Analyse
Vredens børn af Jeppe Aakjær
.png?itok=XN5dL3oT)
Jeppe Aakjærs roman 'Vredens Børn - En Tyendes Saga' tematiserer modernitetens udvikling. Den er skrevet på en tid, hvor fagforeningerne etablerede sig i byerne, men hvor landproletariatet stod uden for udviklingen.
Fortællingen drives frem af læserens begær efter at kende hovedpersonen Pers endelige skæbne. Gennem dette plot præsenteres læseren for Pers udvikling gennem tre forskellige ansættelser, der hver især belyser tre forskellige typer arbejdsgivere. I forholdet mellem arbejder og arbejdsgiver udspiller der sig således også en tematik, som skildrer, hvordan man som vogterdreng og generelt som landarbejder i tiden omkring århundredskiftet skal arbejde mange timer uden søvn, omsorg og skolegang.
Jeppe Aakjær indskriver dialekt i gengivelsen af landarbejderkulturen. Sprogligt giver det et autentisk og realistisk præg, og samtidig fungerer det som en solidaritetserklæring med den fattige, arbejdende klasse på landet; tyendet. Fattigdommen skildres ikke sentimentalt, men tværtimod nærgående og voldsomt. Ulækre og tabubelagte sygdomme som fnat, mider og andre afidylliserede karlekammersyndromer beskrives og fremhæves i fortællingen. Samtidig skal det dog påpeges, at Aakjær gennem sin fremstilling tildeler det fattige landproletariat en positiv valorisering og sympati, idet de fattige karakterer i romanen ofte besidder de moralsk rigtige og gode værdier. Dette forekommer ikke mindst i forhold til Per, der fremstilles som den lille helt, en opvakt og smidig dreng. Helten synliggøres i flere anekdoter undervejs, hvor Per eksempelvis på gården Sølsig sørger for, at et voldtægtsforsøg ikke fuldbyrdes. Dermed henter Aakjær legitimitet til Per som et undtagelsesmenneske, der formår at klare sig under de strenge kår og udfordringer, han møder på sin vej og som gradvist er med til at stabilisere ham. Men spørgsmålet er, om den gode tro på en samling af tyendet og en forbedring af deres ringe tarv, som Per ender som bannerfører for, står mål med virkeligheden eller om det blot bygger på en naiv fremskridtstro, der ender med at desillusioneres?
Aakjær har gennem sine karakterskildringer i romanen fremført flere tilværelsestolkninger, skæbner og herigennem også analytiske pointer, og flere af de personer, som romanen præsenterer, sættes i kontrast til hinanden. Det gælder fx fattighusets Ann Mari Kjærsgaard og Ann Kjerstin fra Nørgaard samt naboens tjenestedreng, fattigmandsbarnet Jacob, som sættes i kontrast til Per. Romanens personer er feudalt inddelt og bestemt ud fra deres samfundsmæssige placering og stilling, og deres karaktertræk bestemmes således også herudfra. I den forbindelse er det tydeligt, at romanen er rig på tegn og er gennemgående allegorisk på flere niveauer, hvorfor hver karakter ikke er et indblik i en individuel psykologi, men snarere en repræsentant for noget generelt. Gårdmanden Bertel Nørgaard repræsenterer tyendeloven, som på tiden lyder, at herremanden har fuld råderet over tyendet, hvilket har den konsekvens, at tyendet fratages deres rettigheder. Denne generelle repræsenterende tendens i Aakjærs fremstilling sammenholdt med den rammende og sympatifordrende fortælling om drengen Per sætter i romanens samtid tyendets rettigheder til debat. Romanen får på den måde også afgørende påvirkning på den senere revidering af tyendelovgivningen.
Det er derfor ganske væsentligt at bemærke de enkelte karakterer, når man læser romanen. Gennem fortælleren hjælpes man dog som læser på vej til at tyde tegnene ved hjælp af sideløbende uddybende historier og klip væk fra den egentlige fortælling. Per er selv en tegntyder, hvilket er årsagsgivende for hans intellektuelle brud med fattigdommen. De ressourcer, som Per besidder, knyttes ud over dette naturgrundlag, til hans familiære forhold, hvor barndomsskildringen og skildringen af faderen som lærer og moderen som den empatiske og dog forarmede karakter står som læserens forklaringsramme for Pers succes. Dermed opstår en række sidefortællinger undervejs til den egentlige fortælling, som for en stund sætter fortælletiden i et lavere tempo. Romanen er dermed skrevet med en form for montageteknik, hvor fortælleren sørger for at samle delene og drive den egentlig historie videre. Overordnet ses der en form for gentagelsesmønster i romanens komposition med disse klip, men der indskrives hver gang en variation, som er afgørende for den vedholdte spænding og læserens interesse.
