Forfatter
Amalie Skram
Samfundets magtstrukturer afdækkes med et sandhedsøgende blik for den naturalistiske detalje i Amalie Skrams forfatterskab.
Berthe Amalie Skram (1846-1905) blev født og voksede op i Bergen. Hendes familie tilhørte den lavere middelklasse, og hendes opvækst blev præget af fattigdom og utryghed. Faderen var småhandlende, men gik fallit, hvorefter forældrene anbragte den 17-årige Amalie Skram i et ægteskab med den ni år ældre skibskaptajn August Müller. Efter 13 års ulykkeligt ægteskab, opnåede hun til samtidens forargelse skilsmisse. Hun brød med den kristendom, hun var vokset op med, og blev optaget af socialisme, fritænkning og kvindesag. I disse år begyndte hun at skrive. I februar 1877 skrev hun en anmeldelse af J.P. Jacobsens Fru Marie Grubbe, som blev trykt i Bergens Tidende. Herefter fortsatte hun med at skrive artikler, anmeldelser og debatindlæg i aviser og tidsskrifter. Det blev til en litterær debut i 1882 med fortællingen "Madam Høiers Leiefolk", som vakte opsigt på grund af de detaljerige gengivelser af fattigdommens uhumskheder.
Efter adskillige år som enlig mor giftede hun sig i 1884 med den danske forfatter Erik Skram og flyttede til København, hvor hun blev inddraget i det frisindede, litterære miljø omkring Georg Brandes. I 1885 udgav hun romanen 'Constance Ring', der bygger på erfaringerne fra hendes forliste ægteskab. Under ægteskabet med Erik Skram gik hun ind i sin mest produktive periode, men ægteskabet blev ikke lykkeligt, og Amalie Skram led af voldsom selvkritik og følte sig klemt mellem familielivet og sin kunstneriske udfoldelse. Hun lod sig derfor i en periode indlægge på et sindssygehospital. Dobbeltromanen 'Professor Hieronimus' og 'Paa Sct. Jørgen' fra 1895 er bygget på hendes oplevelser under indlæggelsen. Bøgerne fremprovokerede en stærk offentlig debat om datidens sindssygepleje og resulterede i, at en af de portrætterede psykiatere måtte gå af.
I samtiden blev den bredt anlagte slægtssaga Hellemyrsfolket (1887-1898) af bl.a. Herman Bang og Georg Brandes opfattet som forfatterskabets hovedværk. Da Amalie Skram fik en renæssance i 1970erne og 1980erne med kvindebevægelsen, kom hovedvægten især til at ligge på rækken af ægteskabsromaner og sindssygehusromaner. Derudover skrev Amalie Skram en række korte fortællinger, som blev udgivet i samlingerne 'Børnefortællinger' (1890) og 'Sommer' (1899). I 1899 blev Amalie Skram skilt fra Erik Skram, og 'Sommer' blev hendes sidste udgivelse. Hun døde dybt desillusioneret i 1905.
Tragisk naturalisme med et blik for samfundets magtforhold
Amalie Skram var naturalist i sit valg af stil og temaer. En alvidende fortæller styrer sikkert og diskret historiens gang. Gennem den sikre brug af indre monologer frembringes miljø- og personbeskrivelser. Forfatterskabets to hovedtematikker er de realistiske beskrivelser af det klassedelte samfund og af udfoldelsesmulighederne for borgerskabets kvinder i det sociale og seksuelle samliv med mændene. Alle Amalie Skrams historier ender tragisk. Underklassen udbyttes og afstumpes, og ægteskaberne fremstår som seksuelle magtforhold. Som stilsikker naturalist beskriver Amalie Skram alle afkroge af både det sociale og det mentale landkort.
