Tema
Danmark 1900-1950: Realisme eller modernisme?
Hvor stort er dit hjerte, hvor rummeligt er dit hus? Litteraturens politiske toner i 1900-1950 skaber associationer til i dag, hvor grænser og identitet udfordres udefra.
Februars tema er et kig i bakspejlet tilbage til en af de mest omtumlede perioder i dansk historie – Danmark 1900-1950. Med to verdenskrige, en økonomisk krise og meget andet om ørerne gik bølgerne i det politiske landskab højt gennem stort set hele perioden. Det kan ses i litteraturen, hvor man ikke veg tilbage fra at tage et politisk ansvar. Det er en litteratur, hvis menneskelige og politiske ild stadig brænder og stadig har aktualitet.
Perioden domineres mere eller mindre af den realistiske genre, selvom modernisme kort er oppe i 1920’erne. Kollektivroman er et godt eksempel på et forsøg på at skildre eller ligefrem samle samfundet som en organisme. Her er Hans Kirks Fiskerne, Hans Scherfigs Idealister og H.C. Branners Legetøj er de fremmeste repræsentanter. Tove Ditlevsen, hvis værker vi i disse år har fået øje på med nye briller, skildrer arbejderens forhold i det indre København, mens Karen Blixen lidt står udenfor de litterære tendenser på sin farm i Afrika. Modernismens mest rabiate eksempel er den dengang forbudte BLOD af Rudolf Broby-Johansen samt Gustav Munch-Petersen, mens mere moderate eksempler er, Tom Kristensens Hærværk og Knud Sønderbys Midt i en jazztid. Stort set alle værker i temaet har et samfundsengagement.
Til at finde rundt i et så omfangsrigt tema, bringer vi en jordnær og velskrevet artikel om periodens forfattere og strømninger. Professor emeritus Søren Schou giver et litterært overblik over perioden i sin artikel Fra folkelig optimisme til angst og koldkrig: Dansk litteratur 1900-1950. Det tyvende århundreds begyndende folkelige gennembrud slog med første verdenskrig hurtigt over i et kollektivt sammenbrud, som litteraturen skrev sig op imod. Tyvernes begyndende modernisme tog en socialbevidst drejning i trediverne, og den dominerende genre blev i et tungt politisk miljø kollektivromanen, der fokuserede mindre på én enkelt person og mere på et fællesskab.
Hans Hauge, Lektor på Institut for kommunikation og kultur – Nordisk sprog og kultur – Aarhus Universitet, fortæller med en lidt bredere pensel i et interview med festivalmedarbejder Morten Ammitzbøll om en litterær brydning, der giver perioden to litteraturhistorier. Stridsspørgsmålet går på, hvilken samfundsrolle kunsten egentlig skal spille? ”Modernister ser kunsten som autonom – som sin egen verden. Modernisme betød at sætte kunsten fri. Den skulle hverken gavne eller fornøje. Modsat mener realister, at kunsten kan og skal efterligne verden,” står der i artiklen Modernister og realister – dansk litteratur i konflikt 1900-1950. Denne konflikt er stadig jævnligt oppe og vende, senest i forbindelse med Marianne Stidsens doktorafhandling om litteraturens dannelsespotentiale og den menneskelige identitet. Og det er en vigtig diskussion, for litteraturen er både sprogkunst og samfundskritik/kommentar. Men hvornår skal den det ene, og hvornår skal den det andet? Og kan den gøre begge dele samtidig?
I dagens Danmark, hvor grænserne krydses af flygtninge fra den mellemøstlige verden og grænsebomme og paskontrol pludselig er blevet en realitet, kan vi netop bruge litteraturen fra en tumultøs og kaotisk periode til at sætte tingene i perspektiv.
Temaets to artikler er en glimrende mulighed for at få indblik periodens kulturelle kontekst. Derudover har Litteratursiden en række klassikerguides liggende, som både omfatter forfatterportrætter, værkanalyser og periodeanalyser for hvert enkelt ti-år. Dem finder du i litteraturlisten nedenunder teksten. Og ønsker du at dykke ned i temaet i mere levende rammer, afholder Folkeuniversitetet, som har stået for temabilledet, festivalen Danmark 1900-1950 i perioden 4. -13- marts.
