Fra indadvendte lyriske romaner til programmatisk realisme. Det første tiår af det 20. århundrede vidner om en litteratur i voldsom forandring, men stadig præget af fortidens tænkning.
Begyndelsen af det 20. århundrede viser et skift i fokus fra lyrik til lyrisk prosa. I 1870’erne havde Georg Brandes (1842-1927) med sit program for den moderne litteratur sørget for, at det var romanen, der blev dyrket, og vel og mærke en type realistisk prosa, der satte problemer under debat. Med 1890’ernes digtning fokuseredes i højere grad på det indre sjæleliv og arven fra romantikken blev på ny taget op hos lyrikere som Johannes Jørgensen (1866-1956), Sophus Claussen (1865-1931) og Helge Rode (1870-1937).
Det er i høj grad strømningerne fra det 19. århundredes store litterære bevægelser: Det moderne gennembrud og symbolismen, der lever videre ved indgangen til det 20. århundrede. Her ser man endnu en gang konflikten mellem indadvendt sjælegranskning og udadvendt realisme, mellem det selvreflekterende lyriske jeg og den registrerende eller alvidende tredjepersonsfortæller. Kort sagt: En konflikt mellem lyrikkens dyrkelse af subjektiv stemning og prosaens fokus på objektiv fortælling. Denne konflikt udmærker sig i begyndelsen i værker, hvor æstetikken fra prosa og lyrik smelter sammen. Allerede J.P. Jacobsen (1847-1885) havde med sin lyriske prosa vist, at grænsen mellem det selvreflekterende og objektive, det symbolske og realistiske, var flydende. Hos nogle af de mest markante forfattere i begyndelsen af det nye århundrede: Knud Hjortø (1869-1931), Jakob Knudsen (1858-1917), Harald Kidde (1878-1918) og Johannes V. Jensen (1873-1950), aner man ligeledes en spænding mellem den indre og ydre verden, der kommer til udtryk i en skiftevis optimistisk eksalteret og nervøst registrerende prosa, mens Jeppe Aakjær (1866-1930) og Johan Skjoldborg (1861-1936) dyrker en realistisk, til tider dokumentarisk, skrivestil og Martin Andersen Nexø (1869-1954) formulerer en æstetik, der skal bringe individet udover sig selv ved at tale arbejderklassens sag.
Sjælegranskning og religiøs alvor: Knud Hjortø, Jakob Knudsen og Harald
Knud Hjortø overførte symbolismens indadvendte æstetik til prosaen. Titlen på hans første bog, Syner (1899), er afslørende. Her præsenteres læseren for en samling sære fantasibilleder, der udspringer af sindets indre kringelkroge. Med romantrilogien Støv og Stjerner (1904), To Verdener (1905) og Hans Råskov (1906) forsøger forfatteren imidlertid at bygge bro mellem virkelighed og drøm ved at udforske tre mandlige arketyper: Ivar Holt (fantasi), Niels Grandlev (forstand) og Hans Råskov (lidenskab). Fælles for disse mandlige hovedpersoner er, at de alle har svært ved at finde balancen mellem den indre og ydre realitet, de går til, fordi de ikke kan forbinde sig med den virkelige verden.
Hos Jakob Knudsen udspiller problematikken mellem det indre og ydre sig som en religiøs konflikt. I modsætning til Knud Hjortøs sværmeriske mysticisme, var Knudsen kristen af overbevisning, men anede hele tiden spændingen mellem den hedenske lidenskab og den afklarede religiøse ro. I Gjæring. Afklaring (1902) udsættes hovedpersonen Karl Wintrup for en række fristelser, der har til formål at ryste hans tro. Fristelsen bliver i dette tilfælde repræsenteret af kvinden, Rebekka Woltersien, en frigjort kvinde, hvis ateisme forbindes med en erotisk livskraft, der truer Wintrups religiøse fundament. I sidste ende overvinder han dog fristelsen og kan slå sig til ro i et ægteskab med sin barndomskæreste. Den tøjlesløse erotik er sat i faste religiøse rammer.