Da debutnovellen "Madam Høiers Leiefolk" udkom i 1882, vakte den opsigt på grund af dens skånselsløse beskrivelse af fattigfolks liv. Amalie Skram retter i novellen et naturalistisk blik på forestillingen om Madonnabilledet af den ømme mor med spædbarnet. En grisk husværtinde sætter en fattig familie med otte børn, heraf to lamme, på gaden. Om aftenen mader moderen de to nyfødte tvillinger med snaps for at få dem til at sove i smøgen bag det tidligere logi. Næste morgen findes de døde. I den efterfølgende debat og vrede, novellen vakte, blev Amalie Skram beskyldt for at efterligne Zola, som hun dog ikke havde læst. I stedet var hun inspireret af Tolstoj og blandingen af realisme og etisk engagement.
Opløftet af den opsigt, debutnovellen havde vakt, kastede Amalie Skram sig over det større arbejde med romanen 'Constance Ring', der i dag regnes for hovedværket blandt rækken af kvinde- eller ægteskabsromaner. Romanen handler om Constances’ forhold til tre forskellige mænd. Constances indre monologer fylder mest i teksten, men både hun og mændene er set med fortællerens kritiske distance. Hendes følelser kommer til udtryk som urealistiske fantasier, som har baggrund i de løgnehistorier om køn og seksualitet, unge piger fortælles under opvæksten. ”Havde jeg bare vidst bedre Besked om det, der spiller denne store Rolle i Livet”, tænker Constance mod slutningen, hvor hun erkender, at kærlighed for mændene er seksualitet, mens den for kvinderne er romantiske drømme. Constance selv lider sit nederlag i forsøget på at efterligne den mandlige praksis: Hun både ryger som en mand og begår utroskab. Hun skuffes i alle forhold og ender med at tage gift.
Sindssygehusromanerne 'Professor Hieronimus' og 'På Sct. Jørgen' afspejler også et stift patriarkalsk system. Amalie Skram beskriver det psykiatriske systems hierarki og professorens personlige magtbegær. Romanerne demonstrerer et skarpt blik for det psykologiske og for de vilkår, der præger og determinerer et individ.
”Norsk forfatter er jeg ikke”
På linje med forfattere som Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson udgav Amalie Skram sine bøger i Danmark. I 'Hovedsporet' fra 2005, der rummer en gennemgang af dansk litteraturhistorie, anses hun dog for norsk, og derfor præsenteres forfatterskabet ikke. Selv så Amalie Skram sit forfatterskab som dansk:
”Jeg anser mig selv, og ønsker bestandig at blive anseet for dansk Forfatter”, udtalte Amalie skram i Verdens gang 26.1.1901. I Pamfletten Landsforræddere skriver hun samme år: ”Norsk er og blir jeg til min dødedag. Men norsk forfatter er jeg ikke (…) til forfatter har Danskerne gjort mig." Da Georg Brandes havde omtalt hende som ”vor største forfatterinde, Amalie Skram,” skrev hun et brev til ham og takkede ham for brugen af ordet ”vor."
Samspillet mellem det norske og det danske finder et stærkt kunstnerisk udtryk i firebindsromanen 'Hellemyrsfolket', der ikke er en egentlig roman, men en serie eller en føljeton, en meget udbredt genre i samtiden. I dag har genren en pendant i Tv-føljetonerne. Fortællingerne udkom periodisk og giver et portræt af et samfund gennem skiftende karakterer i episoder, der kan stå alene. Det overordnede tema for 'Hellemyrsfolket' er social stigning og fald, og den samlede serie tegner et portræt af et samfund, der er uforanderligt, og hvis love er så stærke som naturlove. Modsat andre af tidens store føljetonforfattere; Balzac, Dickens, Pontoppidan og Nexø, beskriver Amalie Skram ikke de psykologiske forandringer i kraft af de omvæltninger, det borgerligt kapitalistiske samfund bevirker. Serien begynder blandt samfundets fattigste og udstødte, parret på Hellemyren, og ender fire generationer senere ved Severin, der bliver gymnasiast og stud. theol., men ender med at indse, at den fremtid, han havde håbet på, ikke lader sig realisere.
