Jón Kalman Stefánsson - Himmerige og helvede

'Himmerige og helvede' er en historie, der i sin smukke enkelhed handler om det svære liv, lyset og den i menneskelivet allestedsnærværende død. 

Det er næsten mørkt, og fra mørket, fra de døde kommer ordene, der bliver til historien om den unavngivne dreng i Jón Kalman Stefánsons roman 'Himmerige og helvede'. En historie, der i sin smukke enkelhed handler om det svære liv, lyset og den i menneskelivet allestedsværende død.

'Himmerige og helvede' begynder i et lille fiskeleje et sted på Island omkring år 1900, hvor den forældreløse dreng og vennen Bardur fordriver ventetiden med at læse, inden de om natten skal på havet i en træbåd og fiske sammen med de øvrige fire besætningsmedlemmer. Bardur læser i John Miltons 'Det tabte paradis' (1667) og mens han læser, bliver verden større. Bogens titel er selvfølgelig en forvarsel om det, der skal ske. Et forvarsel om, at paradiset og uskylden skal gå tabt.

Den dramatiske anden del af bogen foregår på havet og bliver en kamp for livet for Bardur, der opslugt af læsningen har glemt sin anorak på land, og derfor hurtigt bliver våd og kold, da stormen pludseligt rammer med sne og kulde, og bølgerne bliver store. Drengen forsøger uden held at holde sin ven i live. Miltons ord, ”Intet er mig skønt uden dig”, bliver Bardurs sidste, som han hvisker til drengen. Som fortællerne konkluderer: ”Læste poesi og derfor frøs han ihjel”. For drengen er intet længere skønt. 

Sidste del af romanen foregår i staden. Drengen, usikker på om han vil leve videre, har dog besluttet at levere 'Det tabte paradis' tilbage til sin ejer. Bogen bliver på ejendommelig vis drengens adgang til at få en ny familie. Og til sidst vælger han livet. Herefter møder han den døde Bardur, der vil have drengen til at komme til sig. Men drengen lader ham forsvinde blandt snefnuggene, der ligner englevinger. Døden er ingen udfrielse, og som fortællerne allerede tidligt har sagt om Bardurs død: ”Det tabte paradis. Er det at dø måske det tabte paradis”?

De døde fortæller    
'Himmerige og helvede' fortælles af de døde. Af et kollektivt vi, der levede samtidig med historiens begivenheder, men som døde nu er fanget i et liv på jorden usynligt for de levende – uvidende om, hvad der videre skal ske. Døden er i hvert fald intet paradis.

Det er en særpræget fortællerkonstruktion. Som i den litterære periode barokken anskues livet i 'Himmerige og helvede' fra dødens perspektiv. Men modsat i barokkens pædagogik ikke for at fortælle os om saligheden i døden, men for at få os til at huske at leve. De døde fortællere kommenterer fortællingen med almindelige og gammelkloge betragtninger om dette og hint i livet. De både sludrer og er vise, som netop mennesker, der har levet et helt liv kan være det. Men, som det også gælder for de levende, kan livet ikke forstås uden paradokser og spørgsmålstegn.

Naturen og ordenes kraft
I 'Himmerige og helvede' finder livet og litteraturen sin form omkring en række grundelementer. Første kapitel begynder i de dødes mørke. Det andet i sneens hvide lys: ”Marts måned og en verden hvid af sne, dog ikke helt hvid, her bliver aldrig helt hvidt. Ligegyldig hvor meget sneen vælter ned, og selv når himmel og hav fryser sammen og kulden er på vej ind i hjertet, hvor drømmene bor, så sejrer den hvide farve aldrig. Klippebælterne i fjeldene flår den lige så hurtigt af sig og rager kulsorte ud i en hvid verden.” Passagen er sigende for Stefánssons måde at skrive på, poetisk men dog samtidig en helt konkret beskrivelse. Samtidig er farven netop besjælet. Andre steder er betydningen af ren metaforisk karakter, som i 'Englenes sorg' (forsættelsen til 'Himmerige og Helvede'), hvor den faldende sne beskrives som netop englenes sorg.

Denne vekslen mellem det konkrete og det metaforiske giver en helt særlig styrke og skønhed til en række slidte metaforer omkring varme og kulde, lys og mørke, storm og stille. I H'immerige og helvede' er havet og fjeldene herskere over livet, en skæbne, men på samme tid er havet og stormen, hvori drengen, Bardur og resten og besætningen bliver fanget, netop også en voldsom naturkraft, der brutalt tager et liv.

Naturkræfterne som havet, sneen, fjeldene, lyset og mørket er der og danner en ramme om livet i romanen, men det er menneskenes ord, det poetiske sprog, der giver dem betydning: ”Vi behøver måske ikke ord for at overleve, men vi har brug for ord for at leve”, siger de døde fortællere.

Verden, der aldrig bliver helt hvid af sne, er med tanke på Miltons 'Det tabte paradis' også et billede på, at mennesket fordrevet fra paradis er bundet til en verden mellem himmerige og helvede, hvor mørket, bedraget og brutaliteten hele tiden bryder lyset.

Den der ikke synder, lever ikke
Det er dog en pointe i bogen, at man i livet kan nærme sig himmeriget, mens man ved ikke at leve eller at dø er nærmere helvede. For drengen, der har mistet sin bedste ven og dermed en bid af paradiset er tvivlen og uvidenheden stor, så stor, at det truer med at tage livet af ham. Som fortællerne præciserer kan vi underlægge os naturkræfterne, men ikke styre vores eget sind. På samme tid er mennesket simpelt, ordene, varmen mellem menneskene og for drengen ”[…] røde læber, drømme og blødt hår […]” gør livet værd at leve. Men det er også en pointe, at er livets glæder simple, så er det stadig ikke nemt at leve. Naturen, kærligheden og sindet kaster os hid og did i livet.

Til sidst i 'Himmerige og helvede' vinder drengen, hvis største styrke er ordene, sig en ny familie. Men da han til sidst i bogen møder Ragnheid, og fuldstændig glemmer sig selv i hendes øjne, ansigt og hår, er han stum. Drengen får dog sagt, at han ikke ved, hvem han er? Hvortil Ragnheid viser ham noget andet end ord, som tungen også kan. Først bliver hun usikker, ”[…] men så viser tungespidsen sig uventet mellem hendes læber, rød glinsende og fugtig.” Drengen er godt på vej til at tabe sin uskyld, men tungen er samtidig et forvarsel om, at paradis kan genvindes.  
'Himmerige og helvede' er trods titlen en bog om livet – og de kræfter, der giver livet sin form. Blandt disse kræfter er i romanen de dødes ord, der tilsammen danner historien om drengen. Bogen 'Det tabte paradis' fører sammen med havet Bardur i døden, men for drengen bliver bogen indgangen til et nyt liv. Måske kan ordene ikke bare redde de døde (fra glemslen), men også som de døde fortællere håber, redde os, der læser? Lære os at leve?

Kilder, links og centrale værker