Tid og sted forbindes i krimier gennem stedernes karakter og deres udtryk på bestemte årstider – ofte vintertide, hvor der er koldt, og hvor uhyggen lurer i hver en mørk krog.
Af adjunkt Kim Toft Hansen og professor Gunhild Agger
Antallet af titler, der bruger ord som is, frost og kulde, viser i ultrakort form, hvilken betydning de har for at anslå stemningen i mange nordiske krimier. Nogle eksempler: Henning Mankell: Inden frosten, Camilla Läckberg: Isprinsessen, Gunnar Staalesen: Kolde hjerter eller Kvinden i køleskabet, Jo Nesbø: Snemanden, Jan Thiele: Døden er sort som sne, Inger Wolf: Frost og aske, Arnaldur Indridason: Vinterbyen, Kjell Ola Dahl: Isbaderen, Åke Edwardson: Den sidste vinter (med en hovedperson med navnet Winter), Knut Faldbakken: Nattefrost, Jørn Lier Horst: Vinterlukket, Mons Kallentoft: Midvinterblod (i en serie på fire, der som parallel til Theorin tematiserer de fire årstider), Frode Z. Olsen: Den dag sneen kom, Ninni Schulman: Pigen med sne i håret og Michael Katz Krefeldt: Sort sne falder.
Ofte er steds- og tidsbevidsthed koblet til is-og-kulde-temaet. Der er en stedsbevidsthed, der indsætter Norden som kuldens sted: jo højere mod nord, des mere is og sne. Og der er en tidsbevidsthed, der fremhæver efterår og vinter som årstider – ofte i modsætning til forår og sommer med de lange lyse nætter. Kulden kan også i enkelte tilfælde være en del af den narrative motor, der driver plottet fremad og derved have et nært forhold til opklaringsprocessen.
Den nordiske krimi har bogstavelig talt sat Norden på landkortet rundt omkring i verden. Det kan man se på et utal af bogoversættelser til alverdens sprog og på de filmatiseringer og tv-udgaver, der produceres både i norden og internationalt. Og man kan tjekke det på de hjemmesider, der med forskellige profiler fungerer som udstillingsvindue for den nordiske krimi, fx Schwedenkrimi og Nordic Noir.
Betegnelsen ”Nordic Noir”, der har vundet indpas i de engelsktalende lande, fremhæver sammenhængen mellem det nordiske og det mørke, der invaderer de nordiske lande i efterårs- og vintermånederne og ligger som en deprimerende sindstilstand over vores velfærdssamfund. I Danmark typisk som den novembergrå tone, der blev kendt i Forbrydelsen, i vore nabolande længere mod nord snarere som vinterens is og kulde.
Lad os uddybe disse overvejelser med udvalgte eksempler fra Sverige, Norge, Island og Danmark
Stieg Larsson: Mænd der hader kvinder (Sverige 2005)
Tidsstrukturen i Mænd der hader kvinder er fremhævet af de enkelte kapiteloverskrifters lakoniske datoangivelser, der udgør en årscyklus. Starten går d. 1. november, derefter følger d. 20. december, juleaften og juledage, og fremstillingen af januar lægger speciel vægt på kulden: ”Smørret var dybgrossent. […] Der var stadig kulsort udenfor. Termometeret viste minus 21 grader.”
Det nedfrosne liv hos de forskellige slægtninge i familien Vanger på øen mange kilometer nord for Stockholm modsvares af klimaet: ”Mikael var klar over, at alle familier havde lig i lasten. Vangerfamilien havde en veritabel kirkegård.” Og: ”Henrik Vangers far havde været et koldt og ufølsomt menneske”. Det kuldslåede i såvel karakterer, familieliv som klima er skarpt udnyttet i de to filmatiseringer af romanen i 2009 og 2011. Og den vinterlige atmosfære modsvarer de tilfrosne sind.