'Hellemyrsfolket' er et sprogeksperiment. Amalie Skram skrev føljetonen henvendt til danskere. Fortællerstemmen er derfor dansk, men især i gengivelsen af personernes tanker og tale trækker Skram på to forskelige norske dialekter. Anvendelsen af dialektformer skal give en fornemmelse af lokalkolorit og er en del af den naturalistiske skrivestrategi. Fremstillingen af det lagdelte, næsten feudale samfund og af de små, midlertidige forskydninger i det afspejles sprogligt i et subtilt spil mellem de forskellige, socialt betingede varianter af bergensisk: Jo højere på den sociale rangstige, des mere dansk bliver sproget. Sproget bliver et udtryk ikke bare for det lagdelte samfund, men også for den enkelte persons plads og bevægelsesretning.
At læse Amalie Skram i dag
Nutidige læsere kan med fordel begynde med 'Constance Ring' og fortsætte med 'Professor Hieronimus' og 'På Sct. Jørgen'. Romanerne er skrevet i et sprog, der også i dag er tilgængeligt og levende. En større sproglig udfordring ligger i 'Hellemyrsfolket'.
Amalie Skram bør i dag læses for sin lidenskabelige sandhedssøgen, der kommer til udtryk som et forsøg på at beherske verden sprogligt gennem detaljerige beskrivelser. Genstande, personer og steder beskrives gennem mikroskopiske iagttagelser, hvor gul bliver til ”sortladen gustenhed”, tomme bliver til ”underligt tomme” og med sin hånd bliver til ”med Bagen af sin Haand”. Hvor størstedelen af gennembrudstidens kvindelige forfattere satte alle kræfter ind på at skrive det usigelige og at gribe øjeblikkets flygtighed gennem antydninger, ønskede Amalie Skram at fravriste dette flygtige øjeblik sin absolutte sandhed ved modsat at sige alt.
Samfundets magtstrukturer afdækkes med et sandhedsøgende blik for den naturalistiske detalje i Amalie Skrams forfatterskab.
Berthe Amalie Skram (1846-1905) blev født og voksede op i Bergen. Hendes familie tilhørte den lavere middelklasse, og hendes opvækst blev præget af fattigdom og utryghed. Faderen var småhandlende, men gik fallit, hvorefter forældrene anbragte den 17-årige Amalie Skram i et ægteskab med den ni år ældre skibskaptajn August Müller. Efter 13 års ulykkeligt ægteskab, opnåede hun til samtidens forargelse skilsmisse. Hun brød med den kristendom, hun var vokset op med, og blev optaget af socialisme, fritænkning og kvindesag. I disse år begyndte hun at skrive. I februar 1877 skrev hun en anmeldelse af J.P. Jacobsens Fru Marie Grubbe, som blev trykt i Bergens Tidende. Herefter fortsatte hun med at skrive artikler, anmeldelser og debatindlæg i aviser og tidsskrifter. Det blev til en litterær debut i 1882 med fortællingen "Madam Høiers Leiefolk", som vakte opsigt på grund af de detaljerige gengivelser af fattigdommens uhumskheder.
Efter adskillige år som enlig mor giftede hun sig i 1884 med den danske forfatter Erik Skram og flyttede til København, hvor hun blev inddraget i det frisindede, litterære miljø omkring Georg Brandes. I 1885 udgav hun romanen 'Constance Ring', der bygger på erfaringerne fra hendes forliste ægteskab. Under ægteskabet med Erik Skram gik hun ind i sin mest produktive periode, men ægteskabet blev ikke lykkeligt, og Amalie Skram led af voldsom selvkritik og følte sig klemt mellem familielivet og sin kunstneriske udfoldelse. Hun lod sig derfor i en periode indlægge på et sindssygehospital. Dobbeltromanen 'Professor Hieronimus' og 'Paa Sct. Jørgen' fra 1895 er bygget på hendes oplevelser under indlæggelsen. Bøgerne fremprovokerede en stærk offentlig debat om datidens sindssygepleje og resulterede i, at en af de portrætterede psykiatere måtte gå af.
