Anmeldelse
Melodien der blev væk af Kjeld Abell
Eviggyldigt drama om at huske sig selv og sine drømme. Monotoni, konformitet og konventioner kvæler melodien, men uden den – intet liv og ingen lidenskab. Mærk jer mine ord!
Hvis det ikke var, fordi det ville være i direkte modstrid med bogens indhold, burde 'Melodien der blev væk' være tvangslæsning. Jeg forestiller mig, at det skulle være obligatorisk, at man modtog den til sin konfirmation eller sin 14-års fødselsdag, og først, når den var læst, var man reelt set trådt ind i de voksnes rækker – hvilket dog (igen: ifølge bogens indhold) egentlig ikke altid er et ønskværdigt sted:
"I voksne er nu dumme, at I stadig går og tror,
at I kan synge, når I sidder på en anden mands kontor
…
Næ sangen kommer først, når vi arbejder for os sel´,
når vi allesammen gør det for vores alles fælles vel"
Sådan lyder det mod slut i Melodien der blev væk. Men inden der nås frem til dén erkendelse, må Larsen, og ikke mindst hans kone Edith, gå så meget grumt igennem. Det sku´ vær´ så godt, ved I nok, men det er rent faktisk rigtig skidt. Og skidt bliver det, fordi Larsen glemmer melodien – eller sagt med andre ord: Han sælger sin ”sjæl”, som så mange har gjort før ham, og dét er jo aldrig klogt. Set i et verdenslitterært perspektiv skal man ikke skamme sig over at sende en venlig tanke til både 'Skyggen' (H. C. Andersen), 'Peter Schlemiel' (Chamisso) og 'Faust' (Goethe).
Larsen er kontorist, gift med Edith og under kraftig påvirkning af sine svigerforældre, hvilket primært vil sige Ediths mor, som er en meget central figur. Af hensyn til fremtiden, materielle goder og almene krav frasiger Larsen sig melodien med det resultat, at han bliver led og ked af tilværelsen, og Edith bliver led og ked af ham.
Det lyder ikke muntert, men på underfundig vis er det et meget morsomt stykke. Kjeld Abell var en mester i at bruge teatrets formsprog, og derfor er det god underholdning også at læse hans dramaer.
Vi – mennesket – må aldrig glemme melodien. Og derfor er det, at man bør læse dette drama, mens man stadig har den, altså melodien. Men frygt ikke, thi Larsen har bevist, at det aldrig er for sent – man kan godt være heldig at finde den igen.
Eviggyldigt drama om at huske sig selv og sine drømme. Monotoni, konformitet og konventioner kvæler melodien, men uden den – intet liv og ingen lidenskab. Mærk jer mine ord!
Hvis det ikke var, fordi det ville være i direkte modstrid med bogens indhold, burde 'Melodien der blev væk' være tvangslæsning. Jeg forestiller mig, at det skulle være obligatorisk, at man modtog den til sin konfirmation eller sin 14-års fødselsdag, og først, når den var læst, var man reelt set trådt ind i de voksnes rækker – hvilket dog (igen: ifølge bogens indhold) egentlig ikke altid er et ønskværdigt sted:
"I voksne er nu dumme, at I stadig går og tror,
at I kan synge, når I sidder på en anden mands kontor
…
Næ sangen kommer først, når vi arbejder for os sel´,
når vi allesammen gør det for vores alles fælles vel"
Sådan lyder det mod slut i Melodien der blev væk. Men inden der nås frem til dén erkendelse, må Larsen, og ikke mindst hans kone Edith, gå så meget grumt igennem. Det sku´ vær´ så godt, ved I nok, men det er rent faktisk rigtig skidt. Og skidt bliver det, fordi Larsen glemmer melodien – eller sagt med andre ord: Han sælger sin ”sjæl”, som så mange har gjort før ham, og dét er jo aldrig klogt. Set i et verdenslitterært perspektiv skal man ikke skamme sig over at sende en venlig tanke til både 'Skyggen' (H. C. Andersen), 'Peter Schlemiel' (Chamisso) og 'Faust' (Goethe).
Larsen er kontorist, gift med Edith og under kraftig påvirkning af sine svigerforældre, hvilket primært vil sige Ediths mor, som er en meget central figur. Af hensyn til fremtiden, materielle goder og almene krav frasiger Larsen sig melodien med det resultat, at han bliver led og ked af tilværelsen, og Edith bliver led og ked af ham.
Det lyder ikke muntert, men på underfundig vis er det et meget morsomt stykke. Kjeld Abell var en mester i at bruge teatrets formsprog, og derfor er det god underholdning også at læse hans dramaer.
Vi – mennesket – må aldrig glemme melodien. Og derfor er det, at man bør læse dette drama, mens man stadig har den, altså melodien. Men frygt ikke, thi Larsen har bevist, at det aldrig er for sent – man kan godt være heldig at finde den igen.
Kommentarer