I dansk litteratur viser overgangen fra slutningen af det 19. århundrede til begyndelsen af det 20. århundrede en tydelig tendens: et skift fra en indadvendt, religiøs betonet æsteticisme til en ny hverdagsvendt realisme. 1890'ernes symbolistiske digtere og forfattere, samlet omkring tidsskiftet Taarnet (1893-1894) med digteren Johannes Jørgensen (1866-1956) i spidsen, havde plæderet for en digtning, der så tilværelsen i dens mystiske totalitet og ikke kun i dens blotte fremtræden. Virkeligheden var altid symbol på noget andet og mere end sig selv. Denne metafysiske undertone, hvor tilværelsen ses i et dobbelt lag, er dét, der gøres op med i de første årtier af det nye århundrede og bannerføreren for den nye hverdagspoetik blev en anden Johannes, nemlig Johannes V. Jensen (1873-1950), der i 1906 udgav sine Digte, hvis betydning for dansk litteratur i almindelighed og modernismen i særdeleshed vanskeligt kan overdrives.
Med brug af prosaens form, inspireret af den amerikanske digter Walt Whitman (1819-1892), åbnede Digte (1906) for en formmæssig revolution, hvor diktion og syntaks lå tættere på hverdagens tale end de stramt rimede rytmiske former, man havde været vant til hidtil. Men det var ikke blot på formsiden, at Johannes V. Jensen gjorde op med symbolismen — også på indholdssiden anslog han i høj grad en ny tone, hvilket understreges af det afsluttende digt i samlingen med den sigende titel "Hverdagene". Her kunne man blandt andet læse følgende linier: "Lad os da gaa frygtløst ind i Hverdagene / vi der ingenting har at vinde. / Lad os gøre det til en bidende Leg, / et skrapt Bønnemøde, / for de berømte to Millioner Indbyggere i Kongeriget Danmark!"
Nyrealisme, regional digtning og social kritik
Den nye generation af forfattere gik med Jensens ord "frygtløst ind i Hverdagene" og de spredte sig ud over hele "Kongeriget Danmark" og begrænsede sig ikke kun til hovedstaden København. Den nye realisme betød, at man kom ud i landets afkroge. Jensen besang sit elskede Himmerland, Martin Andersen Nexø (1869-1954) optegnede Bornholms landkort og Johan Skjoldborg (1861-1936) og Jeppe Aakjær (1866-1930) tog arven op fra Steen Steensen Blichers Jyllandsbeskrivelser — nu i en mindre romantiseret udgave.
I forhold til beskrivelsen af virkeligheden lå der også en social forpligtelse, som kom tydeligt frem i værkerne. Forfatterne var ét med deres stof. Dette skyldtes, at de ikke beskrev deres miljøer udefra, men indefra. Skjoldborg, som blev kendt som husmændenes fortaler, havde arbejdet som daglejer og hans far var selv husmand, Aakjær havde ligeledes førstehåndskendskab til bøndernes vilkår og ingen kendte arbejdernes nød mere indgående end Martin Andersen Nexø, der selv var vokset op i et yderst fattigt miljø.
Hos disse forfattere blev resultatet af deres opvækst en række socialt indignerede værker, hvor beskrivelsen af den arbejdende klasses vilkår – hvad enten det var på landet eller i byen udgjorde en ætsende social kritik. Især Martin Andersen Nexø lagde med sine to hovedværker Pelle Erobreren (1906-1910) og Ditte Menneskebarn (1917-1921), der gav ham en berømmelse, der rakte udover landets grænser, det ideologiske fundament for en egentlig samfundsmæssig revolution. De to værker udgør dog to vidt forskellige bevægelser. Romanen om Pelle viser en positiv opstigning, hvor arbejderklassedrengen Pelle formår at bryde sin sociale arv og i sidste ende forandre samfundet. Modsætningen til Pelle Erobrerens utopi er Ditte Menneskebarns dystopi, hvor historien fra begyndelsen udgør en nedgående kurve, hvor den gode og elskelige Ditte brutalt er fanget i de lænker hendes køn og klasse udgør. Hermed smelter køns- og klassekritik sammen hos Nexø, idet slutresultatet bliver, at manden/drengen Pelle kan hæve sig op over de begrænsninger hans klasse giver, blandt andet fordi hans køn giver ham styrken til det, hvorimod kvindekønnet hos Ditte udgør en begrænsende faktor, der fastholder hende i sin elendighed. Dermed afslører Nexø også en vis patriarkalsk bundethed til de samfundsmønstre, der ser kvinden som det svage køn. Budskabet i Ditte Menneskebarn er en etisk appel, der bindes op på Dittes rolle som offer. De afsluttende ord i romanen er ganske sigende: "Naade hun at blødgøre Hjærter?"