I samtiden blev den bredt anlagte slægtssaga Hellemyrsfolket (1887-1898) af bl.a. Herman Bang og Georg Brandes opfattet som forfatterskabets hovedværk. Da Amalie Skram fik en renæssance i 1970erne og 1980erne med kvindebevægelsen, kom hovedvægten især til at ligge på rækken af ægteskabsromaner og sindssygehusromaner. Derudover skrev Amalie Skram en række korte fortællinger, som blev udgivet i samlingerne 'Børnefortællinger' (1890) og 'Sommer' (1899). I 1899 blev Amalie Skram skilt fra Erik Skram, og 'Sommer' blev hendes sidste udgivelse. Hun døde dybt desillusioneret i 1905.
Tragisk naturalisme med et blik for samfundets magtforhold
Amalie Skram var naturalist i sit valg af stil og temaer. En alvidende fortæller styrer sikkert og diskret historiens gang. Gennem den sikre brug af indre monologer frembringes miljø- og personbeskrivelser. Forfatterskabets to hovedtematikker er de realistiske beskrivelser af det klassedelte samfund og af udfoldelsesmulighederne for borgerskabets kvinder i det sociale og seksuelle samliv med mændene. Alle Amalie Skrams historier ender tragisk. Underklassen udbyttes og afstumpes, og ægteskaberne fremstår som seksuelle magtforhold. Som stilsikker naturalist beskriver Amalie Skram alle afkroge af både det sociale og det mentale landkort.
Da debutnovellen "Madam Høiers Leiefolk" udkom i 1882, vakte den opsigt på grund af dens skånselsløse beskrivelse af fattigfolks liv. Amalie Skram retter i novellen et naturalistisk blik på forestillingen om Madonnabilledet af den ømme mor med spædbarnet. En grisk husværtinde sætter en fattig familie med otte børn, heraf to lamme, på gaden. Om aftenen mader moderen de to nyfødte tvillinger med snaps for at få dem til at sove i smøgen bag det tidligere logi. Næste morgen findes de døde. I den efterfølgende debat og vrede, novellen vakte, blev Amalie Skram beskyldt for at efterligne Zola, som hun dog ikke havde læst. I stedet var hun inspireret af Tolstoj og blandingen af realisme og etisk engagement.
Opløftet af den opsigt, debutnovellen havde vakt, kastede Amalie Skram sig over det større arbejde med romanen 'Constance Ring', der i dag regnes for hovedværket blandt rækken af kvinde- eller ægteskabsromaner. Romanen handler om Constances’ forhold til tre forskellige mænd. Constances indre monologer fylder mest i teksten, men både hun og mændene er set med fortællerens kritiske distance. Hendes følelser kommer til udtryk som urealistiske fantasier, som har baggrund i de løgnehistorier om køn og seksualitet, unge piger fortælles under opvæksten. ”Havde jeg bare vidst bedre Besked om det, der spiller denne store Rolle i Livet”, tænker Constance mod slutningen, hvor hun erkender, at kærlighed for mændene er seksualitet, mens den for kvinderne er romantiske drømme. Constance selv lider sit nederlag i forsøget på at efterligne den mandlige praksis: Hun både ryger som en mand og begår utroskab. Hun skuffes i alle forhold og ender med at tage gift.
Sindssygehusromanerne 'Professor Hieronimus' og 'På Sct. Jørgen' afspejler også et stift patriarkalsk system. Amalie Skram beskriver det psykiatriske systems hierarki og professorens personlige magtbegær. Romanerne demonstrerer et skarpt blik for det psykologiske og for de vilkår, der præger og determinerer et individ.