Vredens Børn - En Tyendes Saga, har, som titlen påpeger, sagapræg, der indskriver værket som en traditionel bondefortælling. Bogen tematiserer modernitetens udvikling gennem en skildring af landproletariatet strenge vilkår, og belyser hvordan denne arbejderklasse står uden for de fremadrettede moderne gennembrud. Dette foregår med en gennemført karakterskildring, en sammenstilling af poetisk sprog og bondsk dialekt og med gennemgående billedlige motiver, som denne allegori om rotterne, der indleder bogen således:
”SOLEN havde allerede lagt sin brede Hage paa Vestens Banker og kigged træt og anstrengt ind mellem Løvet i Sølgigs Herregaardshave, hvor Ejeren Proprietær Wollesen, var i Færd med at fodre Rotterne. Det var gamle Wollesens Yndlingsbestilling, og i godt Vejr forsømte han den aldrig. […] Rotterne kom frem af dybe Huller under de graa Syldsten, henne hvor Svinehuset stødte op mod den hvidtede Hovedbygning; her beredte den overdaadige Burreskov og Dunsterne fra Svinene disse Skabninger et Paradis af Stank og Mørke; Rotterne opførte sig da ogsaa saa ugenerte, som var de Sølsigs egentlige Indvaanere og alle andre Væsener kun deres opvartende Tjenere. De gik dristigt lige ind under Wollesens revnede Træskonæser og snapped med fræk Kjæft de Brødhumplinger, han tog fra Lerfadet og slængte ud imellem dem.”
Proprietæren fodrer de rotter, som ender med at kravle over ham ved hans død. Han ædes så at sige op af det, han selv har holdt i live, hvilket kan læses som et revolutionsbillede på, hvordan den feudale struktur må føre til ophør, hvilket elementer af Pers fortælling også kan vidne om. Samtidig lurer illusionsbruddet lige under overfladen, og de trange kår og fattigdommen står tilbage som en hård modstander til en lykkelig og forløsende slutning for Per og for tyendet generelt.
Jeppe Aakjær præsenterer en historisk valid og tankevækkende beretning om de feudale vilkår i Danmark på tærsklen til det 20. århundrede, og romanen medvirker til en afgørende debat om tyendets vilkår.
Stud. mag. Julie Nørgaard
Jeppe Aakjærs roman 'Vredens Børn - En Tyendes Saga' tematiserer modernitetens udvikling. Den er skrevet på en tid, hvor fagforeningerne etablerede sig i byerne, men hvor landproletariatet stod uden for udviklingen.
Fortællingen drives frem af læserens begær efter at kende hovedpersonen Pers endelige skæbne. Gennem dette plot præsenteres læseren for Pers udvikling gennem tre forskellige ansættelser, der hver især belyser tre forskellige typer arbejdsgivere. I forholdet mellem arbejder og arbejdsgiver udspiller der sig således også en tematik, som skildrer, hvordan man som vogterdreng og generelt som landarbejder i tiden omkring århundredskiftet skal arbejde mange timer uden søvn, omsorg og skolegang.
Jeppe Aakjær indskriver dialekt i gengivelsen af landarbejderkulturen. Sprogligt giver det et autentisk og realistisk præg, og samtidig fungerer det som en solidaritetserklæring med den fattige, arbejdende klasse på landet; tyendet. Fattigdommen skildres ikke sentimentalt, men tværtimod nærgående og voldsomt. Ulækre og tabubelagte sygdomme som fnat, mider og andre afidylliserede karlekammersyndromer beskrives og fremhæves i fortællingen. Samtidig skal det dog påpeges, at Aakjær gennem sin fremstilling tildeler det fattige landproletariat en positiv valorisering og sympati, idet de fattige karakterer i romanen ofte besidder de moralsk rigtige og gode værdier. Dette forekommer ikke mindst i forhold til Per, der fremstilles som den lille helt, en opvakt og smidig dreng. Helten synliggøres i flere anekdoter undervejs, hvor Per eksempelvis på gården Sølsig sørger for, at et voldtægtsforsøg ikke fuldbyrdes. Dermed henter Aakjær legitimitet til Per som et undtagelsesmenneske, der formår at klare sig under de strenge kår og udfordringer, han møder på sin vej og som gradvist er med til at stabilisere ham. Men spørgsmålet er, om den gode tro på en samling af tyendet og en forbedring af deres ringe tarv, som Per ender som bannerfører for, står mål med virkeligheden eller om det blot bygger på en naiv fremskridtstro, der ender med at desillusioneres?
