På overfladen dufter der af friskbagte småkager og nyvasket sengetøj i Kirsten Thorups seneste roman 'Førkrigstid'. Det lyder næsten for idyllisk og for perfekt til at være sandt – og det er det også. I takt med at Hitler opruster og rykker nærmere og nærmere med sine tropper, krakelerer den idylliske overflade, som hovedpersonen Dinna krampagtigt forsøger at holde fast i og bevare.
Kirsten Thorups roman 'Førkrigstid' udtrykker allerede denne spænding mellem idyl og farer i romanens titel. På den ene side giver ordet ’førkrigstid’ associationer til en uskyldig og uberørt tid inden verden gik af lave. Men på den anden side hentyder ordet også til, at noget er under opsejling, og at en orden er på vej til at bryde sammen.
Gennem hovedpersonen Dinna oplever læseren den danske provins i årene op mod anden verdenskrig. Dinna, der er sidst i 30'erne, får dagen til at gå med huslige opgaver, med at hjælpe til i mandens forretning og med at leve op til småborgerskabets idealer for, hvorledes man er en hengiven hustru, en kærlig moder og en perfekt værtinde. Disse pligter har Dinna svært ved at få til hænge sammen med sin trang til at få sin horisont udvidet ved foredrag og samtaler med byens intellektuelle tilflytter ”amerikanerne”, og ofte må hun derfor lade disse lyster glide i baggrunden til fordel for de hjemlige pligter. Men selv de hjemlige sysler bliver svære at overskue, da hun får en nagende mistanke om, at den ellers dejlige og sunde tjenestepige Maja har en affære med hendes mand. Dinna har dog sine kristne idealer i behold og bøjer sig derfor ikke for sine grimme følelser. I stedet forsøger hun i husmoderlig desperation at fortrænge problemet samtidig med, at hun blidt skubber Maja længere og længere væk fra sig selv og familien. Alt sammen sker det dog således, at ingen skal fatte mistanke og begynde at hviske om dem. Derfor ser Dinna det som sin personlige mission at tage Majas skyld på sig og at redde hende igennem uden synlige mén. Idyllen eksisterer med andre ord kun på overfladen, og Dinnas personlige selvbedrag er umiskendeligt og viser sig med tiden også at være et umuligt projekt.
Det er dog ikke kun sig selv og naboerne i den lille provinsby, som Dinna forsøger at lulle ind i en illusion om, at alt er i den skønneste orden. Også læseren må se sig udsat for en form for blændværk. I ægte Blichersk stil bygger Kirsten Thorup fortællerpositionen således op, at begivenhederne udelukkende fortælles gennem én person (Dinna) og i 3. person (hun). Dette bevirker på den ene side, at det er svært for læseren at gennemskue, hvad Dinna tænker selv, og hvad fortælleren tænker og erkender for hende. På den anden side forbliver mistroen til manden og Majas forhold uforløst for læseren. Man får aldrig opklaret, om mistanken er retmæssig eller ej, idet hverken Maja eller manden får lov at komme til orde i den sag. Dette fortællergreb skaber en usikkerhed og spænding gennem hele romanen, hvor læseren på trods af den lidt trivielle småborgerlige trekantsdramatik venter med tilbageholdt åndedræt på, hvornår overfladen og selvbedraget krakelerer og udløser enten den ventede katastrofe eller den ønskede forløsning.
Spændingskurven i Dinnas personlige drama følger romanen igennem det store drama, der udspiller sig syd for grænsen. Hitlers blændværk, hvor han forfører verden til at tro, at alt er i den skønneste orden, har mange indirekte ligheder med det glansbillede, som Dinna og de øvrige borgere i den lille provinsby forsøger at bevare og klamre sig til. De følger begivenhederne fra sidelinien og har med få undtagelser svært ved at se de barske realiteter i øjnene. Dermed vikles den lille historie med elegance ind i den store.
Kirsten Thorup skaber ikke alene et rammende tidsbillede af førkrigstiden i Danmark, men hun skaber også et sigende og indirekte portræt af nutiden. Dinnas desperate forsøg på at leve op til udefinerlige forbilleder og idealer for, hvorledes hun er perfekt, er som taget ud af et hvilket som helst moderne kvindeblad. På den anden side fungerer den ydre rammefortælling om krigen og den svært håndgribelige fare, som befolkningen i provinsbyen kun hører om i pressen som en tydelig parallel til i dag. Nutidens terror hænger som en konstant, tung sky i luften, men er alligevel uvirkelig og fjern for mange danskere. Romanens to virkelighedslag mellem selvbedragerisk idyl og truende krig fordobles således i læserens hoved til situationen i dag.
'Førkrigstid' er derfor på mange måder en roman, der føles meget nærværende og alligevel gådefyldt og fjern, idet den småborgerlige overflade og det konstante selvbedrag spiller læseren et puds.
Kommentarer