Folkeoplysning og markante kvinder
I stærk kontrast til Andersen Nexøs iscenesættelse af kvinden som det forsvarsløse offer står den række af markante kvinder, der slog igennem i begyndelsen af det 20. århundrede: Thit Jensen (1876-1957), Marie Bregendahl (1867-1940) og Karin Michaëlis (1872-1950).
I både Thit Jensens person og forfatterskab forenes en række paradokser. Med sin skæbnetro, spiritisme og indgroede modstand mod homoseksualitet, som hun delte med broderen Johannes V. Jensen, kunne hun fremstå konservativ, ja, decideret bagstræberisk, men samtidig var hun en yderst fremadskuende debattør og forfatter, der holdt foredrag om seksuel beskyttelse og i det hele taget kærede sig om kvinders forhold. Hun var indbegrebet af den nye oplysning, der blandt andet betød, at folkebiblioteker skød op overalt og at de første centralbiblioteker blev oprettet i Vejle og Holbæk i 1914. Udover sin omfattende virksomhed som foredragsholder og samfundsdebattør var hun også en ivrig skønlitterær skribent og stod bag en omfattende produktion af romaner, noveller og skuespil. Hun mestrede stort set alle genrer og kunne bevæge sig frit mellem fabulerende historiske fortællinger og socialrealistiske skildringer. Blandt hendes problemdebatterende værker finder man Den erotiske Hamster (1919), der tematiserer utroskab og efterfølgende skilsmisse med sympatien lagt hos den kvindelige part. Det vanskelige forhold kønnene imellem er et grundlæggende tema hos Jensen.
Dette tema går også igen hos Marie Bregendahl, hvis værker bærer præg af at være yderst formbevidste i kompositionen med brug af varierende synsvinkler. Særlig berømt er romanen En Dødsnat (1912), der tager udgangspunkt i Bregendahls overværelse af sin 34-årige moders død i forbindelse med, at hun skulle føde sit niende barn. Forfatteren Hans Otte Jørgensen har i sit portræt af Bregendahl i Danske Digtere i Det 20. Århundrede (Gads Forlag, 2002) meget præcist skildret romanens komposition: "En Dødsnat fremstår som en collage, en kakofoni af stemmer, hvor stort og småt, hele scener og enkelte billeder skyder sig ind og ud af hinanden med en voldsom og sønderbrydende kraft, og dog hele tiden fastholdt af tidens og stedets enhed, af den centrale handlings snævre beskæring". Det centrale ærinde hos Bregendahl er ikke en kulturpolitisk agitation, men snarere den knivskarpe psykologiske skildring, der dissekerer den menneskelige bevidstheds skrøbelighed. Dette sker i et yderst moderne formsprog.
Hos Karin Michaëlis kombineres Thit Jensens mere udadvendte, problemdebatterende litteratur med den psykologiske indlevelse hos Marie Bregendahl. I en tid, hvor de fleste reagerede på 1. Første Verdenskrigs (1914-1918) genvordigheder ved at koncentrere sig om det nære og glemme den verdenspolitiske situation, så meldte hun sig som hjælpearbejder på østrigsk side og skrev senere bogen Krigens Ofre (1916), hvor hun skildrer ofrene i de østrigske flygtningelejre. At Michaëlis aldrig valgte den nemme vej understreges også af emnet for hendes måske mest berømte bog Den farlige Alder (1910). Her valgte hun at tematisere et på det det tidspunkt tabuiseret emne: kvindens overgangsalder og gjorde det på så ligefrem en måde, at det vakte en mindre skandale.