Johan Theorin: Natstorm (Sverige, 2008)
Johan Theorins Natstorm er anden bog i tetralogien, som også inkluderer Skumringstimen, Blodlag og Gravgæst. I denne serie kredser forfatteren om klimaets og årstidernes betydning på den østsvenske ø Øland. Første bog foregår om efteråret, metaforisk signaleret gennem titlen (det skumrer), mens Natstorm også i titlen understreger, at nu er det blevet mørkt, kold og dystert. Natstorm er den mest uhyggelige roman i serien. Omdrejningspunktet er mordet på Joakims kone.
Romanens ærinde er dog ikke alene at fortælle om opklaringen af mordet på Katrine. Det er også en fortælling om vintertid på Øland, der er en tid, hvor mørket og kulden giver anlæg til alternative virkelighedsfortolkninger. På gården, hvor han nu bor alene med deres to børn, er der kraftige antydninger af, at der er genfærd på færde. Hele romanen kulminerer i den lange sekvens, hvor den store hvide natstorm rammer øen, hvor romanens mange tråde samles på og omkring gården. Ikke nok med, at mordet opklares. Undervejs bliver Joakim også bekræftet i sin overtro og på, at han igen kan få kontakt til sin afdøde kone. Hele tetralogien er anlagt sådan, at denne brug af overtro er tydeligst tilstede i vinterbogen, mens især forårsbogen Blodlag og sommerbogen Gravgæst i mindre grad inddrager lokal folklore og overtro.
Jo Nesbø: Snemanden (Norge, 2007)
I Nesbøs roman inkarnerer ”Snemanden”, Mathias Lund-Helgesen, den dæmoniske ondskab, der som altid har en instrumentel side – han myrder for at opnå lyst. Han er selv et offer i den forstand, at han er blevet mobbet som barn. Han lider af Raynauds fænomener og sklerodermi, hans hud vil på et tidspunkt begynde at skrumpe til han bliver forkrøblet, og desuden har han ingen brystvorter. Han kaldes derfor et ”Monster” (kap. 35).
Den dæmoniske ondskab er udspekuleret. Den har udgangspunkt i og er fikseret i en traumatisk situation, Mathias har oplevet som dreng i 7. klasse – iagttagelsen af sin mor, der havde samleje med en fremmed den første snevejrsdag i november. Han sad i bilen imens, og da moderen efter fyrre minutter kom tilbage, var hendes skæbne beseglet: ”Vi kommer til at dø”. Mathias er derefter afhængig af mord hver eneste gang nysneen falder – ligesom den første gang, hvor en snemand udgjorde hans udsigtspunkt til moderen og elskeren.
Nysne, som ellers forbindes med uberørthed og skønhed, bliver her signal til udløsning af ondskab, koblet sammen med snemanden. Snemænd plejer at være et udtryk for barnlig fornøjelse og kreativitet, men bliver her vendt til en henrettelsesmekanisme af dimensioner. En usandsynlig konstruktion, men ikke desto mindre lige så effektiv som klovnefiguren i Stephen Kings It (på dansk Den onde).
Yrsa Sigur∂ardottir: Isblå spor (Island, 2008)
Isblå spor er Yrsa Sigur∂ardottirs fjerde roman i serien om juristen Thóra. Thóras kæreste Mathew beder hende hjælpe ham med en sag om to islandske mænd, der er forsvundet fra en mineboring på Grønlands kolde nordøstlige kyst er. Sammen med et hold tager Thóra derop for at opklare den mystiske forsvinden. Trukket frem i romanens titel er forholdet mellem kulde og krimi ekspliciteret. Ikke nok med, at det er koldt i Grønland på denne årstid; sporene efter de to mænd er også iskolde. Kulden bliver selvfølgelig en væsentlig faktor for holdet, der skal undersøge mysteriet, fordi de hele tiden skal være varsomme med at bevæge sig bare få skridt uden for en dør, for ikke at fare vild. Men ligesom i Theorins Natstorm giver kulden, isen og mørket også Sigur∂ardottir rig mulighed for at inddrage lokal overtro i handlingen. På denne måde læner den sig op ad klassiske gyserfortællinger, der handler om mystiske forsvindinger på kolde steder. Forholdet mellem kulde og det overnaturlige tematiseres eksempelvis også i et andet islandsk eksempel, nemlig Arnaldur Indri∂asons Nedkøling.
