Martin A. Hansen har i mange år været en kampzone, og nu har Gyldendal genudgivet hans hovedværk, som er en af de største klassikere i dansk litteratur.
’Løgneren’ er efter min mening en af de absolut største klassikere i dansk litteratur, og bogen har tilmed også en umådelig interessant receptionshistorie. Da den første gang udkom som radioroman i 1950, var Martin A. Hansen en af Danmarks førende kulturpersonligheder, og romanen blev hyldet som et mesterværk. Men da de ideologiske vinde i 1960’erne og 1970’erne begynde at blæse i nye retninger, ændrede billedet sig markant. Romanen blev nu af mange opfattet som en overvurderet generationsroman med en stærk tidsbundet patos, og Martin A. Hansen blev stemplet som reaktionær og forbundet med ”gammellivet” på landet. Berømt eller berygtet er også Karen Blixens udtalelse om Martin A. Hansen, idet hun om ham sagde, at han var for ”klæg”, og at hun gerne så, at han blev bagt. I 1990’erne ændrede billedet sig igen med en række nyudgivelser om Hansens forfatterskab, og man taler sågar om en Martin A. Hansen-renæssance.
Hvad handler romanen så om? Den indledes med, at jeg-fortælleren, Johannes Vig, der både fungerer som skolelærer, degn og postmester, sidder i sin stue på Sandø, som isen har isoleret fra omverdenen i 40 dage. Tågen ligger dog over øen, så isen vil snart brydes, og det forventer han vil medføre problemer for de andre. De andre er hovedsageligt pigen Annemari, hendes kæreste Oluf, med hvem hun har et barn, og ingeniøren, som er ude efter Annemari. Romanen kan læses (som den ofte er blevet) som en kærlighedshistorie mellem disse tre personer og med den forførende Rigmor i periferien. Kigger man bare lidt nærmere på romanen og specielt på Johannes Vig, så er det dog ikke let at lade sin læsning hvile her. Han handler måske efter helt andre motiver? Måske er han slet ikke forelsket i Annemari, men betragter hende blot som et stykke legetøj? I hvert fald er han en selvkredsende æstetiker, der ikke tillader andre at komme tæt på sig, og samtidig manipulerer han med menneskeskæbner for at få sin vilje, og alt sammen skjuler han under et væld af bibelske og litterære citater.
Jeg har nu læst bogen tre gange, og min begejstring er bestemt ikke blevet mindre. Tværtimod er det kendetegnende for romanen, at man for hver læsning opdager nye afgørende forhold. Jeg kan dog godt blive en smule irriteret over, at Gyldendal har valgt at gør en stor sag ud af, at skuespilleren Jens Albinus har skrevet forordet. Hans navn er trykt på forsiden, og beskrivelsen af hans meritter fylder mere end beskrivelsen af Martin A. Hansen. Som inkarneret Martin A. Hansen-fan vil 1. udgaven fra 1950 med omslag af Ib Spang Olsen altid være den ”rigtige” udgave for mig.
Kommentarer