”Norsk forfatter er jeg ikke”
På linje med forfattere som Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson udgav Amalie Skram sine bøger i Danmark. I 'Hovedsporet' fra 2005, der rummer en gennemgang af dansk litteraturhistorie, anses hun dog for norsk, og derfor præsenteres forfatterskabet ikke. Selv så Amalie Skram sit forfatterskab som dansk:
”Jeg anser mig selv, og ønsker bestandig at blive anseet for dansk Forfatter”, udtalte Amalie skram i Verdens gang 26.1.1901. I Pamfletten Landsforræddere skriver hun samme år: ”Norsk er og blir jeg til min dødedag. Men norsk forfatter er jeg ikke (…) til forfatter har Danskerne gjort mig." Da Georg Brandes havde omtalt hende som ”vor største forfatterinde, Amalie Skram,” skrev hun et brev til ham og takkede ham for brugen af ordet ”vor."
Samspillet mellem det norske og det danske finder et stærkt kunstnerisk udtryk i firebindsromanen 'Hellemyrsfolket', der ikke er en egentlig roman, men en serie eller en føljeton, en meget udbredt genre i samtiden. I dag har genren en pendant i Tv-føljetonerne. Fortællingerne udkom periodisk og giver et portræt af et samfund gennem skiftende karakterer i episoder, der kan stå alene. Det overordnede tema for 'Hellemyrsfolket' er social stigning og fald, og den samlede serie tegner et portræt af et samfund, der er uforanderligt, og hvis love er så stærke som naturlove. Modsat andre af tidens store føljetonforfattere; Balzac, Dickens, Pontoppidan og Nexø, beskriver Amalie Skram ikke de psykologiske forandringer i kraft af de omvæltninger, det borgerligt kapitalistiske samfund bevirker. Serien begynder blandt samfundets fattigste og udstødte, parret på Hellemyren, og ender fire generationer senere ved Severin, der bliver gymnasiast og stud. theol., men ender med at indse, at den fremtid, han havde håbet på, ikke lader sig realisere.
'Hellemyrsfolket' er et sprogeksperiment. Amalie Skram skrev føljetonen henvendt til danskere. Fortællerstemmen er derfor dansk, men især i gengivelsen af personernes tanker og tale trækker Skram på to forskelige norske dialekter. Anvendelsen af dialektformer skal give en fornemmelse af lokalkolorit og er en del af den naturalistiske skrivestrategi. Fremstillingen af det lagdelte, næsten feudale samfund og af de små, midlertidige forskydninger i det afspejles sprogligt i et subtilt spil mellem de forskellige, socialt betingede varianter af bergensisk: Jo højere på den sociale rangstige, des mere dansk bliver sproget. Sproget bliver et udtryk ikke bare for det lagdelte samfund, men også for den enkelte persons plads og bevægelsesretning.
At læse Amalie Skram i dag
Nutidige læsere kan med fordel begynde med 'Constance Ring' og fortsætte med 'Professor Hieronimus' og 'På Sct. Jørgen'. Romanerne er skrevet i et sprog, der også i dag er tilgængeligt og levende. En større sproglig udfordring ligger i 'Hellemyrsfolket'.
Amalie Skram bør i dag læses for sin lidenskabelige sandhedssøgen, der kommer til udtryk som et forsøg på at beherske verden sprogligt gennem detaljerige beskrivelser. Genstande, personer og steder beskrives gennem mikroskopiske iagttagelser, hvor gul bliver til ”sortladen gustenhed”, tomme bliver til ”underligt tomme” og med sin hånd bliver til ”med Bagen af sin Haand”. Hvor størstedelen af gennembrudstidens kvindelige forfattere satte alle kræfter ind på at skrive det usigelige og at gribe øjeblikkets flygtighed gennem antydninger, ønskede Amalie Skram at fravriste dette flygtige øjeblik sin absolutte sandhed ved modsat at sige alt.