God fornøjelse
Hvor stort er dit hjerte, hvor rummeligt er dit hus? Litteraturens politiske toner i 1900-1950 skaber associationer til i dag, hvor grænser og identitet udfordres udefra.
Februars tema er et kig i bakspejlet tilbage til en af de mest omtumlede perioder i dansk historie – Danmark 1900-1950. Med to verdenskrige, en økonomisk krise og meget andet om ørerne gik bølgerne i det politiske landskab højt gennem stort set hele perioden. Det kan ses i litteraturen, hvor man ikke veg tilbage fra at tage et politisk ansvar. Det er en litteratur, hvis menneskelige og politiske ild stadig brænder og stadig har aktualitet.
Perioden domineres mere eller mindre af den realistiske genre, selvom modernisme kort er oppe i 1920’erne. Kollektivroman er et godt eksempel på et forsøg på at skildre eller ligefrem samle samfundet som en organisme. Her er Hans Kirks Fiskerne, Hans Scherfigs Idealister og H.C. Branners Legetøj er de fremmeste repræsentanter. Tove Ditlevsen, hvis værker vi i disse år har fået øje på med nye briller, skildrer arbejderens forhold i det indre København, mens Karen Blixen lidt står udenfor de litterære tendenser på sin farm i Afrika. Modernismens mest rabiate eksempel er den dengang forbudte BLOD af Rudolf Broby-Johansen samt Gustav Munch-Petersen, mens mere moderate eksempler er, Tom Kristensens Hærværk og Knud Sønderbys Midt i en jazztid. Stort set alle værker i temaet har et samfundsengagement.
Til at finde rundt i et så omfangsrigt tema, bringer vi en jordnær og velskrevet artikel om periodens forfattere og strømninger. Professor emeritus Søren Schou giver et litterært overblik over perioden i sin artikel Fra folkelig optimisme til angst og koldkrig: Dansk litteratur 1900-1950. Det tyvende århundreds begyndende folkelige gennembrud slog med første verdenskrig hurtigt over i et kollektivt sammenbrud, som litteraturen skrev sig op imod. Tyvernes begyndende modernisme tog en socialbevidst drejning i trediverne, og den dominerende genre blev i et tungt politisk miljø kollektivromanen, der fokuserede mindre på én enkelt person og mere på et fællesskab.
Hans Hauge, Lektor på Institut for kommunikation og kultur – Nordisk sprog og kultur – Aarhus Universitet, fortæller med en lidt bredere pensel i et interview med festivalmedarbejder Morten Ammitzbøll om en litterær brydning, der giver perioden to litteraturhistorier. Stridsspørgsmålet går på, hvilken samfundsrolle kunsten egentlig skal spille? ”Modernister ser kunsten som autonom – som sin egen verden. Modernisme betød at sætte kunsten fri. Den skulle hverken gavne eller fornøje. Modsat mener realister, at kunsten kan og skal efterligne verden,” står der i artiklen Modernister og realister – dansk litteratur i konflikt 1900-1950. Denne konflikt er stadig jævnligt oppe og vende, senest i forbindelse med Marianne Stidsens doktorafhandling om litteraturens dannelsespotentiale og den menneskelige identitet. Og det er en vigtig diskussion, for litteraturen er både sprogkunst og samfundskritik/kommentar. Men hvornår skal den det ene, og hvornår skal den det andet? Og kan den gøre begge dele samtidig?
I dagens Danmark, hvor grænserne krydses af flygtninge fra den mellemøstlige verden og grænsebomme og paskontrol pludselig er blevet en realitet, kan vi netop bruge litteraturen fra en tumultøs og kaotisk periode til at sætte tingene i perspektiv.
Temaets to artikler er en glimrende mulighed for at få indblik periodens kulturelle kontekst. Derudover har Litteratursiden en række klassikerguides liggende, som både omfatter forfatterportrætter, værkanalyser og periodeanalyser for hvert enkelt ti-år. Dem finder du i litteraturlisten nedenunder teksten. Og ønsker du at dykke ned i temaet i mere levende rammer, afholder Folkeuniversitetet, som har stået for temabilledet, festivalen Danmark 1900-1950 i perioden 4. -13- marts.
God fornøjelse
Kommentarer