Anmeldelse
Doktor Glas af Hjalmar Söderberg
Må man slå et andet menneske ihjel, fordi han er grim, og hans kone væmmes ved hans erotiske tilnærmelser? Det er ét af de spørgsmål, som stilles i denne 105 år gamle dagbogsroman.
I Stockholm bor og praktiserer Dr. Glas, en læge, som livet er gået forbi. Som 33-årig er han stadig jomfru, - han betages kun af kvinder, som er forelsket i andre. Én gang har han oplevet den store kærlighed og kan nu ikke nøjes med ”kærlighedens simili” – de fleste ”favner en skygge og elsker en drøm”. Han er et ensomt, ikke-lykkeligt menneske, uden faglige ambitioner og ærgerrighed: ”Jeg har grå dage og sorte timer. Jeg er ikke lykkelig. Alligevel kender jeg ingen, jeg vil bytte med..” s.63.
Men som Skyggen i H.C. Andersens eventyr føler han trang til at tage magten over sig selv, til at træde ud af sin apatiske rolle og foretage en aktiv handling, som kan ændre på hans indholdsløse liv.
Da han opsøges af en smuk kvindelig patient, Helga Gregorius, som føler væmmelse ved sin mands favntag, ser han en chance for at handle, da han ganske forstår hendes følelser, - han finder Pastor Gregorius aldeles afskyelig. Men hvordan skal han handle og vil hans handling kunne forsvares moralsk? Men: ”Moralen, det er de andres mening om, hvad der er rigtigt… Den skal anvendes af os, ikke herske over os”. Og Dr. Glas ender med at handle!
Hele forløbet, alle overvejelserne er fortalt af Dr. Glas med hans egne ord i dagbogen. Men er han troværdig? Kan vi stole på, at forløbet og begivenhederne er som de beskrives? Som noget af det allerførste i dagbogen skriver Dr. Glas: ”Jeg fortæller ikke alt om mig selv. Jeg fortæller kun, hvad jeg har lyst til at fortælle, men jeg siger ikke noget, der ikke er sandt.” Men hvad er det, han fortier? Og hvad er sandhed?
Meget er til debat i denne roman, ikke bare diskussionen om, hvorvidt et mord kan forsvares under visse omstændigheder, men også spørgsmålet om tidens seksualmoral, om kvinders vilkår og muligheder og om hyklet religiøsitet.
Sproget er smukt og rigt! Ordmalerier som ”røde støvskyer, der ligner sovende ulykker” og månen som ”står citrongul i det blå” gør sproget meget levende.
Denne 105 år gamle roman fortjener sin klassikerstatus!
Må man slå et andet menneske ihjel, fordi han er grim, og hans kone væmmes ved hans erotiske tilnærmelser? Det er ét af de spørgsmål, som stilles i denne 105 år gamle dagbogsroman.
I Stockholm bor og praktiserer Dr. Glas, en læge, som livet er gået forbi. Som 33-årig er han stadig jomfru, - han betages kun af kvinder, som er forelsket i andre. Én gang har han oplevet den store kærlighed og kan nu ikke nøjes med ”kærlighedens simili” – de fleste ”favner en skygge og elsker en drøm”. Han er et ensomt, ikke-lykkeligt menneske, uden faglige ambitioner og ærgerrighed: ”Jeg har grå dage og sorte timer. Jeg er ikke lykkelig. Alligevel kender jeg ingen, jeg vil bytte med..” s.63.
Men som Skyggen i H.C. Andersens eventyr føler han trang til at tage magten over sig selv, til at træde ud af sin apatiske rolle og foretage en aktiv handling, som kan ændre på hans indholdsløse liv.
Da han opsøges af en smuk kvindelig patient, Helga Gregorius, som føler væmmelse ved sin mands favntag, ser han en chance for at handle, da han ganske forstår hendes følelser, - han finder Pastor Gregorius aldeles afskyelig. Men hvordan skal han handle og vil hans handling kunne forsvares moralsk? Men: ”Moralen, det er de andres mening om, hvad der er rigtigt… Den skal anvendes af os, ikke herske over os”. Og Dr. Glas ender med at handle!
Hele forløbet, alle overvejelserne er fortalt af Dr. Glas med hans egne ord i dagbogen. Men er han troværdig? Kan vi stole på, at forløbet og begivenhederne er som de beskrives? Som noget af det allerførste i dagbogen skriver Dr. Glas: ”Jeg fortæller ikke alt om mig selv. Jeg fortæller kun, hvad jeg har lyst til at fortælle, men jeg siger ikke noget, der ikke er sandt.” Men hvad er det, han fortier? Og hvad er sandhed?
Meget er til debat i denne roman, ikke bare diskussionen om, hvorvidt et mord kan forsvares under visse omstændigheder, men også spørgsmålet om tidens seksualmoral, om kvinders vilkår og muligheder og om hyklet religiøsitet.
Sproget er smukt og rigt! Ordmalerier som ”røde støvskyer, der ligner sovende ulykker” og månen som ”står citrongul i det blå” gør sproget meget levende.
Denne 105 år gamle roman fortjener sin klassikerstatus!
Kommentarer