Bog

Her står du

Af (
2007
)

Anmeldelse

Her står du af Peder Frederik Jensen

19 feb.07
Skribent

Indtil Adam møder Astrid var han blot endnu en af de ugifte, uuddannede, arbejdsløse, rodløse og utilpassede unge, skæbneløse mænd i en rodløs tid – vil / kan hun sparke liv i ham?

Jeg læste Peder Frederik Jensens lille debutroman på et par timer en stille snevejrsaften, mens mine teenagedrenge sad og så en spansk film om andre rodløse unge. Måske var det egentlig dem og ikke jeg, der burde læse "Her står du"?

Det er nemlig en lille undselig, men særdeles intens bog, som rummer flere af de dilemmaer som mange unge (måske især mænd?) står i nutildags. Hvad vil vi med livet og hvad vil livet med os – og hvad skal vi kæmpe for?

Adam er en ung flakker, som aldrig har gjort noget færdigt, og som springer fra tue til tue i et forsøg på at finde fodfæste. Han har skippet familien, måske af angst for at komme til at ligne dem for meget eller måske af angst for at knytte sig til mennesker som kunne finde på at stille krav til ham. "Familier," siger han, "er noget man vælger til og fra".

Han har lige mødt overklassepigen Astrid på en druktur og smidt slæberne ind hos hende. Hun har lækker lejlighed og mad på bordet. Adam får en opringning fra halvbroderen, Thomas, som han ikke har haft kontakt med i 2 år siden et voldsomt opgør til en famliefest. Thomas har arvet faderens sommerhus i Gilleleje, som han vil have Adam til at hjælpe med at renovere. Adam gider ikke rigtig men lader sig overtale. Den hårdhændede rydning og afbrænding af sommerhusets familieklenodier bringer formentlig lindring til de unge mænds barndomstraumer. Der skal helst ikke være for meget tilbage til at minde dem om arkitektfaderen. Hvorfor får man ikke rigtig at vide. Renoveringen går trægt og endeligt i sig selv. Heller ikke her er der noget egentlig mål eller retning i deres forsøg. Så hellere lave en fest ud af det!

Selvom Astrid virker som en meget sød og enkel pige, når han ikke rigtig ind til hende. Det er som om entusiasmen lader vente på sig. Hvad skal han med hende, og især, hvad skal hun med ham? Kan Astrid mon sparke liv i denne fastlåste ungersvend? Og holder Adam mon de ord, han siger undervejs i bogen: "Jeg er sådan lidt i gang med at komme i gang"!!

Flot sprog skåret ind til benet. Meget lovende debut. Jeg glæder mig til hans næste udspil!

Bogdetaljer

Forlag
Samleren
Faustnummer
26613442
ISBN
9788763805230
Antal sider
135

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer