Litteraturhistorien har det med at forme sig omkring skelsættende begivenheder og skred i den verdenspolitiske situation. Dette gælder også for den danske litteratur i 20'erne, hvis æstetiske og ideologiske krumspring udfolder sig i skyggen af de traumatiske erfaringer fra Første Verdenskrig (1914-1918).
Første Verdenskrig medførte ikke blot ændringer i den geografiske optegnelse af verden i kraft af nye landegrænser – også det kulturelle landkort blev omformet. Med sine endeløse ofre, meningsløshed og uhørt blodige brutalitet satte Første Verdenskrig et endegyldigt spørgsmålstegn ved den vestlige civilisations anstændighed. Allerede i 1918 kunne den tyske historiker og filosof Oswald Spengler (1880-1936) gøre status med bogen 'Der Untergang des Abendlandes' (Vesterlandets undergang), der så historien om den vestlige civilisation som en fortælling om storhed og fald, hvor krigen markerede et absolut nulpunkt i europæisk historie.
Kunstneriske strømninger i tiden
Spengler repræsenterer krisestemningen i tiden, men han fik modspil af mere positive strømninger, der så krigens kaos og nulpunkt som muligheden for en ny begyndelse. I Danmark kom dette især til udtryk i kunsten, hvor en række lyrikere under indflydelse af internationale bevægelser som dadaisme, kubisme, futurisme og ekspressionisme søgte et nyt æstetisk standpunkt, der kunne være med til at bringe ikke blot kunsten, men også verden videre. Hos nogle kunstnere og intellektuelle, som for eksempel Helge Rode (1870-1937), så man en fastholdelse af de religiøse værdier som et boldværn mod det moderne kaos, mens Poul Henningsen (1894-1967) med arven fra Georg Brandes (1842-1927) begyndte at befæste den kulturradikalisme, der senere skulle udfolde sig frodigt i 30'erne og sætte dybe spor i såvel det kunstneriske som politiske landskab. Forfatterne Jacob Paludan (1896-1975) og Hans Kirk (1898-1962) tematiserede med romanerne Fugle omkring Fyret (1925) og Fiskerne (1928) mødet mellem den gamle og den nye verden, natur og kultur, mens dramatikken ikke gjorde meget væsen af sig. En dramatiker som Sven Clausen (1893-1961) holdt sig til de gennemprøvede virkemidler i det historiske skuespil 'Paladsrevolution' (1923). Det var i lyrikken, man skulle finde den egentlige formmæssige fornyelse.
Moderne lyrikere
To af periodens vigtigste digtere, Rudolf Broby-Johansen (1900-1987) og Tom Kristensen (1893-1974), kan siges at være indbegrebet af de kunstneriske positioner, der skulle blive trukket op. Den afgørende skillelinie var her, om man var besynger eller kritiker af den moderne verden, optimist eller pessimist. I realiteten var det dog mere komplekst, og i flere forfatterskaber ses der således en vekslen mellem forbandelse og betagelse af det moderne liv, som det blev inkarneret i den pulserende storby.
Hos Broby-Johansen er der mere rædsel end glæde at spore ved byen og forfatterens debutsamling fra 1922 med den ligefremme titel, Blod, var da også så stødende, at den måtte beslaglægges af politiet. Broby-Johansen forsvarede dog bogen ved den efterfølgende retssag, hvor han blandt andet kunne henvise til kunstens forpligtelse på at vise virkeligheden, som den virkelig er. Et særligt barskt eksempel på en sådan realisme uden filter er digtet ”BORDELPIGE DRÆBER UFØDT”: ”SKAMSLIDT DIVAN // PÅ RYGGEN TØS / MED CHAMIS-VALK OVER MAVE/ SPREDBEN / BORER STRIKKEPIND / I KULHÅRS UDFRYNSET VULVA / GURGLENDE // LIG KØNS-KRYBER.”
