Analyse
Tranströmer, Tomas - Samlede Tranströmer
Tomas Tranströmers digte er på én gang enkle og komplekse og åbner en dør til tilværelsens mysterium. At læse ham er som at se gennem en gennemlyst glasrude og opdage, at det er en mosaik fyldt med tusind farver.
Et glashus på skrænten: Om Tomas Tranströmers 'Samlede digte'
I 2011 skete det endeligt efter mange års gisninger og ventetid. Den svenske digter Tomas Tranströmer fik fortjent Nobelprisen i litteratur. Begrundelsen var, at ”han i fortættede, gennemlyste billeder giver os ny adgang til det virkelige”.
I sit forord til den danske udgave af Tranströmers 'Samlede digte' er digteren Morten Søndergaard også inde på billedsprogets kraft. Han skriver således:
”Tranströmers billeder er skarpe og præcise, og de prentes i en, så man bærer dem resten af livet, fordi de i deres balancerede strenghed er så tilforladelige. De lader sig bare læse. Og så eksploderer de i os. De yder ingen synderlig modstand. Først når de er læst i deres upåfaldenhed, går det op for os, hvor vilde de er. Der er noget dagligdags besnærende ved dem".
Netop balancen mellem det enkle og det komplekse, det dagligdags og det kosmiske, kendetegner Tranströmers forfatterskab. Gennem tolv digtsamlinger udforsker han gennem sproget det, der i hans seneste digtsamling fra 2004 kaldes 'Den store gåde'. Gåden er selve den menneskelige tilværelse, de store spørgsmål om livet og døden. Tranströmer nærmer sig disse spørgsmål med en ærbødighed overfor selve sproget. Hans vej ind i gåden er billederne og musikken. Tranströmer er selv pianist og digtet 'Allegro' er et eksempel på, hvordan han skaber musik udad ord:
”Jeg spiller Haydn efter en sort dag / og mærker en enkel varme i hænderne. // Tangenterne vil. Milde hamre slår. / Klangen er grøn, livlig og stille. // Klangen siger at friheden findes / og at nogen ikke giver kejseren skat. // Jeg stikker hænderne i mine haydnlommer / og efterligner en der ser roligt på verden. // Jeg hejser haydnflaget – det betyder: / ”vi giver os ikke. Men vil fred.” // Musikken er et glashus på skrænten / hvor stenene flyver, stenene ruller. // Og stenene ruller tværs igennem / men hver eneste rude forbliver hel".
Udgangspunktet for digtet er bevægelse. Bevægelse spiller en enorm rolle i forfatterskabet og krystalliseres blandt andet i symboler som det oprørte hav og det sejlende skib. I 'Allegro' er der tale om en musikalsk bevægelse. Allegro betyder tempo. Musikkens strøm bevæger sig gennem digtet og danner en modvægt til kaos. Selvom den er i bevægelse, er den paradoksalt nok også rolig: ”Milde hamre slår. / Klangen er grøn, livlig og stille". Musikken beskrives synæstetisk som grøn, håbets farve, og danner modvægt til mørket, den sorte dag. Digtet kulminerer i en af Tranströmers prægnante metaforer, der både er enkel og kompleks. Musikken betegnes metaforisk som ”et glashus på skrænten”. Typisk for Tranströmer tages der udgangspunkt i et konkret og klart billede, der brænder sig ind på nethinden. Men billedet er samtidig symbolsk i dobbelt forstand. Skrøbeligheden understreges af, at der er tale om et glashus, men dette glashus befinder sig tilmed på en skrænt. Tranströmer spiller herefter på det kendte ordsprog med stenene og glashuset. Stenene flyver og ruller i bevægelse, men musikken står imod kaos. Paradoksalt nok slutter digtet med det faktum, at ”hver eneste rude forbliver hel”.
