I den lille perfekte roman Doppler (2004) hudfletter norske Erlend Loe (1969) vores forhold til naturen. I litteraturen optræder naturen per tradition som modbillede til kulturens fremherskende idealer.
Af Martin Toft, Cand. Mag.
I flere illustrative optrin viser Loe, hvordan vi forbinder naturen med drømmen om en simpel tilværelse – livet under åben himmel repræsenterer de sande værdier, som er fritaget fra samfundets snærende normer. Men romanen laver også sjov med det primitive natursyn, som for længst har udviklet sig til en selvstændig norm på tværs af økologiske og modkulturelle bevægelser. Man finder næppe oprindelige kvaliteter under skovens grønne tag, for vores billede af naturen udspringer i selve kulturen.
Tipi og totempæl
I den norske bestseller møder man Andreas Doppler, som siger nej tak til et stræberliv. Han har fået nok af boligpriser, familiehygge, karriereræs, TV og luksusvarer. Doppler har altid indfriet andres forventninger, men bryder sig uheldigvis slet ikke om andre mennesker – han vil helst langt væk fra de værdier, som det moderne menneske repræsenterer. I et opgør med samfundets fatale vildfarelse, ”kompetencen”, foretager Doppler konsekvent valg, som virker ufornuftige og uproduktive. Dette gør romanen stærkt underholdende og tilskikker samtidig naturen en vigtig rolle.
I skovbrynet på kanten af Oslo slår han lejr. Ikke i den dramatiske norske natur, men på grænsen til byen. Doppler opgiver ”den perfekte tilværelse”, og som en anden indianer rejser han en tipi og bygger en kolossal totempæl. Han skyder med bue, samler bær og slagter en elg, hvis kød han omsætter i en lukrativ aftale med det lokale supermarked. I Doppler reintroduceres bytteøkonomien, og denne regressive bevægelse fremhæves på flere niveauer. Som et barn lever Doppler primært af mælk, og den intime forbindelse til naturen spiller i det hele taget en afgørende rolle.
Det naive koncept
Erlend Loe er en konceptuel forfatter, som i en lettilgængelig form jonglerer med ideer og basale grundspørgsmål. Romanen demonstrerer sin egen præmis i en række scener, som i sig selv savner enhver kompetence.
På idiotisk vis spiller Doppler billedlotteri med elgkalven Bongo, en logik, som synes importeret fra børnefjernsynet. Doppler dukker også op til et komisk forældremøde i skolen, hvor han helt uventet opfordrer til mere druk og udsvævende opførsel blandt de unge teenagere. Han forspilder heller aldrig en chance til at reklamere for sin ufattelige potens, og i den forbindelse har mange kritikere fremhævet, at Doppler rendyrker en naiv poetik, såvel æstetisk som i hele synet på naturens oprindelige kvaliteter.
Doppler søger ud i naturen og væk fra den komplicerede tilværelse i kulturens hjerte: Storbyen. Men som romanen skrider frem opsøger en lang række outsidere ham i skoven. Samfundets dominerende værdier erstattes af nye fællesskaber i naturen, hvor man dyrker det simple liv. Ja, man efterligner ligefrem hinanden til stor frustration for individualisten Doppler.
Romanen udspiller sig på grænsen til normalsamfundet, og drømmen om det ukomplicerede liv appellerer til alle typer normbrydere. Lige fra en højrepopulist, over småforbryderen Roger til særlingen Düsseldorf, som bygger en komplet model over Anden Verdenskrigs ideologiske kollaps.
Naturen i litteraturen
Loes naive stil forstørrer alle figurer, og enkeltheden afsætter en drilsk tone, hvor man aldrig helt kan fastlægge romanens sympatifordeling. I Doppler krydses to litterære traditioner, som ikke går entydigt op i hinanden. De fleste kender Daniel Defoes (1660-1731) romaner om Robinson Crusoe (1719), som kultiverer naturen efter kulturens forbillede i en barsk overlevelseskamp.
I den litterære tradition for robinsonader havner helten ofte i naturen ved et uheld, mens det modsatte er tilfældet i den tradition, man finder hos franske Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) eller amerikanske Henry David Thoreau (1817-1862). Her opsøges det simple liv i naturen målrettet, idet civilisationen har tabt enhver kontakt til de sande humane værdier, som er civilisationens egentlige ophav.
Hvem er mest naiv?
I Doppler genfortolker Erlend Loe de to væsensforskellige traditioner uden entydige svar på rede hånd. Naiviteten er først og fremmest et effektivt virkemiddel. Loe skriver uden omsvøb, men udleverer ingen færdig facitliste.
Når Andreas Doppler nynner med på melodien fra historien om Peter Pan (1904), der ikke vil være voksen, skal man ikke læse alt for bogstaveligt. Doppler ender i den norske natur ved et tilfælde, fordi han styrter på sin mountainbike, men den regressive bevægelse tilbage til naturen er ikke ukompliceret – snarere tværtimod.
Her ligner Loe en anden norsk forfatter, nemlig Mattias Faldbakken, som i en selvbestaltet serie af såkaldt Skandinavisk misantropi har udgivet The Cocka Hola Company (2001) og Macht und Rebel (2002) under dæknavnet Abo Rasul. På linie med sin landsmand skildrer Loe en tid, hvor drømmen om et revolutionært oprør eller et autentisk liv ikke længere har en enkelt opskrift.
Faldbakken skriver kontant: ”I bund og grund hader jeg alle mennesker jeg møder. Jeg hader fandme alle.” Loes stil er mere imødekommende, men man er håbløst blåøjet, hvis man tror, at en forlænget weekend i skoven kan genoprette en tilværelse i pagt med naturen.
Kommentarer