Idealister

Idealister er i mine øjne en af de største ironier i dansk litteraturhistorie. Det er langtfra den bedste fra Hans Scherfigs hånd. Faktisk er den nogle steder temmelig usammenhængende. Men Scherfig folder sig dog ud med fuld satire.

Romanen ironiserer kraftigt over begrebet »idealister«, det vil her sige fantaster, stjernetydere, godsejere og præster, der i 1930ernes Danmark lod sig forblænde af strømninger sydfra. Der er hints til datidens kulturpersonligheder som digterpræsten Kaj Munk og den konservative danske intellektuelle Hakon Stangerup, der portrætteres som småborgerlig og temmelig patetisk.

Bogen myldrer med farverige, men også sære eksistenser, der har lalleglade ideer om at gøre verden til et bedre sted at være.

Alle udgiver de blade og tidsskrifter fra et trykkeri på Nørrebro, hvor den ene del af historien foregår. Den anden del udspiller sig i Præstø på Sydsjælland, hvor grunden til den senere roman, Frydenholm, lægges. Alt sammen pakkes ind i et mordplot.

Det ironiske er, at Hans Scherfig her i eftertiden selv kommer til at stå som en forblændet idealist. Scherfig tilsluttede sig Danmarks Kommunistiske Parti som ung mand, og der blev han, sovjettro og som stalinist resten af livet. Jeg ved godt, at marxister ikke så sig selv som idealister, fordi de mente, at den materielle virkelighed kom før ideerne. Modsat idealisterne, der prioriterede ideerne først. For mig er det en akademisk diskussion.

Arne Hardis, der i 2008 udsendte en biografi om Hans Scherfig, fremhæver i biografien, at man skal se denne scherfigske idealisme bagud. Han så Første Verdenskrigs blodbad forårsaget af hæmningsløse kapitalister og socialdemokrater, der solgte deres principper. Og han så den ny Sovjetstat, hvor kravene var så sympatiske som fred, jord og brød, hedder det i biografien.

Det er rigtigt. Men han vedblev af være kommunist, selv om enhver idealist efter 1945 kunne se, at det gik den gale vej i Østeuropa. Og derfor kommer bogen »Idealister« til at fremstå som en nogle gange temmelig letkøbt karikatur af Scherfigs modstandere. Kaj Munk kunne heller ikke se ind i fremtiden – et faktum, som Arne Hardis i sin biografi bruger som en undskyldning for Hans Scherfig.

Alt dette til trods er Idealisterne en underholdende roman, og Hans Scherfig har et godt blik for den livsstilsdyrkelse, der fandtes længe før i dag med healing, numerologi, clairvoyance, kikærter og næseskylning.

Vi vil åbenbart forføres i håb om at finde paradis på jord. Scherfig var ingen undtagelse.

Hans Scherfig: Idealister, 262 sider (Gyldendal).