Harald Kidde er en anden religiøs grubler, hvis værker er ambitiøse parabler over det menneskelige sind. Kiddes tidlige påvirkninger kom fra J.P. Jacobsen, hvis Niels Lyhne (1880) gjorde et uudsletteligt indtryk på den unge forfatter, og symbolisterne Sophus Claussen og Johannes Jørgensen, men som hos Jakob Knudsen, aner man også inspirationen fra Søren Kierkegaard (1813-1855), hvilket viser sig i de eksistentielle konflikter, som hovedpersonerne gennemgår. Det afgørende i forhold Kierkegaards filosofi er, at hovedpersonerne altid står til ansvar for deres egne handlinger og kun gennem den personlige erkendelse, kan de blive forløst. Det moderne i den religiøse forståelse hos Kierkegaard, Knudsen og Kidde er, at det traditionelle samfunds altomfattende religiøsitet er opløst. I forhold til den moderne splittelse er mennesket alene og må selv søge forsoning med Gud, men dette er ikke uproblematisk og ofte famler hovedpersonerne hjælpeløst rundt. Titlen på Kiddes værk, De Blinde (1906), er sigende. Erkendelsen kommer ikke umiddelbart og kun efter en lang og smertefuld proces kan mennesket heles. Alligevel er der håb i form af kærligheden, der kan binde mennesker sammen, og i den tro, som Clemens Bek, hovedpersonen i Kiddes hovedværk, Helten (1912), finder som en åbenbaring i sjælens mørke.
Modernitetens mester: Johannes V. Jensen
Som Harald Kidde var Johannes V. Jensen også inspireret af Johannes Jørgensen i sin ungdom og skrev under påvirkning af denne de indadvendte romaner Danskere (1896) og Einar Elkær (1898). Senere strøg Jensen imidlertid disse romanforsøg af forfatterskabet og det blev hurtigt klart, at Jensen ikke var interesseret i at kredse om den æstetiske selvrefleksion. Snart kom han til at se symbolismens selvspejling som sygelig, og han var utålmodig efter at skrive en prosa, der kunne beskrive den moderne verden i al dens buldrende, farvestrålende mangfoldighed. Jensen blev modernitetens mester, den forfatter, der, om nogen, formåede at beskrive maskinernes skønhed og det sanselige livs glæder, som i den eminente beskrivelse af et frokostbord i digtet: Ved Frokosten fra den banebrydende digtsamling Digte (1906): Rullepølsens Bouquet af Faar og af oliedryppende Maskiner, Væverier, udvider mit Velbefindende. Osten knytter Stemningen af Forraadnelse og rygende Elskov sammen i mit Hjærte. Hos Jensen er maden tydeligt forbundet med en erotisk sanselighed, der igen knytter sig an til de håndgribelige omgivelser. Maden er dejlig, fordi den giver mindelser om verden.
Med rastløs kraft beskrev Jensen verden i alle former og genrer. Han var journalist, forfatter, amatørvidenskabsmand og digter og interesserede sig for såvel historie som fremtid og skrev under påvirkning af Darwin den evolutionære romanrække Den lange rejse (1908-1922) og opfandt sågar sin egen genre i de såkaldte myter, fortællinger, der ofte tog udgangspunkt i et sanseligt indtryk. I det der er blevet Jensen hovedværk, romanen Kongens Fald (1900-01), ser man imidlertid stadig spændingen mellem verdensvendt længsel og indadvendt fortabelse. Romanens hovedperson, Mikkel Thøgersen, er en fantast, der i sind og sygelighed kommer til at spejle den historiske konge Christian d. 2., der leder landet i fordærv og vanære. Kongens fald, som også er Danmarks fald, er et resultat af den refleksionssyge, som Jensen brugte hele sit liv på at kæmpe imod.
Med blikket vendt mod verden: Jeppe Aakjær, Johan Skjoldborg og Martin Andersen Nexø
Hvis Johannes V. Jensen brugte en stor del af sit forfatterskab på at gøre op med det, som han opfattede som refleksionssyge, dvs. en endeløs kredsen om sig selv, så bliver hans udgangspunkt dog stadig meget subjektivt. Selvom der skiftes fra sjælelivet til den ydre verden, så tages der stadig udgangspunkt i et sansende jeg og verdens påvirkning af jeget registreres minutiøst (jævnfør digtet Ved frokosten). Hos Johan Skjoldborg og Jeppe Aakjær kan man derimod tale om en egentlig regional realisme, der beskæftiger sig med at beskrive livet på landet, et liv, der ikke altid var lige let.
Johans Skjoldborgs Gyldholm (1902) er en reportageroman om de usle forhold for daglejerne på landet. Romanen følger hovedpersonen Per Holt som forgæves forsøger at gøre oprør mod herremandens urimelige behandling af arbejderne. Senere skrev Skjoldborg en opfølger, Per Holt (1912), der følger Per i hans videre færd i kampen for ordentlige vilkår for landarbejderne. Gyldholm er et uafrysteligt dokument om livet på landet, hvis krasse realisme understøttes af, at Skjoldborg selv tog arbejde som daglejer for at kende forholdene indefra.
