Anmeldelse
Over det kinesiske hav af Gaute Heivoll
- Log ind for at skrive kommentarer
Rørende og meget smuk fortælling om et forældrepar, som skaber et plejehjem for såkaldte åndssvage i 50’ernes Norge.
”Hun sad på det undersøiske fjeld og lo, og det var som at mærke hendes mave mod ryggen og hendes vejrtrækning i nakken. Jeg så hende aldrig på den måde igen.”
Jeg-fortælleren er ved at rydde sin mors hus, og i chatollet finder han en kontrakt, som hans far har underskrevet 50 år tidligere, i 1945. Kontrakten var udarbejdet af værgerådet i Stavanger, og det fremgik at hans mor og far i pleje modtog fem åndssvage børn. Fundet af kontrakten og nogle fotografier af fortællerens mor får ham til at tænke tilbage, og langsomt bredes historien om en usædvanlig familie ud.
Mor og far har skabt et plejehjem for det, man dengang kaldte åndsvage. Udover familiens egne to børn er der tre voksne: Matiassen, som har sin taburet, Josef har verdenslitteraturen og Jensen medlemsbladet fra Wooster College. I 1945 bliver familien udvidet med fem søskende, som alle blev betegnet som åndssvage.
Den store søskendeflok bliver installeret i et værelse på første sal, og selv om omgivelserne ser på de fem søskende som dyr, så oplever drengen dem som gode legekammerater. Da han skal konfirmeres, skal de selvfølgelig alle med i kirke.
Alt er godt. Men så sker katastrofen, familien bliver ramt af en tragedie, og intet bliver nogensinde det samme igen. Selv om forældrene forsøger at leve som før og fortrænge fortiden, kommer de sig aldrig rigtig over den store sorg.
Gaute Heivoll fortæller, at hans historie bygger på en virkelig familie. Hans hensigt med romanen er at fortælle, at selv om nogle bliver erklæret ”åndssvage”, og de dengang blev behandlet med umyndiggørelse og tvangssterilisering, så er de alle personligheder med hver deres styrke, og de fortjener at blive behandlet med værdighed og anerkendelse.
Gaute Heivolls roman er en af den slags bøger, som gør stort indtryk og som ikke er lige til at slippe. Den er meget velskrevet, og selv om grundtonen er melankolsk og trist, er den samtidig morsom og fyldt med megen varme, kærlighed og respekt over for ”det anderledes”.
Jeg har ikke før været opmærksom på Gaute Heivolls forfatterskab, men det er jeg i høj grad nu, og heldigvis er der 2 mere af ham på dansk: ’Kongens helte’ fra 2013 og ’Før jeg brænder ned’ fra 2011.
Originally published by Anne Grete Jacobsen, Litteratursiden.
- Log ind for at skrive kommentarer
Rørende og meget smuk fortælling om et forældrepar, som skaber et plejehjem for såkaldte åndssvage i 50’ernes Norge.
”Hun sad på det undersøiske fjeld og lo, og det var som at mærke hendes mave mod ryggen og hendes vejrtrækning i nakken. Jeg så hende aldrig på den måde igen.”
Jeg-fortælleren er ved at rydde sin mors hus, og i chatollet finder han en kontrakt, som hans far har underskrevet 50 år tidligere, i 1945. Kontrakten var udarbejdet af værgerådet i Stavanger, og det fremgik at hans mor og far i pleje modtog fem åndssvage børn. Fundet af kontrakten og nogle fotografier af fortællerens mor får ham til at tænke tilbage, og langsomt bredes historien om en usædvanlig familie ud.
Mor og far har skabt et plejehjem for det, man dengang kaldte åndsvage. Udover familiens egne to børn er der tre voksne: Matiassen, som har sin taburet, Josef har verdenslitteraturen og Jensen medlemsbladet fra Wooster College. I 1945 bliver familien udvidet med fem søskende, som alle blev betegnet som åndssvage.
Den store søskendeflok bliver installeret i et værelse på første sal, og selv om omgivelserne ser på de fem søskende som dyr, så oplever drengen dem som gode legekammerater. Da han skal konfirmeres, skal de selvfølgelig alle med i kirke.
Alt er godt. Men så sker katastrofen, familien bliver ramt af en tragedie, og intet bliver nogensinde det samme igen. Selv om forældrene forsøger at leve som før og fortrænge fortiden, kommer de sig aldrig rigtig over den store sorg.
Gaute Heivoll fortæller, at hans historie bygger på en virkelig familie. Hans hensigt med romanen er at fortælle, at selv om nogle bliver erklæret ”åndssvage”, og de dengang blev behandlet med umyndiggørelse og tvangssterilisering, så er de alle personligheder med hver deres styrke, og de fortjener at blive behandlet med værdighed og anerkendelse.
Gaute Heivolls roman er en af den slags bøger, som gør stort indtryk og som ikke er lige til at slippe. Den er meget velskrevet, og selv om grundtonen er melankolsk og trist, er den samtidig morsom og fyldt med megen varme, kærlighed og respekt over for ”det anderledes”.
Jeg har ikke før været opmærksom på Gaute Heivolls forfatterskab, men det er jeg i høj grad nu, og heldigvis er der 2 mere af ham på dansk: ’Kongens helte’ fra 2013 og ’Før jeg brænder ned’ fra 2011.
Originally published by Anne Grete Jacobsen, Litteratursiden.
Kommentarer