Et præstekald fører et ungt ægtepar til de ålandske øer, der om vinteren forbindes af isen. Smuk, tragisk og meget nordisk roman om kirke, knofedt og kærlighed.
Min læsning af den til Nordisk Råds Litteraturpris indstillede roman ’Is’ af den finlandssvenske forfatter Ulla-Lena Lundberg blev en usædvanlig dramatisk og nervepirrende oplevelse. Sagen var som følger: Inden jeg nåede at komme i gang med at læse bogen, hørte jeg en anden anmelder omtale den – så vidt, så godt. Men denne anden anmelder lovede, at omtrent midtvejs ville en tragedie af format indtræffe, hvorefter man måtte være forberedt på et vist forbrug af Kleenex, og det var så her, mit mareridt (bogstaveligt talt) tog sin begyndelse. For det lader til, at jeg simpelthen ikke kan administrere en sådan oplysning uden at blive hjemsøgt i både vågen og sovende tilstand.
Det begyndte så godt – både for mig og for det unge præstepar, som spiller hovedrollen i ’Is’. Petter Kummel, hans kone Mona og deres lille datter Sanna ankommer til det ålandske skærgårdsmiljø Örarna i tiden umiddelbart efter 2. Verdenskrig. Her skal Petter fungere som præst, mens Mona brænder efter at dyrke deres have og passe de køer, som er fulgt med kaldet og præstegården. Begge er de drevet af en enorm virkelyst, og de er næppe steget i land på øen, hvor kirken ligger, før de føler sig fuldkommen hjemme. Örarnas øvrige indvånere tager hjerteligt imod den lille familie, og præsten knytter hurtigt venskaber. Lyder det idyllisk? Det er det også – hvis altså ikke lige det var fordi, jeg ustandselig havde in mente, at en ulykke ville indtræffe. Og uanset hvor meget, jeg forsøgte at abstrahere fra min viden, kunne jeg ikke kontrollere min fantasi, som arbejdede på højtryk og fremmanede det ene mere bestialske set up efter det andet. Jeg drømte sågar om det om natten.
Hvor galt går det så? Ja, som både jeg og nu også De er klar over, måtte noget skæbnesvangert indtræffe, og det skete da også. Det skal ikke afsløres her, hvori tragedien består, men som det ikke sjældent sker, når der er tale om romaner af en vis litterær kaliber, kaster det ulykkelige en sær glans af skønhed over både det foregående og det efterfølgende. Der er noget indbygget, men ikke nærmere definerbart, smukt og højstemt ved tragedier – i hvert fald når man møder dem i kunsten. Og her er ’Is’ ingen undtagelse: Romanen er en smuk, smuk oplevelse på den unikke nordiske facon, hvor vejret sætter stemningen, og hvor menneskene er vokset så meget sammen med deres miljø, at landskaberne nærmest bliver en forlængelse af deres kroppe.
Så på trods af det opslidende ved at vente på en uundgåelig ulykke, kan jeg alligevel kun give bogen min allervarmeste anbefaling. Men ikke så varm, at isen risikerer at tø, for uden is, ingen roman – så har jeg vist ikke sagt for meget.
Kommentarer