Med Vredens Børn. Et tyendes Saga (1904) tematiserede Jeppe Aakjær ligeledes den landlige underklasses kummerlige kår. Bogen gjorde så stort indtryk, at den var medvirkende til at ændre tyendelovgivningen og dermed forbedre de fattige arbejderes leveforhold. En stærk kontrast til Aakjærs barske realisme er hans idylliske lyrik, der besynger (natur)livet på landet. Rugens Sange (1906) er en hyldest til rugen og de hårdtarbejdende bønder og Aakjærs brug af jysk dialekt i digte som Gammel Kjærlighed er med til at give samlingen et autentisk præg. Selvom Aakjærs lyrik for det meste er idylliserende, dukker det sociale tema dog også op. Det meste kendte eksempel er nok sangen om stenhuggeren Jens Vejmand, der hele livet arbejder med sten uden at have råd til at få en på sin grav.
Johan Skjoldborg og Jeppe Aakjær tematiserede de fattiges vilkår på landet for på den måde at kalde på læserens indignation. Martin Andersen Nexø gik et skridt videre. Han ville ikke blot vise problemerne, men også komme med en løsning på dem. Pelle Erobreren (1906-10) er en dannelsesroman om Pelles udvikling fra barn til voksen, men samtidig også et værk om vækkelsen af arbejderklassens bevidsthed. Det er en roman, der i stedet for at opfordre til, at der kommer hjælp udefra, insisterer på, at arbejderne står sammen som et kollektiv for at skabe et nyt samfund. Dermed er bogen også et oprør med den borgerlige individualisme, der prægede det 19. århundrede. Pelle er en sund og sansende arbejder, der samtidig er visionær. Han er ikke præget af den borgerlige selvrefleksion, der leder til stilstand og livslede. Pelle er, som bogens titel siger, en erobrer og med sin bog fik Martin Andersen Nexø sat en ny dagsorden for litteraturen. Den skulle være verdensvendt og frem for alt opbyggelig. Romanen markerer et skift mod en ny form for realisme, der åbnede op for de samfundsmæssige utopier, som kom til at præge det nye århundrede. Litteraturens rolle blev i højere grad revolutionær.
Cand. mag. Jakob Bækgaard
Artikel
Dansk litteratur fra 1900-1909
Fra indadvendte lyriske romaner til programmatisk realisme. Det første tiår af det 20. århundrede vidner om en litteratur i voldsom forandring, men stadig præget af fortidens tænkning.
Begyndelsen af det 20. århundrede viser et skift i fokus fra lyrik til lyrisk prosa. I 1870’erne havde Georg Brandes (1842-1927) med sit program for den moderne litteratur sørget for, at det var romanen, der blev dyrket, og vel og mærke en type realistisk prosa, der satte problemer under debat. Med 1890’ernes digtning fokuseredes i højere grad på det indre sjæleliv og arven fra romantikken blev på ny taget op hos lyrikere som Johannes Jørgensen (1866-1956), Sophus Claussen (1865-1931) og Helge Rode (1870-1937).
Det er i høj grad strømningerne fra det 19. århundredes store litterære bevægelser: Det moderne gennembrud og symbolismen, der lever videre ved indgangen til det 20. århundrede. Her ser man endnu en gang konflikten mellem indadvendt sjælegranskning og udadvendt realisme, mellem det selvreflekterende lyriske jeg og den registrerende eller alvidende tredjepersonsfortæller. Kort sagt: En konflikt mellem lyrikkens dyrkelse af subjektiv stemning og prosaens fokus på objektiv fortælling. Denne konflikt udmærker sig i begyndelsen i værker, hvor æstetikken fra prosa og lyrik smelter sammen. Allerede J.P. Jacobsen (1847-1885) havde med sin lyriske prosa vist, at grænsen mellem det selvreflekterende og objektive, det symbolske og realistiske, var flydende. Hos nogle af de mest markante forfattere i begyndelsen af det nye århundrede: Knud Hjortø (1869-1931), Jakob Knudsen (1858-1917), Harald Kidde (1878-1918) og Johannes V. Jensen (1873-1950), aner man ligeledes en spænding mellem den indre og ydre verden, der kommer til udtryk i en skiftevis optimistisk eksalteret og nervøst registrerende prosa, mens Jeppe Aakjær (1866-1930) og Johan Skjoldborg (1861-1936) dyrker en realistisk, til tider dokumentarisk, skrivestil og Martin Andersen Nexø (1869-1954) formulerer en æstetik, der skal bringe individet udover sig selv ved at tale arbejderklassens sag.