Det er et genkommende tema hos Tranströmer, at paradokset åbner for en erkendelse, der er større end de enkle modsætninger. Tranströmer er en religiøs digter i den forstand, at mørket aldrig får det sidste ord. Mørket kan paradoksalt nok bruges som en vej, der i sidste ende fører ud i lyset. Dette vises ganske humoristisk i det vidunderlige digt 'Espresso', der ligesom 'Allegro' stammer fra samlingen 'Den halvfærdige himmel' (1962):
”Den sorte kaffe på fortovsrestauranten / med stole og borde farverige som insekter. // Det er dyrebare opfangede dråber / fulde af samme styrke som Ja og Nej. // Den bæres ud af dunkle cafeer / og ser ind i solen uden at blinke. // I dagslyset et punkt af velgørende sort / der hurtigt flyder ud i en bleg gæst. // Det ligner dråberne af sort dybsind / der undertiden opfanges af sjælen, // som giver et velgørende stød: Gå! / Inspiration til at åbne øjnene".
Kaffen personificeres i digtet som en person, der ”ser ind i solen uden at blinke”. Bevægelsen er her genkommende, når kaffen ”bæres ud af dunkle cafeer”. Det negative (nej) og positive (ja) balanceres og kaffen forbindes med melankoli: ”Det ligner dråberne af sort dybsind / der undertiden opfanges af sjælen”. Det forunderlige ved digtet er imidlertid, at netop som analogien mellem kaffen og den sorte sjæl er etableret, så foretages der til slut et svirp, hvor betydningen vendes 180 grader. Kaffen sætter til sidst gang i en positiv bevægelse: ”giver et velgørende stød: Gå! / Inspiration til at åbne øjnene”. Tranströmer forvandler med humoristisk snilde det at drikke en kop kaffe til en eksistentialistisk allegori, hvor mørket i form af kaffen paradoksalt kan lede til lyset (de åbne øjne). Tingene er aldrig entydige hos Tranströmer og tilværelsens forunderlighed kan åbenbares, hvor man mindst venter det.
Formmæssigt sker der i forfatterskabet en bevægelse mod et gradvist mere og mere kondenseret udtryk, der kulminerer i den sene samling 'Den store gåde' (2004). Tranströmer har skrevet haikudigte siden 1959, men i digtsamlingen 'Sørgegondolen' (1996) begyndte han for alvor at arbejde med haikuformen og dette arbejdes apoteose finder sted i en samling, hvor størstedelen er dedikeret til den pointerede japanske digtform.
Det er ikke tilfældigt, at Tranströmer i sin sene fase kaster sig over haikuformen. I 1991 fik han en hjerneblødning, der hæmmede ham fysisk og gjorde det vanskeligt for ham at tale og spille musik. Han fortsatte imidlertid med at spille klaver med én hånd og på samme måde som musikeren Tranströmer fandt en løsning på sit handicap, så vælger digteren Tranströmer en løsning, der skaber skønhed ud af den nødvendige begrænsning, hvor der ikke er overskud til vældige strømme af ord. Men der er også tale om en æstetisk form, der hele tiden har ligget i kim i et forfatterskab, der ganske vist også har budt på lange prosadigte. Grunden til at haikuformen passer så godt til Tranströmer er, at den forener den konkrete sansning med paradokset, hvilket er Tranströmers adelsmærke. Derudover kan Tranströmer også let forbindes med haikuformens vægt på naturen. Han er om noget en digter, der tager udgangspunkt i naturens omskiftelighed som et sindbillede på den menneskelige natur. Her følger et haikudigt fra 'Den store gåde':
”Døden bøjer sig ned / og skriver på havoverfladen. / Kirken ånder guld".
