Anmeldelse
Ned til hundene af Helle Helle
- Log ind for at skrive kommentarer
Helle Helle har gjort det igen igen! Mesterlig, minimalistisk hverdagsprosa om en kvindes møde med venlige fremmede i en provinsudørk som kragerne har opgivet at flyve ud til.
"Nå, men hvad handlede den så om?" Et ubehageligt spørgsmål at blive stillet når man har læst en Helle Helle-roman. Karakteristisk for hendes bøger er nemlig at der tilsyneladende næsten ingenting sker, og at det der sker, mestendels udspiller sig mellem linierne, i bisætningerne og i de vigtige, velplacerede punktummer.
Hvis man alligevel skulle forsøge at besvare det frygtede, indledende spørgsmål, kunne man sige, at "Ned til hundene" handler om en kvinde der minder ikke så lidt om Helle Helle selv. Romanens fortæller, den 42-årige forfatter, har forladt sin hudlægemand og sidder ved et busstoppested i hjertet af ingenting med sin rullekuffert og "leder efter et godt sted at græde". Hun er på alle måder strandet og befinder sig ved et nulpunkt i tilværelsen. Hun bliver samlet op af det unge piskesmældsramte par, John og Putte, der tager hende tillidsfuldt til sig og indlogerer hende først i deres hjørnesofa, senere i deres hverdag.
John og Putte lever et stille liv hvor dagens højdepunkt kan være en tur til tanken efter linser og lottokuponer. De er beskrevet suverænt og med så meget kærlighed at man ikke kan undgå at holde af dem. Hvis man kender det mindste til provinsen, kan man virkelig genkende dem. Se fx denne passage: "Det er Putte (...) hun har været på Jensens Bøfhus med Eskild. De synes, de trængte til lidt godt. Hun har fået det store softice-bord til dessert, hun kan næsten ikke stå på benene."
'Bente', som Putte navngiver hovedpersonen, begynder langsomt at finde tilbage til sig selv, under opholdet hos de venlige fremmede. Hun hjælper til med små dagligdags gøremål, bl.a. passer hun de hunde som romanens titel henviser til. Herved får hun en funktion som man erfarer at hun har manglet.
Sidst i romanen modtager Putte et telefonopkald fra hudlægemanden, der spørger efter sin kone.
I ét smukt og dobbelttydigt spørgsmål til 'Bente' samles de tråde der spindes som et usynligt net mellem linierne romanen igennem: "Vil du gerne findes?"
Hvad svaret på dette eksistentielle spørgsmål er, afsløres ikke her. Men gør dig selv den tjeneste at nyde turen ned til hundene og få svaret.
- Log ind for at skrive kommentarer
Helle Helle har gjort det igen igen! Mesterlig, minimalistisk hverdagsprosa om en kvindes møde med venlige fremmede i en provinsudørk som kragerne har opgivet at flyve ud til.
"Nå, men hvad handlede den så om?" Et ubehageligt spørgsmål at blive stillet når man har læst en Helle Helle-roman. Karakteristisk for hendes bøger er nemlig at der tilsyneladende næsten ingenting sker, og at det der sker, mestendels udspiller sig mellem linierne, i bisætningerne og i de vigtige, velplacerede punktummer.
Hvis man alligevel skulle forsøge at besvare det frygtede, indledende spørgsmål, kunne man sige, at "Ned til hundene" handler om en kvinde der minder ikke så lidt om Helle Helle selv. Romanens fortæller, den 42-årige forfatter, har forladt sin hudlægemand og sidder ved et busstoppested i hjertet af ingenting med sin rullekuffert og "leder efter et godt sted at græde". Hun er på alle måder strandet og befinder sig ved et nulpunkt i tilværelsen. Hun bliver samlet op af det unge piskesmældsramte par, John og Putte, der tager hende tillidsfuldt til sig og indlogerer hende først i deres hjørnesofa, senere i deres hverdag.
John og Putte lever et stille liv hvor dagens højdepunkt kan være en tur til tanken efter linser og lottokuponer. De er beskrevet suverænt og med så meget kærlighed at man ikke kan undgå at holde af dem. Hvis man kender det mindste til provinsen, kan man virkelig genkende dem. Se fx denne passage: "Det er Putte (...) hun har været på Jensens Bøfhus med Eskild. De synes, de trængte til lidt godt. Hun har fået det store softice-bord til dessert, hun kan næsten ikke stå på benene."
'Bente', som Putte navngiver hovedpersonen, begynder langsomt at finde tilbage til sig selv, under opholdet hos de venlige fremmede. Hun hjælper til med små dagligdags gøremål, bl.a. passer hun de hunde som romanens titel henviser til. Herved får hun en funktion som man erfarer at hun har manglet.
Sidst i romanen modtager Putte et telefonopkald fra hudlægemanden, der spørger efter sin kone.
I ét smukt og dobbelttydigt spørgsmål til 'Bente' samles de tråde der spindes som et usynligt net mellem linierne romanen igennem: "Vil du gerne findes?"
Hvad svaret på dette eksistentielle spørgsmål er, afsløres ikke her. Men gør dig selv den tjeneste at nyde turen ned til hundene og få svaret.
Kommentarer