Sjælegranskning og religiøs alvor: Knud Hjortø, Jakob Knudsen og Harald
Knud Hjortø overførte symbolismens indadvendte æstetik til prosaen. Titlen på hans første bog, Syner (1899), er afslørende. Her præsenteres læseren for en samling sære fantasibilleder, der udspringer af sindets indre kringelkroge. Med romantrilogien Støv og Stjerner (1904), To Verdener (1905) og Hans Råskov (1906) forsøger forfatteren imidlertid at bygge bro mellem virkelighed og drøm ved at udforske tre mandlige arketyper: Ivar Holt (fantasi), Niels Grandlev (forstand) og Hans Råskov (lidenskab). Fælles for disse mandlige hovedpersoner er, at de alle har svært ved at finde balancen mellem den indre og ydre realitet, de går til, fordi de ikke kan forbinde sig med den virkelige verden.
Hos Jakob Knudsen udspiller problematikken mellem det indre og ydre sig som en religiøs konflikt. I modsætning til Knud Hjortøs sværmeriske mysticisme, var Knudsen kristen af overbevisning, men anede hele tiden spændingen mellem den hedenske lidenskab og den afklarede religiøse ro. I Gjæring. Afklaring (1902) udsættes hovedpersonen Karl Wintrup for en række fristelser, der har til formål at ryste hans tro. Fristelsen bliver i dette tilfælde repræsenteret af kvinden, Rebekka Woltersien, en frigjort kvinde, hvis ateisme forbindes med en erotisk livskraft, der truer Wintrups religiøse fundament. I sidste ende overvinder han dog fristelsen og kan slå sig til ro i et ægteskab med sin barndomskæreste. Den tøjlesløse erotik er sat i faste religiøse rammer.
Harald Kidde er en anden religiøs grubler, hvis værker er ambitiøse parabler over det menneskelige sind. Kiddes tidlige påvirkninger kom fra J.P. Jacobsen, hvis Niels Lyhne (1880) gjorde et uudsletteligt indtryk på den unge forfatter, og symbolisterne Sophus Claussen og Johannes Jørgensen, men som hos Jakob Knudsen, aner man også inspirationen fra Søren Kierkegaard (1813-1855), hvilket viser sig i de eksistentielle konflikter, som hovedpersonerne gennemgår. Det afgørende i forhold Kierkegaards filosofi er, at hovedpersonerne altid står til ansvar for deres egne handlinger og kun gennem den personlige erkendelse, kan de blive forløst. Det moderne i den religiøse forståelse hos Kierkegaard, Knudsen og Kidde er, at det traditionelle samfunds altomfattende religiøsitet er opløst. I forhold til den moderne splittelse er mennesket alene og må selv søge forsoning med Gud, men dette er ikke uproblematisk og ofte famler hovedpersonerne hjælpeløst rundt. Titlen på Kiddes værk, De Blinde (1906), er sigende. Erkendelsen kommer ikke umiddelbart og kun efter en lang og smertefuld proces kan mennesket heles. Alligevel er der håb i form af kærligheden, der kan binde mennesker sammen, og i den tro, som Clemens Bek, hovedpersonen i Kiddes hovedværk, Helten (1912), finder som en åbenbaring i sjælens mørke.
Modernitetens mester: Johannes V. Jensen
Som Harald Kidde var Johannes V. Jensen også inspireret af Johannes Jørgensen i sin ungdom og skrev under påvirkning af denne de indadvendte romaner Danskere (1896) og Einar Elkær (1898). Senere strøg Jensen imidlertid disse romanforsøg af forfatterskabet og det blev hurtigt klart, at Jensen ikke var interesseret i at kredse om den æstetiske selvrefleksion. Snart kom han til at se symbolismens selvspejling som sygelig, og han var utålmodig efter at skrive en prosa, der kunne beskrive den moderne verden i al dens buldrende, farvestrålende mangfoldighed. Jensen blev modernitetens mester, den forfatter, der, om nogen, formåede at beskrive maskinernes skønhed og det sanselige livs glæder, som i den eminente beskrivelse af et frokostbord i digtet: Ved Frokosten fra den banebrydende digtsamling Digte (1906): Rullepølsens Bouquet af Faar og af oliedryppende Maskiner, Væverier, udvider mit Velbefindende. Osten knytter Stemningen af Forraadnelse og rygende Elskov sammen i mit Hjærte. Hos Jensen er maden tydeligt forbundet med en erotisk sanselighed, der igen knytter sig an til de håndgribelige omgivelser. Maden er dejlig, fordi den giver mindelser om verden.
