Afgrunden

AfStina Holdt

Skribent

12 jun.15

Anmeldelse

Afgrunden - AF Kim Leine

Kim Leine er mig så absolut ikke ukendt, men jeg må med skam melde, at dette

var mit første møde med hans forfatterskab - det bliver bestemt ikke det sidste.

Sproget er en sand perlerække af veldrejede punchlines. Det sprudlende sprog, er fornøjelsen midt i romanens malende grusomhedder. De 600 sider flyver forbi øjnene, og
nærmest hiver læseren ind i romanens univers.

Romanen er opdelt i tre faser: Findlandskrigen, årene hjemme i København og til slut indvies læseren i de mere dystre detaljer fra krigen. Tvillingerne Kaj & Ib drager som ganske unge i krig mod Russerne. De føler, at de skylder Finnerne tak for hjælpen ved Dybbøl og melder sig derfor som frivillige soldater. Det bliver en oplevelser, der sætter voldsomme spor og kommer til at forme resten af deres liv. De drager afsted som unge kække drenge og kommer hjem som mænd, med store psykiske ar på sjælen. Ib bliver læge, han er ramt af manglen på krigens rus og leder desperat efter suset - og finder det i forskellige kvinder.
Ib er selvsikker og føler, at han både professionelt og menneskeligt kan gå på vandet. Kaj derimod, læser teologi. Han er blevet følelsesmæssigt "handicappet" af krigen, han har svært ved at omgås andre mennesker og specielt kvinder. Men da han endelig får taget hul på sexlivet, vader han fra den ene kvinde til den anden. Ib får sent en familie, han egentlig ikke har lyst til at have, Kaj derimod, går fra det ene ægteskab til det næste, men magter heller ikke rigtig konerne og børnene. Vi følger de to brødre, primært Kaj, fra 1918 og frem til 1944. hvor de begge er i den danske modstandsbevægelse. To brødre med de samme gener, nogenlunde samme krigstraumer, og alligevel to meget forskellige livsbaner.

Der er så afgjort intet hyggelæsning over Afgrunden. Leine har selv udtalt, at han udlever sine dæmoner i sine romaner - tak skæbne, det er godt de kommer ud på papiret.
Beskrivelserne af, specielt, den finske krigs grusomheder, er usædvanlig rå, levende og til tider meget svære at kapere. De er til gengæld også en meget vigtig baggrundsviden i tvillingebrødrenes videre færd. Billedet af datidens familie og samfunds-mønstre er er malet med fineste pensel, jeg var der faktisk - og priser mig lykkelig for kun at være på besøg.

Brødrenes dæmoner er sublime i portrætteringerne, jeg var beskuer på tætteste hold,
havde lyst til at gribe ind, og sad mange gange tilbage med et trist tomrum. Afgrunden er i os alle, for disse to brødre kom den nærmere da de meldte sig til krigen. De kæmper livet
igennem for at genfinde suset i en "normal" hverdag. Om det lykkedes, vil jeg ikke afsløre her, jeg vil blot sige, at jeg har været på en virkelig brutal rejse gennem det menneskelige sind. Jeg var fanget fra først til sidst og sidder efter endt læsning med en oplevelse langt ud over det sædvanlige - denne roman sætter spor, dybe spor. Læs den!

Kim Leine er mig så absolut ikke ukendt, men jeg må med skam melde, at dette