Asfaltens Sange

Asfaltens Sange er en hyldest til det moderne liv med biografer, banegårde, sporvogne, og en stadig strøm af liv, der afspejles i en flydende, associerende, poetisk prosa.

Selv hvis Emil Bønnelycke (1893-1953) ikke havde skrevet én eneste mindeværdig verslinie, så havde han alligevel, rent bogstaveligt, skudt sig ind i litteraturhistorien. Den 4. februar 1919 affyrede han nemlig en pistol under et oplæsningsarrangement, hvor han fremførte sit digt, 'Rosa Luxemburg'. De tre pistolskud, der blev affyret i luften, skulle understrege digtets dramatik og effekten udeblev da heller ikke: folk gik i panik og Bønnelycke blev berømt og berygtet for episoden.

Begivenheden siger både noget om Bønnelyckes sans for iscenesættelse og hans impulsive, intensive natur. Forfatterskabet er rastløst eksperimenterende og dækker alt fra poetisk prosa til digte, romaner og skuespil og en tematisk bevægelse, der går fra ungdommelig letsindighed til religiøs alvor. En bevægelse, der træder tydeligt frem, hvis man sammenligner debuten 'Ild og Ungdom' (1917) med 'Kristussonetter' (1940).

Som digter var Bønnelycke selvlært og uden nogen form for akademisk træning i modsætning til vennen, Tom Kristensen (1893-1974), der havde læst Dansk og Engelsk ved universitetet. Rollen som den fattige digter med et naturtalent for at skrive var noget, han dyrkede, og et billede, der både skulle berige og forfølge ham. Det gjorde, at han let kunne identificeres som en digter af folket, men også, at han kunne anklages for amatørisme af det litterære parnas. Bønnelycke var imidlertid i bevidst opposition mod den lærde digtning. Han ville en skrift, der byggede på livet og ikke på en tradition af støvede bøger.

Vendingen mod livet selv ses klart i hans mest berømte bog, 'Asfaltens Sange' (1918), der kom til at blive et skoleeksempel på den futuriske tidsånd og optimisme. Særligt har prosastykket 'Aarhundredet' indskrevet sig i den litterære kanon og citeres ofte, når man skal forklare futurismens idé om den ubetingede fremtids- og fremskridtsbegejstring, bejaelsen af hastighed, maskiner, mekanik og sågar krigens destruktion. Her hedder det i stykkets åbning:

"Jeg elsker dig, du gaadefulde Tid, du Seklernes Sekel, der er rig paa aldrig før anede Omskiftelser, rig paa Kaos, Forvirringens Skønhed, Hastighedens Pragt, rig paa halsløse Fremskridt, rig paa Rædsel, paa en svulmende morderisk Ouverture, krigen, hvis Basuner, Kanonerne, og Trommer, Mitrailløserne, forkynder Verdensrevolutionen."

Når man læser en passage som denne, kan man med rette få det indtryk, at bogen udgør et samlet manifest med sin pompøse, deklamerende tone, hvor det moderne livs flygtighed afspejles i en rytmisk flydende og dog huggende ordstrøm båret af bogstavrim ("rig paa Rædsel", "aldrig før anede") og glæde ved ord. Paradoksalt sidestilles skønhed og rædsel uden nogen form for moralske betænkeligheder. Det er tydeligt, at det er skrevet af en fantast, der aldrig selv oplevede første verdenskrigs rædsler på første hånd, men derimod er i stand til at forestille sig krigens idealitet gennem sit subjektive temperament.