Med rastløs kraft beskrev Jensen verden i alle former og genrer. Han var journalist, forfatter, amatørvidenskabsmand og digter og interesserede sig for såvel historie som fremtid og skrev under påvirkning af Darwin den evolutionære romanrække Den lange rejse (1908-1922) og opfandt sågar sin egen genre i de såkaldte myter, fortællinger, der ofte tog udgangspunkt i et sanseligt indtryk. I det der er blevet Jensen hovedværk, romanen Kongens Fald (1900-01), ser man imidlertid stadig spændingen mellem verdensvendt længsel og indadvendt fortabelse. Romanens hovedperson, Mikkel Thøgersen, er en fantast, der i sind og sygelighed kommer til at spejle den historiske konge Christian d. 2., der leder landet i fordærv og vanære. Kongens fald, som også er Danmarks fald, er et resultat af den refleksionssyge, som Jensen brugte hele sit liv på at kæmpe imod.
Med blikket vendt mod verden: Jeppe Aakjær, Johan Skjoldborg og Martin Andersen Nexø
Hvis Johannes V. Jensen brugte en stor del af sit forfatterskab på at gøre op med det, som han opfattede som refleksionssyge, dvs. en endeløs kredsen om sig selv, så bliver hans udgangspunkt dog stadig meget subjektivt. Selvom der skiftes fra sjælelivet til den ydre verden, så tages der stadig udgangspunkt i et sansende jeg og verdens påvirkning af jeget registreres minutiøst (jævnfør digtet Ved frokosten). Hos Johan Skjoldborg og Jeppe Aakjær kan man derimod tale om en egentlig regional realisme, der beskæftiger sig med at beskrive livet på landet, et liv, der ikke altid var lige let.
Johans Skjoldborgs Gyldholm (1902) er en reportageroman om de usle forhold for daglejerne på landet. Romanen følger hovedpersonen Per Holt som forgæves forsøger at gøre oprør mod herremandens urimelige behandling af arbejderne. Senere skrev Skjoldborg en opfølger, Per Holt (1912), der følger Per i hans videre færd i kampen for ordentlige vilkår for landarbejderne. Gyldholm er et uafrysteligt dokument om livet på landet, hvis krasse realisme understøttes af, at Skjoldborg selv tog arbejde som daglejer for at kende forholdene indefra.
Med Vredens Børn. Et tyendes Saga (1904) tematiserede Jeppe Aakjær ligeledes den landlige underklasses kummerlige kår. Bogen gjorde så stort indtryk, at den var medvirkende til at ændre tyendelovgivningen og dermed forbedre de fattige arbejderes leveforhold. En stærk kontrast til Aakjærs barske realisme er hans idylliske lyrik, der besynger (natur)livet på landet. Rugens Sange (1906) er en hyldest til rugen og de hårdtarbejdende bønder og Aakjærs brug af jysk dialekt i digte som Gammel Kjærlighed er med til at give samlingen et autentisk præg. Selvom Aakjærs lyrik for det meste er idylliserende, dukker det sociale tema dog også op. Det meste kendte eksempel er nok sangen om stenhuggeren Jens Vejmand, der hele livet arbejder med sten uden at have råd til at få en på sin grav.
Johan Skjoldborg og Jeppe Aakjær tematiserede de fattiges vilkår på landet for på den måde at kalde på læserens indignation. Martin Andersen Nexø gik et skridt videre. Han ville ikke blot vise problemerne, men også komme med en løsning på dem. Pelle Erobreren (1906-10) er en dannelsesroman om Pelles udvikling fra barn til voksen, men samtidig også et værk om vækkelsen af arbejderklassens bevidsthed. Det er en roman, der i stedet for at opfordre til, at der kommer hjælp udefra, insisterer på, at arbejderne står sammen som et kollektiv for at skabe et nyt samfund. Dermed er bogen også et oprør med den borgerlige individualisme, der prægede det 19. århundrede. Pelle er en sund og sansende arbejder, der samtidig er visionær. Han er ikke præget af den borgerlige selvrefleksion, der leder til stilstand og livslede. Pelle er, som bogens titel siger, en erobrer og med sin bog fik Martin Andersen Nexø sat en ny dagsorden for litteraturen. Den skulle være verdensvendt og frem for alt opbyggelig. Romanen markerer et skift mod en ny form for realisme, der åbnede op for de samfundsmæssige utopier, som kom til at præge det nye århundrede. Litteraturens rolle blev i højere grad revolutionær.
Cand. mag. Jakob Bækgaard
Kommentarer