I overensstemmelse med haikuformens æstetik tages der udgangspunkt i en enkelt sansning, der består i en bevægelse. Handlingen er på én gang konkret og abstrakt. Døden personificeres som en person, der bøjer sig ned og skriver på havoverfladen. Symbolsk er der tale om en underkastelse, idet døden bøjer sig ned og ikke står oprejst som sejrherre. Yderligere er den inskription, som døden foretager, overfladisk. Skriften bliver indprentet i det bevægelige vand, der vil viske den ud. I modsætning til dødens handling står en anden handling, der står som sidste linje i digtet: ”Kirken ånder guld". Her er igen tale om personificering. Kirken personificeres som en person, der kan ånde guld. Her er tale om en markant kontrast til dødens flygtige bevægelse. Ånden, det at ånde, er symbolet på liv og dette forbindes med noget af værdi (guld). Her er en religiøs bevægelse, der formår at fastholde livets mirakel. De to personifikationer fungerer tilsammen som et paradoks, hvor to bevægelser sættes overfor hinanden: dødens og livets bevægelse. Det afgørende er imidlertid, at døden ikke får det sidste ord. Livets mirakel får lov til at vinde til sidst på trods af dødens skrift.
Hermed peger Tranströmer også på noget centralt: Ordene i sig selv er forgængelige, men de peger hen mod noget større end sig selv. I bevægelsen fra mørke til lys og fra død til liv, så forbliver det religiøse paradoks hos Tranströmer, at døden er besejret. Den får ikke lov at vinde. I sidste ende er mørket overvundet og kirkens guld står tilbage på trods af den flygtige skrift. Hermed bryder Tranströmer radikalt med den del af modernismen, hvor digteren indtager en rolle som én, der selv skal skrive en mening frem, eller skal konfrontere sig med meningsløsheden. Tværtimod bliver digtningens opgave at vise hen til det, der er større end digteren selv. Ordene og musikken skal i religiøs forstand åbne for det paradoks, at nåden, i form af lyset og livet, findes trods mørket. Selvom glashuset står på en skrænt og er lige ved at styrte ned, så forbliver det stående. Døden får ikke det sidste ord hos Tranströmer. Hans digtning er en sjælden form for opbyggelig modernisme, hvor livet fastholdes i et uudgrundeligt paradoks, der formår at fastholde mennesket i dets dobbelthed af smerte og lykke, fortabelse og nåde.
Skrevet af cand. mag. Jakob Bækgaard
Tomas Tranströmers digte er på én gang enkle og komplekse og åbner en dør til tilværelsens mysterium. At læse ham er som at se gennem en gennemlyst glasrude og opdage, at det er en mosaik fyldt med tusind farver.
Et glashus på skrænten: Om Tomas Tranströmers 'Samlede digte'
I 2011 skete det endeligt efter mange års gisninger og ventetid. Den svenske digter Tomas Tranströmer fik fortjent Nobelprisen i litteratur. Begrundelsen var, at ”han i fortættede, gennemlyste billeder giver os ny adgang til det virkelige”.
I sit forord til den danske udgave af Tranströmers 'Samlede digte' er digteren Morten Søndergaard også inde på billedsprogets kraft. Han skriver således:
”Tranströmers billeder er skarpe og præcise, og de prentes i en, så man bærer dem resten af livet, fordi de i deres balancerede strenghed er så tilforladelige. De lader sig bare læse. Og så eksploderer de i os. De yder ingen synderlig modstand. Først når de er læst i deres upåfaldenhed, går det op for os, hvor vilde de er. Der er noget dagligdags besnærende ved dem".
Netop balancen mellem det enkle og det komplekse, det dagligdags og det kosmiske, kendetegner Tranströmers forfatterskab. Gennem tolv digtsamlinger udforsker han gennem sproget det, der i hans seneste digtsamling fra 2004 kaldes 'Den store gåde'. Gåden er selve den menneskelige tilværelse, de store spørgsmål om livet og døden. Tranströmer nærmer sig disse spørgsmål med en ærbødighed overfor selve sproget. Hans vej ind i gåden er billederne og musikken. Tranströmer er selv pianist og digtet 'Allegro' er et eksempel på, hvordan han skaber musik udad ord:
”Jeg spiller Haydn efter en sort dag / og mærker en enkel varme i hænderne. // Tangenterne vil. Milde hamre slår. / Klangen er grøn, livlig og stille. // Klangen siger at friheden findes / og at nogen ikke giver kejseren skat. // Jeg stikker hænderne i mine haydnlommer / og efterligner en der ser roligt på verden. // Jeg hejser haydnflaget – det betyder: / ”vi giver os ikke. Men vil fred.” // Musikken er et glashus på skrænten / hvor stenene flyver, stenene ruller. // Og stenene ruller tværs igennem / men hver eneste rude forbliver hel".