Aakjær har gennem sine karakterskildringer i romanen fremført flere tilværelsestolkninger, skæbner og herigennem også analytiske pointer, og flere af de personer, som romanen præsenterer, sættes i kontrast til hinanden. Det gælder fx fattighusets Ann Mari Kjærsgaard og Ann Kjerstin fra Nørgaard samt naboens tjenestedreng, fattigmandsbarnet Jacob, som sættes i kontrast til Per. Romanens personer er feudalt inddelt og bestemt ud fra deres samfundsmæssige placering og stilling, og deres karaktertræk bestemmes således også herudfra. I den forbindelse er det tydeligt, at romanen er rig på tegn og er gennemgående allegorisk på flere niveauer, hvorfor hver karakter ikke er et indblik i en individuel psykologi, men snarere en repræsentant for noget generelt. Gårdmanden Bertel Nørgaard repræsenterer tyendeloven, som på tiden lyder, at herremanden har fuld råderet over tyendet, hvilket har den konsekvens, at tyendet fratages deres rettigheder. Denne generelle repræsenterende tendens i Aakjærs fremstilling sammenholdt med den rammende og sympatifordrende fortælling om drengen Per sætter i romanens samtid tyendets rettigheder til debat. Romanen får på den måde også afgørende påvirkning på den senere revidering af tyendelovgivningen.
Det er derfor ganske væsentligt at bemærke de enkelte karakterer, når man læser romanen. Gennem fortælleren hjælpes man dog som læser på vej til at tyde tegnene ved hjælp af sideløbende uddybende historier og klip væk fra den egentlige fortælling. Per er selv en tegntyder, hvilket er årsagsgivende for hans intellektuelle brud med fattigdommen. De ressourcer, som Per besidder, knyttes ud over dette naturgrundlag, til hans familiære forhold, hvor barndomsskildringen og skildringen af faderen som lærer og moderen som den empatiske og dog forarmede karakter står som læserens forklaringsramme for Pers succes. Dermed opstår en række sidefortællinger undervejs til den egentlige fortælling, som for en stund sætter fortælletiden i et lavere tempo. Romanen er dermed skrevet med en form for montageteknik, hvor fortælleren sørger for at samle delene og drive den egentlig historie videre. Overordnet ses der en form for gentagelsesmønster i romanens komposition med disse klip, men der indskrives hver gang en variation, som er afgørende for den vedholdte spænding og læserens interesse.
Vredens Børn - En Tyendes Saga, har, som titlen påpeger, sagapræg, der indskriver værket som en traditionel bondefortælling. Bogen tematiserer modernitetens udvikling gennem en skildring af landproletariatet strenge vilkår, og belyser hvordan denne arbejderklasse står uden for de fremadrettede moderne gennembrud. Dette foregår med en gennemført karakterskildring, en sammenstilling af poetisk sprog og bondsk dialekt og med gennemgående billedlige motiver, som denne allegori om rotterne, der indleder bogen således:
”SOLEN havde allerede lagt sin brede Hage paa Vestens Banker og kigged træt og anstrengt ind mellem Løvet i Sølgigs Herregaardshave, hvor Ejeren Proprietær Wollesen, var i Færd med at fodre Rotterne. Det var gamle Wollesens Yndlingsbestilling, og i godt Vejr forsømte han den aldrig. […] Rotterne kom frem af dybe Huller under de graa Syldsten, henne hvor Svinehuset stødte op mod den hvidtede Hovedbygning; her beredte den overdaadige Burreskov og Dunsterne fra Svinene disse Skabninger et Paradis af Stank og Mørke; Rotterne opførte sig da ogsaa saa ugenerte, som var de Sølsigs egentlige Indvaanere og alle andre Væsener kun deres opvartende Tjenere. De gik dristigt lige ind under Wollesens revnede Træskonæser og snapped med fræk Kjæft de Brødhumplinger, han tog fra Lerfadet og slængte ud imellem dem.”
Proprietæren fodrer de rotter, som ender med at kravle over ham ved hans død. Han ædes så at sige op af det, han selv har holdt i live, hvilket kan læses som et revolutionsbillede på, hvordan den feudale struktur må føre til ophør, hvilket elementer af Pers fortælling også kan vidne om. Samtidig lurer illusionsbruddet lige under overfladen, og de trange kår og fattigdommen står tilbage som en hård modstander til en lykkelig og forløsende slutning for Per og for tyendet generelt.
Jeppe Aakjær præsenterer en historisk valid og tankevækkende beretning om de feudale vilkår i Danmark på tærsklen til det 20. århundrede, og romanen medvirker til en afgørende debat om tyendets vilkår.
Stud. mag. Julie Nørgaard
Kommentarer