individet, forladt midt i naturens overvældende symfoni af højdedrag, dale og uendelige skove. Men det giver et afsæt for at forstå litteraturen i sin helhed.
Normalt giver vi os i kast med Norden i enkeltdele. De islandske sagaer læses flittigt i danskundervisningen, og resten af nordens litteratur tager vi som regel op fra omkring 1800-tallet, med enkelte undtagelser i den mundtlige tradition, folkeviserne og salmerne, der dominerer i tiden før oplysningstiden. Med dette tema forsøger vi at samle trådene og se, hvordan ny litteratur så bygger videre på sin historie i fællesskab.
Titlen Nordiske Rødder peger tilbage på et udgangspunkt for den nordiske litteratur. Dette udgangspunkt samt litteraturens udvikling op til i dag har postdoc Anders Juhl Rasmussen arbejdet med i bogen Nordisk litteratur til tjeneste. I sin artikel Nordens enhed fortæller han om udvælgelsen af en samlet nordisk kanon. Kanonbegrebet er interessant i og med, at Litteratursidens eget udvalg også kan ses som en kanon. Vi tager over med helt ny litteratur dér, hvor Anders Juhl Rasmussens kanon stopper ved forfattere født efter 1960, med bl.a. nye analyser og en stribe anmeldelser.
Fra arkivet har vi hevet oversætter Erik Skyum-Nielsens artikel Derfor nordisk litteratur frem. Skyum-Nielsen pointerer, at du i den nordiske litteratur finder en dybere læseoplevelse end i andre landes litteratur. Erfaringsmæssigt er du simpelthen tættere på litteraturen, og vejen ind til værkets essentielle problematikker er kortere. Den er med andre ord en spejling af dit eget nordiske urvæsen. Sådan et troede du nok ikke, du havde!?
Åben mod flere identiteter
Litteraturen i dette tema byder på nordiske toner, stemmer, klange, harmonier og melankolier i polyfonisk forgrening fra den personlige beretning til den universelle oplevelse af at være i live i norden. For selvom den nordiske litteratur har et fælles udgangspunkt i historien, landskabet og sproget, er den hverken ensrettet eller ensformig.
Den historiske bevidsthed er stærk. Det kommer fx til udtryk i Kim Leines Afgrunden og Sjóns Månesten: drengen der aldrig var til. Islands selvstændighed, verdenskrigene og ikke mindst arbejderlivet i 70’erne har en stor plads i dette tema. Derudover finder du to fremragende lyrikere i Tua Forsström og Tomas Tranströmer, hvis lyrik både rummer naturen og det moderne. Specielt Tranströmers haiku-digte er lige til at gå til.
Hverdagen klinger i stort set alle romanerne, men især Rune Christiansens Ensomheden i Lydia Ernemans liv og Gyrðir Elíassons Mellem træerne skriver en af nordens grundstemninger frem, nemlig ensomheden. Et andet grundelement, som jeg også synes skal nævnes er autofiktionen eller legen: at skrive om en forfatter, der kæmper med skriften og selve det at skrive. Det optræder i bl.a. Lars Saabye Christensens Blink, Per Olov Enquists Et andet liv og meget subtilt i Tomas Espedals Bergeners. Og så er kønnet og seksualiteten trængt hos Iben Mondrup i Godhavn og i helt nye former med Niviaq Korneliussens Homo Sapienne.
Når hverdagslivet, de små steder, nærmiljø og stærkt personlige beretninger er så tydelige tendenser i nordisk litteratur, er det fordi individet i Norden stadig er placeret alene under stjernehimlen. I moderne nordisk litteratur behandles tilværelsen, dens ensomhed og menneskets i og for sig almene psykiske sårbarhed. Karakterer er på udkig efter sig selv i de svenske skove og norske vildmarker. Lidt på samme måde er den nordiske enhed hele tiden på udkig efter sig selv, hvilket har vist sig ikke altid at være lige let. Det bliver lidt nemmere, hvis vi slutter med at citere Anders Juhl Rasmussen: ”Det er ikke et spørgsmål om at vælge én identitet frem for en anden. Det er derimod et spørgsmål om at åbne sig mod flere identiteter.”
Det er ikke kun Litteratursiden, der i november fokuserer på det nordiske. I november kan du også opleve festivalen Nordiske Nätter.
Nordisk litteratur er forbundet gennem sine karakterer, en fælles historie og et råt og overvældende naturlandskab. Når man læser, får man oplevelsen af at være alene under stjernerne.
