Skullfucking

Gennem en digtmonolog fremskrives individets indre dæmoni. Som tankeeksperiment og samfundskritik er værket interessant, men ikke sprogligt.

Peder Frederik Jensen skaber allerede fra samlingens første sætninger et rum, der er let at genkende for læseren: ”Der hænger et ur på væggen. To døde fluer på bordet. Lidt vand i bunden af et glas. Der ligger en bog. ” Men en forandring i stemningen finder allerede sted umiddelbart efter, når jeget fortæller, at det må pisse i en flaske. Der er noget galt med rummet og mennesket deri, hvilket bliver mere og mere tydelig gennem monologen.

Mennesket besidder ikke den store evne til at lære af sin historie, samfundet står for forfald og dommedag er bagude, lige nu eller forude i monologens univers. Det er en tekst, der sætter en række tanker i gang under læsningen. Monologen er kompromisløs i sin kritik; nogle gange med hovedet på sømmet, andre gange simplificeret, i sidste ende temmelig unuanceret på trods af, at jeget også viser en skrøbelig side af sig selv.

Det er en interessant dystopisk verdensdrøm, Peder Frederik Jensen fremskriver. Han viser det grimme og ulækre, mens han skaber et rum i sprog og fortælling, som er voldsom og surrealistisk. Dette understreges også på bagsideteksten: ”Jeg har ikke noget sprog. Det har de taget fra mig. Jeg sover uden at vågne.”  Værkets univers begynder på mange måder midt i en genstart af rum, menneske, moral og samfund.

Som tankeeksperiment er værket yderst interessant. Men sprogligt forbliver det i det ordinære. De korte, brudte sætninger og de mange punktummer gør det til en snublende læseoplevelse, som også er båret af en vis frustration. Monologen kommer aldrig rigtigt til at flyde og kan til tider virke forceret eller påtaget i sin særhed.

Jeg har læst en del af Peder Frederik Jensens øvrige forfatterskab, og især i novellesamlingen Banedanmark (2014) fungerer den sprogligt nøgterne stil med mange hovedsætninger rigtig fint. Men i digtmonologen bidrager den ikke positivt til den samlede læseoplevelse - fortællingen bliver monoton; måske egner det stilistiske valg sig bedre til prosaen.

Værkets styrke findes i de nøgterne, tørre betragtninger om verden, der skaber en god fornemmelse af den desperate stemning i jeget. Som samfundskritik og tankeigangsætter er det et væsentligt værk, der pointerer og fremviser det menneskelige overdrev.