Modernismens ansigter

Når verden går i stykker. Ny fremragende bog udforsker modernismens mange udtryksformer.

Peer E. Sørensen har Første Verdenskrig som omdrejningspunkt i sin mesterlige bog om modernistisk kunst, litteratur og musik i det 19. og 20. århundrede. Krigens rædsler medførte et værdisammenbrud og meningstab i den vestlige verden, som kunstnere indenfor alle felter forsøgte at bearbejde med fælles udgangspunkt i det eksperimentale. Hvis der findes en bedre bog om emnet på dansk, kender jeg den ikke.

'Modernismens ansigter' består af ti kapitler, der fra forskellige vinkler søger at afdække og forstå de impulser, som inspirerede billedkunstnere, forfattere og musikere i årene omkring Første Verdenskrig til at finde nye måder at beskrive en stadig mere fragmenteret verden på. Allerede før krigen havde industrialisering og individualisering medvirket til at underminere traditionelle værdier og vante forestillinger om, hvordan verden hang sammen. Med verdenskrigens udbrud i 1914 og dens altødelæggende konsekvenser kollapsede troen på menneskeligt fremskridt og på en selvindlysende, fornuftig verdensorden.

Det er denne erfaring af kaos og kollaps – af moderniteten – som ifølge Peer E. Sørensen binder modernister - surrealister, futurister, ekspressionister, dadaister og mange andre - sammen trods deres forskellige udtryksformer og modsatrettede politiske sympatier.

Fælles for dem alle er, ifølge Sørensen, en fascination af eksperimentet som udtryksform: forfattere som James Joyce, Robert Musil og Virginia Woolf afsøgte sprogets grænser, mens billedkunstnere som Andre Breton, Otto Dix og Salvadore Dalí eksperimenterede med nye måder at portrættere en virkelighed i opløsning på. Også i musikkens verden udforskede komponister som Igor Stravinsky og Arnold Schönberg tonesprogets muligheder, efter den gamle dur-mol-tonalitet var brudt sammen.

Som læser mærker man tydeligt, at Peer E. Sørensen, der er professor emeritus i nordisk sprog og litteratur ved Aarhus Universitet, har brugt årevis på at udforske sit emne. 'Modernismens ansigter' er en bredt anlagt såvel som dybdegående idé- og kulturhistorisk fremstilling af modernismens grundlæggende træk. Sørensen formår både at skabe overblik over de mange forskellige veje, modernisterne gik, og samtidig viger han ikke tilbage fra at gå i dybden med enkelte værker og kunstnere. Det er fascinationen af modernismens udtryksformer, som driver Sørensens værk, og derfor bliver hans redegørelser og analyser aldrig tørre og oversigtsagtige, men inspirerer til fornyet engagement i modernisternes værker. 'Modernismens ansigter' er på alle måder en fremragende bog, som vil blive et standardværk om emnet i de kommende år.