Kendetegnet for de tre kvinder var, at de ikke var bange for at pille ved de vedtagne normer, hvad enten det drejede sig om form eller indhold. Periodens mest fremsynede litteratur kan med god ret siges at komme fra de nye stærke kvinder.
Naturlyrik og gryende avantgarde
Johannes V. Jensen havde med Digte (1906) beredt vejen for en ny, moderne lyrik, men det varede noget tid inden samtiden forstod det banebrydende signal, der var blevet givet til en ny æstetik. Hos Jeppe Aakjær og Johan Skjoldborg, der også gjorde sig som lyrikere, møder man traditionelt formede digte med landligt motiv, der ofte tager udgangspunkt i symbiosen mellem mennesket (læs: manden), naturen og arbejdet, som det sker i Skjoldborgs "Husmandssangen": "Naar solen gaar ned i et luende Baal / bag Lyng-Hedens vidstrakte Flade, / jeg retter min Ryg, og jeg skimter et Maal, / da blaaner og blinker det blankslidte Staal i min Hakke, min Skovl og min Spade".
Det er værd at bemærke, at lyrikken hos Skjolborg og Aakjær i modsætning til prosaen ofte tenderer det sentimentaliserende og dermed fjernes den sociale brod ved digtningen, der i stedet dyrker et vitalistisk, idealistisk motiv med den sunde bonde, der arbejder hårdt og retskaffent i pagt med naturen.
Hos Hans Hartvig Seedorff (1892-1986) tones derimod rent flag. Seedorff er en romantisk æstetiker i traditionen fra Aarestrup med alt, hvad det indebærer af dyrkelse af vin, kvinder og natur. Seedorffs formfuldendte lyrik og muntre viser gav især genklang hos den unge Tom Kristensen i hvis digte man kan spore Seedorffs elegante arbejde med de klassiske digtformer. Til hans mest værdsatte digte hører "Den Lyse Nat", hvis milde melankoli fortjener at blive foldet ud i sin helhed: "Det er igen den lyse Nat.. / med Drosselfløjt i Vejens mørke Krat. / Det er igen de store Stjærners Tid / da Verden bliver mild og maanehvid. // Ja end engang den store lyse Nat. / Nu længes den, hvis Hjærte blev forladt. / Nu glider alle Drømmes Elv / tilbage til sin Kilde: til sig selv. // En Drossels Fløjt som sølvlyd i min sang... / Saa længes jeg endnu, – endnu engang / imod et Hjærte, som har mit forladt. / Det er igen den altfor lyse Nat".
I modsætning Seedorff, hvis lyrik kunne være skrevet i en romantisk tidslomme, så begynder den lyriske avantgarde imidlertid at røre på sig med tidsskriftet Klingen (1917-1920), der introducerede de nye avantgardistiske strømninger i kunsten og i 1919 kunne Otte Gelsted udgive bogen Ekspressionisme, der udstak bevægelsen for 20'erne. Det var slut med at lukke sig om sig selv og tid til at modtage nye impulser. En af de digtere, der bogstaveligt talt skød ekspressionismen ind med et brag, var Emil Bønnelycke (1893-1953), der ved et lyriklæsningsarrangement i Politikens Hus fyrede pistolskud op i luften efter endt oplæsning af digtet "Rosa Luxemburg". Med udgivelsen af Asfaltens Sange (1918) skete der igen for alvor noget nyt i dansk lyrik. Med sine prosafragmenter tog Bønnelycke formmæssigt tråden op efter Johannes V. Jensen og i kraft af sin subjektive, ekstatiske digtning besang han den moderne tid med alt hvad den indebar af krig, maskiner, mekanik, larm og sansebombedement. Den hektiske storby med dens fordærv og fristelser blev igen indbegrebet af det moderne liv, som man så det i Herman Bangs (1857-1912) roman Stuk (1887). Fokus var skiftet fra landet til byen.
Cand. mag. Jakob Bækgaard
Kommentarer