Helt åbenlyst leger romanen med John Carpenters filmThe Thing (1982), hvor et hold amerikanere skal undersøge mystiske dødsfald på en amerikansk forskningsstation på Sydpolen. Men hvorThe Thing hurtigt vælger det overnaturlige spor, forbliver overtroen i Isblå spor en atmosfæreskabende teknik. ”Jeg synes, vi kan se bort fra al den snak om forbandelser og ånder”, indskærper en politimand afslutningsvist. Ydermere bruger Sigur∂ardottir også romanen til at levere en mild postkolonial kritik af dansk kolonisering af Grønland, hvilket er et åbenlyst fællestræk med Peter Høegs Frøken Smillas fornemmelse for sne.
Peter Høeg: Frøken Smillas fornemmelse for sne (Danmark 1992)
Bogens omdrejningspunkt er den grønlandske dreng Esejas dødsfald. Det er i begyndelsen uvist, om det er en ulykke eller et mord. Romanens ’detektiv’, der ikke har nogen reel profession som opklarer, er romanens hovedperson Smilla, som er halvt dansk og halvt grønlandsk. Handlingen tager udgangspunkt i København, men undervejs må Smilla tage til Grønland, hvor også romanen kulminerer i opgøret med videnskabsmanden Hvid – et suspekt navn (han er ikke så uskyldig endda).
Motivationen for Smillas insisterende forfølgelse tager udgangspunkt i spor i sneen. Klimaet og årstiden er med andre ord her særligt betydningsfuld for, at uheldet i det hele taget opklares som en forbrydelse. Romanen indeholder også en hel del encyklopædisk viden om mange forskellige ting. En af dem er den udbredte antagelse af, at eskimoer har særligt mange ord for sne – en videnskabelig vandrehistorie, som forskningen har tilbagevist. Høeg anvender således i en roman, der i udgangspunktet egentlig er postkolonial i sin optik, en populær stereotyp som plotteknisk omdrejningspunkt for Smillas evner som opklarer. Hendes ’fornemmelse for sne’, der er særegen for hende, fordi hun har grønlandsk baggrund, er en metafor for hendes ’fornemmelse for opklaring’. Men Smillas rodløse eller tvedelte personlighed dupliceres i romanens plotmæssige uklarhed. Plottet tager godt nok Smilla med på en rejse ’hjem’ til Grønland, på en fiktiv ø omgærdet af is og kulde, men hun formår ikke at komme helt i dybden med romanens gåde. På trods af en vis fornemmelse for sammenhænge forbliver sporet så at sige ’koldt’.
Konkluderende
Oprindelsen til den nordiske krimi ligger i de nordiske lande forstået som det sted, hvor mordgåderne foregår, og den tid, de foregår i, oftest samtiden. Stedet er så centralt i krimien, fordi det forener det sted, hvor handlingen udspiller sig, med det kriminelle gerningssted. Det handler om det lokale miljø og den lokale natur, der næsten altid indgår som en vigtig del af plottet. Gode krimier har svært ved at udspille sig i et abstrakt rum. Lokalkolorit kunne man også kalde det, forstået som alt det, der er med til at skabe stemning og atmosfære i en krimi, måske med en tone af nordisk melankoli – noget, der er forbundet med mørke. Tid og sted forbindes i krimier gennem stedernes karakter og deres udtryk på bestemte årstider – ofte vintertide, hvor der er koldt, og hvor uhyggen lurer i hver en mørk krog.
Kommentarer