Danskere, finner, færinger, grønlændere, islændinge, nordmænd og svenskere. I Norden forenes vidt forskellige folkefærd i et fælles landskab, sprog og historie. Det nordiske fællesskab strækker sig langt tilbage i historien og bygger på kongerigernes stridigheder og venskaber. I forhold til litteraturen, lader jeg mig inspirere af den danske litteraturprofessor, Peter Stein Larsen, der beskriver grundstemningen i nordisk litteratur som "oplevelsen af at være alene under stjernerne". Det er svært at forklare præcist, hvorfor den nordiske litteratur bundfalder sig i individet, forladt midt i naturens overvældende symfoni af højdedrag, dale og uendelige skove. Men det giver et afsæt for at forstå litteraturen i sin helhed.
Normalt giver vi os i kast med Norden i enkeltdele. De islandske sagaer læses flittigt i danskundervisningen, og resten af nordens litteratur tager vi som regel op fra omkring 1800-tallet, med enkelte undtagelser i den mundtlige tradition, folkeviserne og salmerne, der dominerer i tiden før oplysningstiden. Med dette tema forsøger vi at samle trådene og se, hvordan ny litteratur så bygger videre på sin historie i fællesskab.
Titlen Nordiske Rødder peger tilbage på et udgangspunkt for den nordiske litteratur. Dette udgangspunkt samt litteraturens udvikling op til i dag har postdoc Anders Juhl Rasmussen arbejdet med i bogen Nordisk litteratur til tjeneste. I sin artikel Nordens enhed fortæller han om udvælgelsen af en samlet nordisk kanon. Kanonbegrebet er interessant i og med, at Litteratursidens eget udvalg også kan ses som en kanon. Vi tager over med helt ny litteratur dér, hvor Anders Juhl Rasmussens kanon stopper ved forfattere født efter 1960, med bl.a. nye analyser og en stribe anmeldelser.
Fra arkivet har vi hevet oversætter Erik Skyum-Nielsens artikel Derfor nordisk litteratur frem. Skyum-Nielsen pointerer, at du i den nordiske litteratur finder en dybere læseoplevelse end i andre landes litteratur. Erfaringsmæssigt er du simpelthen tættere på litteraturen, og vejen ind til værkets essentielle problematikker er kortere. Den er med andre ord en spejling af dit eget nordiske urvæsen. Sådan et troede du nok ikke, du havde!?
Åben mod flere identiteter
Litteraturen i dette tema byder på nordiske toner, stemmer, klange, harmonier og melankolier i polyfonisk forgrening fra den personlige beretning til den universelle oplevelse af at være i live i norden. For selvom den nordiske litteratur har et fælles udgangspunkt i historien, landskabet og sproget, er den hverken ensrettet eller ensformig.
Den historiske bevidsthed er stærk. Det kommer fx til udtryk i Kim Leines Afgrunden og Sjóns Månesten: drengen der aldrig var til. Islands selvstændighed, verdenskrigene og ikke mindst arbejderlivet i 70’erne har en stor plads i dette tema. Derudover finder du to fremragende lyrikere i Tua Forsström og Tomas Tranströmer, hvis lyrik både rummer naturen og det moderne. Specielt Tranströmers haiku-digte er lige til at gå til.
Hverdagen klinger i stort set alle romanerne, men især Rune Christiansens Ensomheden i Lydia Ernemans liv og Gyrðir Elíassons Mellem træerne skriver en af nordens grundstemninger frem, nemlig ensomheden. Et andet grundelement, som jeg også synes skal nævnes er autofiktionen eller legen: at skrive om en forfatter, der kæmper med skriften og selve det at skrive. Det optræder i bl.a. Lars Saabye Christensens Blink, Per Olov Enquists Et andet liv og meget subtilt i Tomas Espedals Bergeners. Og så er kønnet og seksualiteten trængt hos Iben Mondrup i Godhavn og i helt nye former med Niviaq Korneliussens Homo Sapienne.
Når hverdagslivet, de små steder, nærmiljø og stærkt personlige beretninger er så tydelige tendenser i nordisk litteratur, er det fordi individet i Norden stadig er placeret alene under stjernehimlen. I moderne nordisk litteratur behandles tilværelsen, dens ensomhed og menneskets i og for sig almene psykiske sårbarhed. Karakterer er på udkig efter sig selv i de svenske skove og norske vildmarker. Lidt på samme måde er den nordiske enhed hele tiden på udkig efter sig selv, hvilket har vist sig ikke altid at være lige let. Det bliver lidt nemmere, hvis vi slutter med at citere Anders Juhl Rasmussen: ”Det er ikke et spørgsmål om at vælge én identitet frem for en anden. Det er derimod et spørgsmål om at åbne sig mod flere identiteter.”
Det er ikke kun Litteratursiden, der i november fokuserer på det nordiske. I november kan du også opleve festivalen Nordiske Nätter.
Kommentarer