'Godhavn' er et universelt portræt af udviklingen fra barn til ung - med Grønland som storslået og fordærvet kulisse.
Her er fokus på den spirende seksuelle nydelse og på magten mellem mennesker; som den kommer til udtryk seksuelt eller på postkolonialistisk vis. Begge dele yderst kendetegnende for Iben Mondrups sanselige og smukke litteratur.
'Godhavn' er en undersøgelse af børnelivets dunkle erfaringer; den overraskende og spirende seksualitet, forældrene - de, for barnet, uforståelige, men nødvendige rollemodeller, følelsesmæssige bånd og hierarkiske kampe med vennerne og iscenesættende eller ubevidst eksperimenterende forsøg på vejen mod at blive den, man skal/vil være.
I centrum står en søskendeflok på tre, hvis alder tilsammen udgør udviklingen fra det lille barn på cirka 7 år op til den unge på omkring 15 og viser denne udviklingsperiodes hemmeligheder. Tiden er 1980’erne, søskendeflokken er flyttet fra Danmark til den grønlandske bygd Godhavn med deres forældre
Naturligheden
Yderst på fortællingens rampe står kroppen. Barnekroppen og den unges krop. Kroppen, der i alt hast forandrer sig, mens hovedet løber bagefter. Kroppen, hvis nye impulser ikke kan underlægges den sædvanlige kontrol, men farer frem med instinkter, der er skamfulde og glædesfyldte på en og samme tid. Kroppens ustyrlighed og frembrusende tvang trækker tråde til det vilde hundespand, som pludseligt og instinktivt dræber hinanden. Til den rå grønlandske natur, hvis sne fremstår smuk og ubrudt og ren, men som naturligt afslører hundekadavere og skrald, når sneen smelter og afdækker det inderste lag. Børnene fremstår også smukke og rene, men i modsætning til det, som sneen afdækker, afslører barnets faldende ham ikke et kadaver, men et sundt, naturligt menneske. Den naturlige menneskelige udvikling og det ’at blive sig selv’ for sig selv, for her i 1980’erne blander forældrene sig uden om. Her er ingen projektbørn, ingen curlingforældre, derimod en fri børneverden med leg i vandløb og å’er, med seksuelle lege, der tager til på bevidsthedsniveauet i takt med, at barnet bliver ældre. Fællestrækket for den vilde og grimme og barske natur og barnets/den unges natur er selve naturligheden, hvormed alting foregår – på godt og ondt.
Fortællemåden
Romanen bliver fortalt af de tre søskende i kronologisk rækkefølge, dvs. den yngste, mellemste og ældste. Denne struktur følger den kropslige aldring og giver et mere og mere modent perspektiv på tingene, som udfolder sig omkring børnene. Der forekommer derved flere gennemspilninger af den samme scene, men de forskellige barneøjne gengiver forskellige perspektiver og tilfører scener og personer og handlingen flere og andre dimensioner.
Den yngstes stemme er den barnligt konstaterende, den, der fokuserer på detaljer og årsagssammenhænge. Den mellemste bidrager med en noget mere refleksiv stillingtagen og den ældste med en dybere forståelse og en langt mere uafhængig stillingtagen end de yngste søskende. Dette kommer for eksempel til udtryk i opfattelsen af forældrene, hvis til tider moralske forfald bliver tydeligere efterhånden, som historien skrider frem. Denne fortællemåde bliver også et spejl på barnets mentale udvikling og får en form for almengyldighed over sig: disse tre børns udvikling, bliver til alle børns udvikling, en generel udviklings- og dannelseshistorie.
Politiske tematikker
Grønland >< Danmark er historisk set ladet med sprængfyldt politisk materiale, hvilket også ses i historien her. Men fordi der er tale om et barneperspektiv, står raceforskellene, den forurenede natur og kolonialistiske tematikker kun subtilt og sekundært frem; som en del af noget andet, der har barnets interesse. Men som skurrer i ørene på den voksne på samme måde som forældrenes optagethed af sig selv. Grønland forbliver blot kulissen for historien om barnets udvikling og erfaringer. Et andet Grønland træder frem, når barnet ser det, raceforskellene bliver ikke politiske, men en del af en uforståelig barneverden på linje med forældrenes snak og hundekampe; konstaterede kendsgerninger. Dette sker også på godt og ondt, for barnet ser en by fuld af personlige relationer – legekammerater, fortrolige, kærester, rivaler. Barnets selvoptagethed kan dog også ses som en pendant til den danske selvoptagethed, som den kommer til udtryk i en kolonialistisk optik; selvcentrering og individualiseret. Uden den voksnes ressourcemæssige nytteoptik, men med barnets nytteoptik; den, der kræver spontan underholdning og stimuli. Og som hos det lille barn er fuldstændigt blottet for skam og tabuer.
Om forfatteren
Iben Mondrups litteratur fokuserer på magten mellem mennesker; som den kommer til udtryk seksuelt eller på anden vis. Magten som begær – et begær i forskellige former og skikkelser. Og begæret som udtryk for den seksuelle nydelse, men også som udtryk for magtspil og mellemmenneskelig dominans. Brugen af rum og steder er karakteristisk for Mondrups måde at fremstille hovedpersonens indre rum på, fx ved som i 'Godhavn' at lade barnesindets indre univers vise sig i deres uafhængighed af deres omgivelser.
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer