Anmeldelse
Asfaltens Sange af Emil Bønnelycke
Glem alt om det pessimistiske syn på storbyen som sted for forurening og overfladiske oplevelser. Glem alt om at en tilbagevenden til naturen er den eneste vej til menneskets frelse.¨
Anbefalet af bibliotekar Anders Kragh Sørensen, Gentofte Bibliotekerne
Emil Bønnelycke har i Asfaltens Sange skrevet en hyldest til den moderne verdens storby. Storbyen er for Bønnelycke et sted med fart og tempo, muligheder og kaos. Men samtidig også et sted for rationalitet, underforstået videnskab, industri, planlagte togtider o.s.v. Disse begreber udgør tilsammen det som Bønnelycke i prosadigtet Aarhundredet kalder ”[…] Epokernes store Selvmodsigelsestid […]”.
Det der især fænger undertegnede, er hans beskrivelse af spadsereture gennem København. Bønnelycke stiller spørgsmålet, hvorfor man skal rejse langt væk, når man kan få sig én på opleveren ved at gå en tur gennem byen og observere: butiksvinduer, mennesker (ikke mindst kvinder i alle afskygninger), bygninger, biler o.m.a. Det er også i storbyen, man møder tidens toneangivende mennesker inden for videnskab, industri og kunst. Efter Bønnelyckes opfattelse er hele verden i storbyen. Som for eksempel i prosadigtet Sang til en Banegaard hvor togene på den ene side kan bringe én ud i verden, men samtidig også bringer verden til, i dette tilfælde, København - i form af mennesker og varer.
For at vende tilbage til kvinderne, dem er der en del af hos Bønnelycke. Dermed bliver storbyen også et sted for flirt og erotik. En lille finurlig krølle på storbyens blanding af irrationalitet og rationalitet er sammenligningen i Fattigdommens Rigdom mellem det at røre ved en kvinde og videnskaben fysik.
Asfaltens Sange kan i skrivestil betragtes som ekspressionisme, og synet på storbyen kan sættes i forbindelse med futuristerne. Mere konkret skriver Bønnelycke sig ind i traditionen fra Baudelaires Les fleurs du mal fra 1861 (Dansk: Helvedsblomsterne, 1997), og hvis man vil læse noget tilsvarende fra samme tid, kan Johannes V. Jensens Den gotiske renæssance (1901) anbefales.
Til slut vil jeg bemærke, at under læsningen af Asfaltens Sange kan man nemt få lyst til at lægge bogen fra sig (trods dens kvaliteter) og begive sig ud i København – gerne med ’Bønne’ på den ene side og onkel Danny på den anden.
Nordiske Forfatteres Forlag, 1918. 256 sider
Glem alt om det pessimistiske syn på storbyen som sted for forurening og overfladiske oplevelser. Glem alt om at en tilbagevenden til naturen er den eneste vej til menneskets frelse.¨
Anbefalet af bibliotekar Anders Kragh Sørensen, Gentofte Bibliotekerne
Emil Bønnelycke har i Asfaltens Sange skrevet en hyldest til den moderne verdens storby. Storbyen er for Bønnelycke et sted med fart og tempo, muligheder og kaos. Men samtidig også et sted for rationalitet, underforstået videnskab, industri, planlagte togtider o.s.v. Disse begreber udgør tilsammen det som Bønnelycke i prosadigtet Aarhundredet kalder ”[…] Epokernes store Selvmodsigelsestid […]”.
Det der især fænger undertegnede, er hans beskrivelse af spadsereture gennem København. Bønnelycke stiller spørgsmålet, hvorfor man skal rejse langt væk, når man kan få sig én på opleveren ved at gå en tur gennem byen og observere: butiksvinduer, mennesker (ikke mindst kvinder i alle afskygninger), bygninger, biler o.m.a. Det er også i storbyen, man møder tidens toneangivende mennesker inden for videnskab, industri og kunst. Efter Bønnelyckes opfattelse er hele verden i storbyen. Som for eksempel i prosadigtet Sang til en Banegaard hvor togene på den ene side kan bringe én ud i verden, men samtidig også bringer verden til, i dette tilfælde, København - i form af mennesker og varer.
For at vende tilbage til kvinderne, dem er der en del af hos Bønnelycke. Dermed bliver storbyen også et sted for flirt og erotik. En lille finurlig krølle på storbyens blanding af irrationalitet og rationalitet er sammenligningen i Fattigdommens Rigdom mellem det at røre ved en kvinde og videnskaben fysik.
Asfaltens Sange kan i skrivestil betragtes som ekspressionisme, og synet på storbyen kan sættes i forbindelse med futuristerne. Mere konkret skriver Bønnelycke sig ind i traditionen fra Baudelaires Les fleurs du mal fra 1861 (Dansk: Helvedsblomsterne, 1997), og hvis man vil læse noget tilsvarende fra samme tid, kan Johannes V. Jensens Den gotiske renæssance (1901) anbefales.
Til slut vil jeg bemærke, at under læsningen af Asfaltens Sange kan man nemt få lyst til at lægge bogen fra sig (trods dens kvaliteter) og begive sig ud i København – gerne med ’Bønne’ på den ene side og onkel Danny på den anden.
Nordiske Forfatteres Forlag, 1918. 256 sider
Kommentarer