Anmeldelse
Fimbulvinter af Søren Glosimodt Mosdal
- Log ind for at skrive kommentarer
Markant og flot danskproduceret tegneserieepos om vikingehøvdingen Erik den Røde.
I disse ’vikingetider’ med stor vikingeudstilling i England og den roste tv-serie Vikings kommer nu en dansk tegneserie inspireret af den sande historie om vikingehøvdingen Erik den Røde. Eriks familie kom oprindeligt fra Norge, men faderen blev dømt fredløs, og familien måtte flygte til Island. Her voksede Erik op, men efter en blodig nabostrid blev han tvunget til at søge nye græsgange. Han bosatte sig i det sydlige Grønland, som dengang var både grønt og frugtbart (deraf navnet), og på trods af de fjendtlige omgivelser sad han i næsten to årtier som Grønlands ubestridte hersker.
Den skrøbelige sociale og politiske balance kommer dog i spil, da Eriks yngste søn Leif (den senere Leif den Lykkelige) vender tilbage til Grønland. Leif har været i Norge, hvor han er konverteret til den kristne tro, og i hans følge er præsten Thangbrand. Det kommer uvægerligt til et blodigt og tragisk opgør mellem far og søn, mellem det nye og det gamle, mellem hedninger og kristne. Erik den Røde er en af de helt store skikkelser i den tidlige Danmarkshistorie, skildret både hos Saxo og i diverse sagaer. Mosdal har foretaget en omfattende research til sit værk, og historien er som sådan historisk korrekt. Men dertil har forfatteren tilføjet diverse elementer af magi og mytologi fra vikingetiden, og tilsammen danner det en utroligt flot historie om familieforhold, stolthed og skæbne.
Tegningerne og personerne kan ved første øjekast virke stive og måske direkte grimme, men efterhånden, som man kommer ind i historien, bliver man mere og mere fascineret af, hvor godt det hele faktisk passer sammen. Når man har vænnet sig til, at der altså ikke er tale om ”glansbilleder”, fremstår især personerne lysende og klare med alle følelser og psykiske aspekter tegnet frem.
Farvelægningen, som Mosdal også selv har stået for, passer perfekt til historiens forskellige forløb og er samtidig med til at give både historie og illustrationer dybde og perspektiv. Det er tegneseriekunst på højt plan, som anbefales på det varmeste. Det lækre album udkommer samtidig på det velkendte belgiske tegneserieforlag Casterman, og det er jo i sig selv en blåstempling af højeste karat.
Originally published by Arne Larsen, Litteratursiden.
Brugernes anmeldelser