Svans

En smertelig lille roman om at føle sig forkert som barn og om forældres svigt. Men heldigvis også en roman om, at man alligevel kan finde sig selv og blive et helt menneske.

Kære Sørens mor. Jeg håber, du forstår, hvor heldig du er?! At du har så sød og kærlig en søn! Han er voksen nu, men det er ikke din skyld, at han er blevet et helt menneske. Han har ikke haft nogen let og tryg opvækst. Han har ikke fået den kærlighed og den opbakning, ethvert barn har krav på. Og alligevel har han altid tænkt på dig og dine behov før sine egne.

Til Sørens far. Jeg håber, du forstår, hvad du har gjort?! At du med dit hadefulde, spyttende "Svans. Du er ikke min søn længere!" har gjort din søn så meget fortræd, som ingen har lov at gøre et andet menneske, og da slet ikke sit eget barn.

Jeg ved godt, at Sørens mor og far er fiktive personer i en roman, men det skærer mig sådan i hjertet at læse om en lille dreng, der gang på gang rækker ud efter sine forældre og blot bliver skubbet væk.

Søren vokser op som enebarn i et parcelhus i provinsen. Hele sin barndom og ungdom føler han sig forkert. Han føler ikke, han er en rigtig dreng. Han kan ikke lide at lege med biler og slet ikke at slås. Han vil hellere sidde for sig selv og læse eller tegne. Da han bliver teenager, begynder han at tænke på drenge. Han føler sig endnu mere forkert og beskidt og straffer sig selv ved ikke at spise.

Også i gymnasiet føler Søren sig udenfor fællesskabet, og kort tid efter han er begyndt i 1.g, flytter hans far. Han har mødt en anden, og moren får en depression.

Nu da hele Sørens verden alligevel er faldet fra hinanden, beslutter han sig for at vise, hvem han i virkeligheden er. Men hvor går man hen for at blive den, man er…?

I romanen fortæller Søren sin historie til en ung forfatter på en bøssebar i København. Den unge forfatter digter selv videre på Sørens historie. Og her er den; en velskrevet, smertelig lille roman om, hvor svært det er, når man afviger fra normen. Især når ens ballast er svigt og en kærlighedsløs barndom.