Den svenske nobelpristagers samlede værker fremstår som kernelyrik - lille af omfang, men stort af indre.
Drevet af omsorg for min åndelige habitus har mine svenske venner hele to gange foræret mig Tomas Tranströmers ”Dikter”. Derfor glædede jeg mig på deres vegne, da dette digtningens lysende fyrtårn fik Nobels litteraturpris sidste år.
Ganske rørende var det at læse artikler om denne fine kunstner, der efter en hjerneblødning for tyve år siden mistede talens brug, men som stadig er i stand til at udtrykke sig såvel på skrift som digter som gennem musik som pianist.
Musikken er sammen med naturen og anden kunst vigtige inspirationskilder i hans digtning, som viser det komplekse og uudtømmelige på en enkel måde. Det potentielle får en særlig tilstedeværelse i digtene, hvor sproget åbner verden og vores livsanskuelse. Metaforerne er på én gang genkendelige og i stand til at flytte vores perspektiv op fra det sædvanlige – med dette kunstgreb bliver der sagt noget om det usigelige.
Den prisværdigt korte begrundelse for tildelingen af Nobelprisen afspejler rimeligt nok hans stil: Fordi han i fortættede, gennemsigtige billeder giver os en ny tilgang til det virkelige.
I denne kronologiske samling kan man iagttage udviklingen fra klassiske versemål i de sansemættede strofer over en friere form i stil med knækprosa til eksperimenter med haiku-formen i de senere samlinger. Bogen afsluttes med erindringsglimt i essayform.
Tranströmers digte synger ordmelodier, som er gysende smukke, og som oversættelsen faktisk formår at bibeholde, selv om der er flere allitterationer på originalsproget.
”Et hundeglams hieroglyf står malet
i luften over haven.
hvor den gule frugt overlister
træet og lader sig falde”
De samlede værker kan betragtes som en form for digterkunstens grundforskning: Der gives måske ikke alle svarene, men der bliver stillet nogle meget væsentlige spørgsmål.
Kommentarer