Udgangspunktet for digtet er bevægelse. Bevægelse spiller en enorm rolle i forfatterskabet og krystalliseres blandt andet i symboler som det oprørte hav og det sejlende skib. I 'Allegro' er der tale om en musikalsk bevægelse. Allegro betyder tempo. Musikkens strøm bevæger sig gennem digtet og danner en modvægt til kaos. Selvom den er i bevægelse, er den paradoksalt nok også rolig: ”Milde hamre slår. / Klangen er grøn, livlig og stille". Musikken beskrives synæstetisk som grøn, håbets farve, og danner modvægt til mørket, den sorte dag. Digtet kulminerer i en af Tranströmers prægnante metaforer, der både er enkel og kompleks. Musikken betegnes metaforisk som ”et glashus på skrænten”. Typisk for Tranströmer tages der udgangspunkt i et konkret og klart billede, der brænder sig ind på nethinden. Men billedet er samtidig symbolsk i dobbelt forstand. Skrøbeligheden understreges af, at der er tale om et glashus, men dette glashus befinder sig tilmed på en skrænt. Tranströmer spiller herefter på det kendte ordsprog med stenene og glashuset. Stenene flyver og ruller i bevægelse, men musikken står imod kaos. Paradoksalt nok slutter digtet med det faktum, at ”hver eneste rude forbliver hel”.
Det er et genkommende tema hos Tranströmer, at paradokset åbner for en erkendelse, der er større end de enkle modsætninger. Tranströmer er en religiøs digter i den forstand, at mørket aldrig får det sidste ord. Mørket kan paradoksalt nok bruges som en vej, der i sidste ende fører ud i lyset. Dette vises ganske humoristisk i det vidunderlige digt 'Espresso', der ligesom 'Allegro' stammer fra samlingen 'Den halvfærdige himmel' (1962):
”Den sorte kaffe på fortovsrestauranten / med stole og borde farverige som insekter. // Det er dyrebare opfangede dråber / fulde af samme styrke som Ja og Nej. // Den bæres ud af dunkle cafeer / og ser ind i solen uden at blinke. // I dagslyset et punkt af velgørende sort / der hurtigt flyder ud i en bleg gæst. // Det ligner dråberne af sort dybsind / der undertiden opfanges af sjælen, // som giver et velgørende stød: Gå! / Inspiration til at åbne øjnene".
Kaffen personificeres i digtet som en person, der ”ser ind i solen uden at blinke”. Bevægelsen er her genkommende, når kaffen ”bæres ud af dunkle cafeer”. Det negative (nej) og positive (ja) balanceres og kaffen forbindes med melankoli: ”Det ligner dråberne af sort dybsind / der undertiden opfanges af sjælen”. Det forunderlige ved digtet er imidlertid, at netop som analogien mellem kaffen og den sorte sjæl er etableret, så foretages der til slut et svirp, hvor betydningen vendes 180 grader. Kaffen sætter til sidst gang i en positiv bevægelse: ”giver et velgørende stød: Gå! / Inspiration til at åbne øjnene”. Tranströmer forvandler med humoristisk snilde det at drikke en kop kaffe til en eksistentialistisk allegori, hvor mørket i form af kaffen paradoksalt kan lede til lyset (de åbne øjne). Tingene er aldrig entydige hos Tranströmer og tilværelsens forunderlighed kan åbenbares, hvor man mindst venter det.