Broby versus Momberg
”BORDELPIGE DRÆBER UFØDT” er en nådesløs udlevering og kritik af storbyens dystre side, hvor kønssygdomme, prostitution og abort er blevet en del af menneskelivet og seksualiteten. Sproget er ophugget og markeret med store bogstaver som en lang avisoverskrift, der kastes i hovedet på læseren. De sproglige nydannelser er yderligere med til at skærpe forestillingsevnen med konstruktioner som ”LIG KØNS-KRYBER”, der sammenstiller seksualitet og fordærv i form af det dræbte foster, der udskilles af pigen som et dødt dyr. Broby-Johansen var i sit eksperimenterende formsprog stærkt påvirket af den tyske ekspressionisme, der samledes omkring Herwarth Waldens tidsskrift 'Der Sturm' (1910-32). Her fik danske Harald Landt Momberg (1896-1975) også trykt digte – dog uden at modtage synderlig opmærksomhed og det er først senere, at Mombergs digtsamling Parole. 33 Expressionistiske Digte (1922) er blevet anerkendt som en vigtig forløber for 60'ernes lyriske modernisme, hvilket især er sket via kritikeren Poul Borums indsats. Selvom Landt Momberg og Broby-Johansen har fælles udgangspunkt i ekspressionismen, så trækker de ideologisk i hver sin retning. Trods det eksperimenterende formsprog var formålet med Blod hele tiden at konfrontere læseren med virkeligheden for derved at ændre den. Hos Momberg møder man derimod en tendens til at sproget trækker sig ind i sig selv og bliver en selvstændig verden, som det sker i digtet ”Embryo”, hvor ordene i overensstemmelse med titlen bliver en levende organisme, der langsomt trækker sig ud: ”m / mb / emb /o / yo / r / br / mbr / embr / yo / embryo”. Denne tendens til at gøre sproget til ren form og organisk ordmusik, møder man endnu mere radikalt hos en anden af 20'ernes digtere, Johannes Weltzer (1900-1951). I Weltzers digt ”Alma” kan man læse linier som: ”Tjess / elimandr / werga otrejwan”, der trækker enhver mening ud af sproget til fordel for en ren rytmisk lyrik, som man også møder hos den tyske dadaist Kurt Schwitters (1887-1948).
Den ualmindelige almindelighed
Samlet set er det dog konfrontationen med den virkelige verden, der får overtaget. Hos Tom Kristensen finder man en dobbeltbundet hyldest til den moderne hverdag, dobbeltbundet i den forstand, at hyldesten til de moderne hverdagsscenerier samtidig er en higen efter det ekstraordinære, en længsel efter ”skibskatastrofer og pludselig død”, som Kristensen formulerer det i digtet "Angst". I Kristensens lyrik finder man en både afdæmpet og ekstatisk begejstring for det moderne liv, inddæmmet som den er i skønt formede rim, der er langt fra de skrigende ekspressionistiske eksperimenter. Kristensen kan ganske vist med et dristigt billede karakterisere ungdommen som ”skøn som en sønderskudt banegård” i programdigtet ”Landet Atlantis” fra debutsamlingen Fribytterdrømme (1920), men mest af alt er han en traditionalist, der ser tingene på afstand ligesom hans hovedperson Ole Jastrau i romanen Hærværk (1930).
Åbning mod nye utopier
Netop overgangen fra den lyriske forårsluft i Fribytterdrømme til den knugende melankoli i Hærværk illustrerer meget godt skiftet fra et årti til et andet. Efter Første Verdensskrigs nulpunkt blev luften for alvor taget ud af ballonen med krakket i Wall Street (1929), der indvarslede økonomisk krise efter en periode med vækst og forbrug. Rudolf Broby-Johansen og Tom Kristensen anslog hver for sig to forskellige veje: kulturpessimisme og den gyldne middelvej mellem fornyelse og tradition, men en ting havde de tilfælles: Udgangspunktet i individet. Hos Broby-Johansen viste individets afmagt overfor omverdenen sig i et opløst sprog, mens Tom Kristensen dyrkede den individualistiske fribytterdrøm i traditionelle digtformer. I 30'ernes litteratur skulle den røde tråd vise sig at blive opgøret med individualiteten. PH betonede fællesprojekter til almen nytte og den bærende litterære form blev ganske sigende den kollektive roman. Inspireret af Sigmund Freuds psykoanalyse blev den nye lyriske avantgardes opgave via surrealismen at finde ned til det kollektivt ubevidste. Digteren Jens August Schade (1903-1978), der debuterer i 1926 med den usædvanlige digtsamling 'Den levende violin', er i den forstand en interessant overgangsfigur, der foregriber 30'ernes surrealisme med sin kosmiske hverdagsdigtning. Han kan dog også fremvise en mere satirisk pen, hvilket sangværket Sjov i Danmark (1928) er et bevis på. Det afgørende er dog, at den uhæmmede subjektsdyrkelse hos Schade ikke længere er et mål i sig selv, men snarere et middel til at nå det fælles ubevidste. Fribytterdrømmene blev erstattet af kollektive utopier.
Skrevet af Cand. mag. Jakob Bækgaard
Kommentarer