Leine, Kim - Profeterne i Evighedsfjorden

Med 'Profeterne i Evighedsfjorden' har Kim Leine skabt et monument i bogform over tabet af den danske uskyld på Grønland.

Med 'Profeterne i Evighedsfjorden' har dansk litteratur fået en ny, monumental kulturmøderoman, der kan gå hånd i hånd med Jakob Ejersbos Afrika-trilogi. Hvor Ejersbos triologi beskriver konsekvenserne af den europæiske kolonialisering af Afrika gennem et kulturmøde i den nære fortid, slutningen af 1900-tallet, tager Leine fat om de danske forsøg på at kristne og undertvinge grønlænderne mod nord i en noget fjernere fortid, mere præcist den sidste halvdel af 1700-tallet. Begge forfattere har boet og opholdt sig på deres romaners sprængpunkter i deres barndom eller ungdom, og begge har ladet en omfattende research ligge til grund for romanerne, så steder, karakterer og begivenheder fremstår med stor troværdighed. Men hvor Ejersbo skriver med saft og kraft og en hel del indestængt livsnerve, om ikke ligefrem vrede, har Leines fortæller det følsomme, men rolige overblik og formidler begivenhederne i et nærværende, direkte tonefald, der sjældent sprudler over, fordi intet længere kan chokere. Fortællerens stemme er overgivelsens stemme hos en person, der har set og oplevet tilværelsens yderste grusomhed, men stadig står, lever og fortæller. 

Romanen starter med et kort scenisk og meget levende blitzglimt fra 1793 af et mord på en enke i Grønland og forlader herefter scenen for at vende tilbage til 1782 og følger den norske dreng Morten Pedersen, senere Falck, der rejser til København for at studere teologi. Her forlover han sig med jomfru Abelone Schultz, men bryder senere forlovelsen med Abelone, da han rejser af sted som missionærpræst til Grønland. Svigtet af Abelone bliver den første af en række synder, Morten får på samvittigheden, og romanens anden del gennemgår herefter, hvordan de ti bud – eller her elleve – brydes et efter et. Hvor første del har synsvinklen hos Morten Pedersen, skiftes der i anden del, så hvert kapitel får sin egen hovedfigur og synsvinkelbærer. Her udrulles begivenhederne på Grønland, mens Morten Pedersen er ansat som missionærpræst, blandt andet får vi historien om Mortens møde med 'Profeterne i Evighedsfjorden', en oprørsmenighed af partisanere, der finder deres egen fortolkning af den kristne lære og pådrager sig den danske konges vrede. Samtidig får vi beretningen om Mortens syndefald, hans tab af værdighed og tro, mens han pådrager sig en skyld, han ikke kan løbe fra, og forelsker sig i den enke, hvis endeligt blev præsenteret allerede i første kapitel. I romanens tredje del er Morten Falck tilbage i Norge og siden i København under den store ildebrand i 1795. Romanens mange tråde samles fermt og effektivt mod slutningen, mens store dele af den danske verden går op i røg.

Kim Leine har i sit forfatterskab i rigt mål gjort brug af sine egne erfaringer. Selv om han med 'Profeterne i Evighedsfjorden' har kastet sig over den historiske roman i stedet, genkendes hans fokus på de indre selvmodsigelser, splittelserne og de urolige drifter. Med skarp og barsk præcision, og en vis portion komik, gennemborer Leines pen den menneskelige krop, så ingen af dens selv mest usle funktioner eller lugte må blive fremmede for læseren:

”Det strømmer ud af ham straks han får trukket kjolen op, og sat sig på brættet, en mudderagtig masse, næsten lugtfri, men uudtømmelig, et skred af mudder. Indvoldene vrider sig i smerte, men der er også et betydeligt element af fryd over at kunne give slip, at sprøjte og tømme sig. Han stønner, han bider sig i hånden og ler. Ringmusklen trutter og laver slubrelyde, så bliver der stille. Men han føler der er mere på vej, og han flytter sig fra side til side, sidder krumbøjet med hovedet nede mellem de benede knæ, bearbejder maven med hænderne, men der kommer ikke noget. Det er som om noget sidder på tværs derinde, en bjælke af lort. Eller snarere en foldning af tarmen, tænker han.”

Kim Leine blev født i 1961 i Norge i en menighed af Jehovas Vidner, men tog til Danmark som 17-årig. Efter en uddannelse som sygeplejerske arbejdede han i Grønland i 15 år. Han vendte tilbage til Danmark i 2004 og debuterede i 2007 med erindringsromanen 'Kalak', der er en barsk beskrivelse af en danskers liv og nedtur som incestoffer og stofmisbruger i det moderne Grønland. Leines anden roman 'Valdemarsdag' udkom i 2008 og udspiller sig i førkrigstidens København og bygger på forfatterens egen slægtshistorie. I 2009 udkom 'Tunu', der beskriver en ung, mandlig sygeplejerskes oplevelser på Grønland. 'Profeterne fra Evighedsfjorden' fra 2012 er en fiktionsroman, men Leine gør flittig brug af historiske kilder og forsøger at holde sig tæt til dem. Forfatteren skriver i efterordet:

”Denne roman er en fantasi over begivenheder der fandt sted for mere end 200 år siden. De begivenheder der udspiller sig i romanen, udspillede sig ikke nødvendigvis i virkeligheden, eller de skete andetsteds, på andre tidspunkter, i anden rækkefølge, med andre personer eller under andre vejrforhold. Personerne er mine opfindelser, selv om nogle af personerne levede i virkeligheden. Hvem kan vide hvad et menneske er, og især et menneske det f.eks. afgik ved døden i 1802? Jeg tillader mig at gætte.”

'Profeterne i Evighedsfjorden' er tænkt som den første del af en trilogi om den grønlandske frihedskamp. Romanen udkommer i England, Frankrig, Holland, Italien, Norge, Rumænien, Spanien, Sverige, Tyskland, og USA. Med denne gennemtænkte og velkomponerede roman har Leine dermed for omverdenen skabt et monument over tabet af den danske uskyld på Grønland.

Kilder, links og centrale værker