Netop subjektiviteten, vægten lagt på det oplevende, reflekterende og fantaserende jeg, kendetegner bogen, der bærer betegnelsen "prosafragmenter." Dette svarer godt til den moderne virkelighed der beskrives i skriften, hvor indtryk efter indtryk glider forbi jeget i en stadig strøm af mennesker og steder. For eksempel i stykket 'Raadhuspladsen' hvor jeget kan beskrive miljøet omkring fortovscaféerne i København:

"Fortovscaféernes Milieu af Mennesker tiltaler mig rent artistisk, deres Bevægelser, deres Lydes Sammensætning, Farvernes Vekslen og Uro. Jeg slænger min lange Krop i en umærkelig rytmisk Takt til disse Stemmers og Bevægelsers Musik. Jeg læser interesseret i Ansigter og Øjne, og nyder denne Følelse af et Blik, der hviler paa mig."

Der er værd at bemærke, at selve iagttagelsen får form af en poetik, hvor det der ses får kunstneriske kvaliteter via jegets blik, der samler lyde, farver og former i en bevægelig komposition. Det er voyeurens æstetiske blik der slippes løs i en dobbelt glæde, hvor fryden lige så meget består i at blive set som det at se ("nyder denne Følelse af et Blik, der hviler paa mig.") Karakteristisk er det dog også, at sansningen hele tiden foregår på afstand og meget sjældent med reel fysisk berøring. Alligevel kan sansningerne andetsteds beskrives som en fysisk realitet, som "en Række af vidunderlige, kærkomne Overfald." Det moderne jeg er med andre ord yderst følsomt for byens indtryk, der ophedes i en fantasifuld bevidsthed, der ofte får erotiske toner i mødet med en kvinde: "jeg ser hen paa hende. Det træffer sig saadan, at jeg maa  betragte hende."

Ligesom jeget kan oplades af at betragte de forbipasserende kvinder, så skyldes de små dryp af mismod også ofte en fejlslagen gestus i forhold til en kvinde. Det er dog langt fra melankolien, der præger teksterne. Man finder ikke, som hos den franske modernistiske digter, Charles Baudelaire (1821-1867), den konstante vekselvirkning mellem lyst og lede. Snarere læner Bønnelycke sig op af den amerikanske modernisme med Walt Whitmans (1819-1892) ekstatiske, subjektivistiske digtning, der i Danmark først blev formidlet af Johannes V. Jensen (1873-1950). Ligesom Whitman er Bønnelycke ikke bange for synge sangen om sig selv, men denne subjektivisme er ikke en gold narcissisme, hvor jeget folder sig ind i sig selv. Snarere bruges det oplevende jeg som et spejl for verden, hvor den moderne verdens indtryk tages ind, bearbejdes og projiceres ud igen.

Grænsen mellem indre og ydre liv bliver flydende, og dette ses også i teksternes komposition der bæres af jegets associerende logik. I opbygning og længde mimer Asfaltens Sange romanens form, men der er ikke tale om nogen form for fortællende sammenhæng. Det er fragmenter, brudstykker, hvis eneste forankring er det oplevende jeg. Stilen kan beskrives som en bevidsthedsstrøm, hvor man som læser rives med af jegets tanker og indtryk. Det er ikke det, der ses, men måden, hvorpå det ses, der er det vigtigste. Som jeget selv formulerer det siddende i en sporvogn: "Jeg vil gøre denne Dags Udbytte rigere ved at fordybe mig i alle Enkelthederne ved de Mennesker, som sidder overfor mig."

Udbyttet for læseren er i den forstand det samme som hos jeget: en skærpet opmærksomhed overfor detaljerne i hverdagen. En modernistisk digtning, hvis primære formål er at fremme sansningens logik og hvis grundtone er positiv, fordi det moderne livs hektiske omskiftelighed ikke ses som en udløser af angst og ensomhed, men snarere bekræfter livets mirakel: "Jeg hører den levende og glade Dag. Dens Larm strømmer ind ad min Rude. Det blaa Vand henrykker mig, og al den sommerlige Grønhed er jo selve den hjemlige Lykke. Solen, Mildheden, Livet, selve den ny Følelse af at være til."

Cand. mag. Jakob Bækgaard

Kilder, links og centrale værker