Anmeldelse
Mordets praksis af Kerstin Ekman
- Log ind for at skrive kommentarer
Tankevækkende og velskrevet roman som stiller spørgsmålet, om enhver kan blive morder, hvis lejligheden byder sig.
Kerstin Ekman er altid en oplevelse at læse, det gælder også Mordets Praksis, hvor hun er gået i dialog med en klassiker.
Pontus Revinge har det ikke i sin natur at gå til ekstremer. Han er ingen handlingens mand, han er en fattig læge, som lever af at tilse prostituerede kvinder på en offentlig klinik og har et bijob, hvor han på et bordel tilser ”pigerne”. Koldt og kynisk uden ringeste medfølelse eller social indignation beskriver han i sin dagbog de fysiske følger af den behandling, kvinderne udsættes for af deres kunder.
Han får mulighed for at stige højere op ad den sociale rangstige og bliver assistent hos Dr. Skade
(bemærk navnesymbolikken!), denne har et fint klientel, en ”skarptunget” hustru og en yndig steddatter.
Revinge er besat af tanken om, at han er model til Dr. Glas i Hjalmar Söderbergs roman, efter at Söderberg tilfældigt har spurgt om en læge kan dræbe en patient uden at blive opdaget. Lægen er så optaget af ideen, at han fremstiller cyankaliumpiller, som han viser lægen. Og så har han dem hvis nu….
Som Dr. Glas fører Revinge dagbog – ikke et skriftemål, for han ”vælger selv, hvad han vil skrive”.
Men en dagbogsskriver afslører mere af sig selv, end han tror, og læseren får et tydeligt billede af en livsuduelig og kvindefjendsk mand, for hvem det under alle forhold gælder at holde facaden udadtil – bange for voksne kvinders seksualitet, men tiltrukket af ganske unge piger.
Kerstin Ekman er her i dialog med Hjalmar Söderberg, som i 1905 skrev dagbogsromanen ’Dr. Glas’, som vakte debat og forargelse bl.a. ved sin direkte diskussion om seksualmoral og kvindens selvstændighed. Som Glas er Revinge optaget af H.C. Andersens eventyr ”Skyggen” – skyggen, som repræsenterer alt det, vi prøver at skjule bag den pæne facade og i ægteskabet,– skyggen som et symbol på vores drifter og længsler, alt det, der ikke passer ind i billedet. Skyggen, som også hos Andersen tager magten over os og skaber sit eget selvstændige liv.
Kerstin Ekman har kastet nyt lys over Söderbergs roman og givet et mere sanseligt billede af tiden.
- Log ind for at skrive kommentarer
Tankevækkende og velskrevet roman som stiller spørgsmålet, om enhver kan blive morder, hvis lejligheden byder sig.
Kerstin Ekman er altid en oplevelse at læse, det gælder også Mordets Praksis, hvor hun er gået i dialog med en klassiker.
Pontus Revinge har det ikke i sin natur at gå til ekstremer. Han er ingen handlingens mand, han er en fattig læge, som lever af at tilse prostituerede kvinder på en offentlig klinik og har et bijob, hvor han på et bordel tilser ”pigerne”. Koldt og kynisk uden ringeste medfølelse eller social indignation beskriver han i sin dagbog de fysiske følger af den behandling, kvinderne udsættes for af deres kunder.
Han får mulighed for at stige højere op ad den sociale rangstige og bliver assistent hos Dr. Skade
(bemærk navnesymbolikken!), denne har et fint klientel, en ”skarptunget” hustru og en yndig steddatter.
Revinge er besat af tanken om, at han er model til Dr. Glas i Hjalmar Söderbergs roman, efter at Söderberg tilfældigt har spurgt om en læge kan dræbe en patient uden at blive opdaget. Lægen er så optaget af ideen, at han fremstiller cyankaliumpiller, som han viser lægen. Og så har han dem hvis nu….
Som Dr. Glas fører Revinge dagbog – ikke et skriftemål, for han ”vælger selv, hvad han vil skrive”.
Men en dagbogsskriver afslører mere af sig selv, end han tror, og læseren får et tydeligt billede af en livsuduelig og kvindefjendsk mand, for hvem det under alle forhold gælder at holde facaden udadtil – bange for voksne kvinders seksualitet, men tiltrukket af ganske unge piger.
Kerstin Ekman er her i dialog med Hjalmar Söderberg, som i 1905 skrev dagbogsromanen ’Dr. Glas’, som vakte debat og forargelse bl.a. ved sin direkte diskussion om seksualmoral og kvindens selvstændighed. Som Glas er Revinge optaget af H.C. Andersens eventyr ”Skyggen” – skyggen, som repræsenterer alt det, vi prøver at skjule bag den pæne facade og i ægteskabet,– skyggen som et symbol på vores drifter og længsler, alt det, der ikke passer ind i billedet. Skyggen, som også hos Andersen tager magten over os og skaber sit eget selvstændige liv.
Kerstin Ekman har kastet nyt lys over Söderbergs roman og givet et mere sanseligt billede af tiden.
Kommentarer