Formmæssigt sker der i forfatterskabet en bevægelse mod et gradvist mere og mere kondenseret udtryk, der kulminerer i den sene samling 'Den store gåde' (2004). Tranströmer har skrevet haikudigte siden 1959, men i digtsamlingen 'Sørgegondolen' (1996) begyndte han for alvor at arbejde med haikuformen og dette arbejdes apoteose finder sted i en samling, hvor størstedelen er dedikeret til den pointerede japanske digtform.
Det er ikke tilfældigt, at Tranströmer i sin sene fase kaster sig over haikuformen. I 1991 fik han en hjerneblødning, der hæmmede ham fysisk og gjorde det vanskeligt for ham at tale og spille musik. Han fortsatte imidlertid med at spille klaver med én hånd og på samme måde som musikeren Tranströmer fandt en løsning på sit handicap, så vælger digteren Tranströmer en løsning, der skaber skønhed ud af den nødvendige begrænsning, hvor der ikke er overskud til vældige strømme af ord. Men der er også tale om en æstetisk form, der hele tiden har ligget i kim i et forfatterskab, der ganske vist også har budt på lange prosadigte. Grunden til at haikuformen passer så godt til Tranströmer er, at den forener den konkrete sansning med paradokset, hvilket er Tranströmers adelsmærke. Derudover kan Tranströmer også let forbindes med haikuformens vægt på naturen. Han er om noget en digter, der tager udgangspunkt i naturens omskiftelighed som et sindbillede på den menneskelige natur. Her følger et haikudigt fra 'Den store gåde':
”Døden bøjer sig ned / og skriver på havoverfladen. / Kirken ånder guld".
I overensstemmelse med haikuformens æstetik tages der udgangspunkt i en enkelt sansning, der består i en bevægelse. Handlingen er på én gang konkret og abstrakt. Døden personificeres som en person, der bøjer sig ned og skriver på havoverfladen. Symbolsk er der tale om en underkastelse, idet døden bøjer sig ned og ikke står oprejst som sejrherre. Yderligere er den inskription, som døden foretager, overfladisk. Skriften bliver indprentet i det bevægelige vand, der vil viske den ud. I modsætning til dødens handling står en anden handling, der står som sidste linje i digtet: ”Kirken ånder guld". Her er igen tale om personificering. Kirken personificeres som en person, der kan ånde guld. Her er tale om en markant kontrast til dødens flygtige bevægelse. Ånden, det at ånde, er symbolet på liv og dette forbindes med noget af værdi (guld). Her er en religiøs bevægelse, der formår at fastholde livets mirakel. De to personifikationer fungerer tilsammen som et paradoks, hvor to bevægelser sættes overfor hinanden: dødens og livets bevægelse. Det afgørende er imidlertid, at døden ikke får det sidste ord. Livets mirakel får lov til at vinde til sidst på trods af dødens skrift.
Hermed peger Tranströmer også på noget centralt: Ordene i sig selv er forgængelige, men de peger hen mod noget større end sig selv. I bevægelsen fra mørke til lys og fra død til liv, så forbliver det religiøse paradoks hos Tranströmer, at døden er besejret. Den får ikke lov at vinde. I sidste ende er mørket overvundet og kirkens guld står tilbage på trods af den flygtige skrift. Hermed bryder Tranströmer radikalt med den del af modernismen, hvor digteren indtager en rolle som én, der selv skal skrive en mening frem, eller skal konfrontere sig med meningsløsheden. Tværtimod bliver digtningens opgave at vise hen til det, der er større end digteren selv. Ordene og musikken skal i religiøs forstand åbne for det paradoks, at nåden, i form af lyset og livet, findes trods mørket. Selvom glashuset står på en skrænt og er lige ved at styrte ned, så forbliver det stående. Døden får ikke det sidste ord hos Tranströmer. Hans digtning er en sjælden form for opbyggelig modernisme, hvor livet fastholdes i et uudgrundeligt paradoks, der formår at fastholde mennesket i dets dobbelthed af smerte og lykke, fortabelse og nåde.
Skrevet af cand. mag. Jakob Bækgaard
Kommentarer