I den aktuelle fransksprogede litteratur kan trækkes tre store hovedspor, der centrerer sig om verdenssmerte, ordenes intimitet og kunstens funktion i verden.
Af Steen Bille, Aarhus Universitet
I det følgende vil jeg se nærmere på tre hovedspor i den helt nye litteratur, nemlig ”Verden og smerten”, ”Intimiteten i ordene” og ”konceptuelle former”. De to første emner knytter sig både til henholdsvis historiske traumer og fremstillingen af familien og menneskelige relationer i det hele taget. Sidstnævnte angår den mere eksperimenterende tendens i samtiden.
Verden og smerten
Når vi ser på den meget omtalte bog Des Hommes (2009; 'Såret', 2012) af Laurent Mauvignier, bliver det netop tydeligt det centrale tema kollektiv erindring eller fortrængning. Titlen betyder egentlig ”Nogle mænd” eller ”Om mænd”, og bogen handler om tre unge mænd fra en fransk landsby, der bliver sendt til Algeriet for at bekæmpe selvstændighedsbevægelsen. Selve krigen fylder godt i bogen med sin knugende blanding af meningsløs vold og kærlighedsliv, der sporadisk udfoldes. Men temaet er først og fremmest det usagte og den knugende stemning, der præger intimsfæren som sådan i slutningen af bogen, men også den klaustrofobiske landsby-stemning i forsamlingshuset, der åbner bogen. Cirkelstrukturen bliver således afgørende for læserens oplevelse. Denne præges ikke som i den engagerede litteratur af indignation men får snarere karakter af specifikt litterært engagement. Tekstens autoritet skaber så at sige tillid til, at tekstens udformning, holder hele vejen hjem. Således præges slutningen også af en forløsning, der gør oplevelsen desto stærkere og mere vedkommende.
Men hvordan tegner billedet sig litterært set, hvis skrøbelighed og sårbarhed udgør samfundets (historisk-politiske) ramme for eksistensens, som det tilfældet i Haiti? Ser vi på Dany Laferrières Alting skælver omkring mig (2014) kan denne læses som såkaldt migrant-litteratur. Forfatteren oplevede ganske vist jordskælvet i det land, hvor han kom til verden, men det var et tilfælde, han befandt sig i landet, da han i fyrre års tid har levet i eksil i Canada. Med sine korte tekster, der konstaterende beretter om forholdene på Haiti under og umiddelbart efter skælvet, bearbejder forfatteren hændelsen ikke bare på det personlige plan, men som ”fortæller” og intellektuel, der bærer vidnesbyrd; faktisk afgiver han et løfte til sin nevø, og bogen bliver et udtryk for skriftens beretning om det helt nære, hvor både familie, forfatterkolleger og venner får deres særlige plads og hvor solidariteten gennemsyrer hele billedet af en stærk befolkning, der ellers fysisk trykkes ned på og i den golde jord.
En tilsvarende struktur af korte berettende tekster finder vi i Kim Thúys bog Ru (2010; Ru, 2013). Den handler helt basalt om pigen, der som ti-årig bådflygtning kommer fra Vietnam til Canada, hvor det lykkes hende at skabe sig et liv med familie og karriere. På et tidspunkt, hvor hun besøger Vietnam med sin virksomhed får hun endda at vide, hun er blevet tyk. Dette udtryk er billedet på hendes assimilering og succes, der samtidig antyder hvilken virkelighed eller kultur hun har fjernet sig fra. Men er the American Dream det eneste kriterie for ”det gode liv”, vi skal læse ud af disse små lyriske tekster? Nej, for selvom vi faktisk får beretningen om individet som sin ”egen lykkes smed”, der kæmper for overlevelse, er det den eksistentielle smerte og en række billeder på denne, der præger fortællingen. Ru er ikke decideret knugende at læse, da hovedpersonen konstant finder rum for handling og selvudfoldelse, men ikke desto mindre en voldsom distancering til den urbane modernitet og socialitet (eller mangel på samme), i og med sprog og sanseindtryk konstant søger en indbyrdes ækvivalens eller muligheden for at oversætte smerten.
Intimiteten i ordene
Den personlige erfaring har også været helt centralt placeret, når det angår kvinders rolle på litteraturscenen og den offentlige scene i det hele taget. Vi har i Danmark stiftet bekendtskab med Virginie Despentes, hvis militante feminisme baseret på egne erfaringer med bl.a. seksuelle overgreb ikke mindst er kommet til udtryk i bogen King Kong og kvinden (2007). Hendes romaner fremstiller i overensstemmelse med hendes syn på kønnene meget handlekraftige kvinder, der kan minde om helte fra amerikanske actionfilm (Vi ses i Helvede, 2012).
Den helt store franske succes har dog været de Vigans familiekrønike med titlen Alt må vige for natten (2013). Også her kommer det traumatiske i centrum, da den kvindelige fortæller med sin cirkulære struktur forankrer en fortælling i moderens selvmord. Selv om der i bogen berettes om hele storfamilien med ni børn, der opdrages efter moderne metoder af Eliane og Georges, handler bogen i høj grad om forholdet mellem moderen og datteren med den lange skygge af uvished, der ligger i en antydet incest. Når bogen således struktureres ud fra en række billeder og dokumenter, der samles i en PC-mappe med titlen ”intet”, er det værd at notere sig, at dette intet indgår i bogen franske titel, der formuleres negativt og ikke positivt som i den danske version. På den måde bliver det samtidig De Vigans projekt at præsentere et billede af skriftprocessen mellem smerte og nøgtern observation. Det er måske her, bogens største styrke ligger. Hendes nuancerede fremstillinger af billeders repræsentations-og illusionsfunktion antyder højst sandsynligt mange af de mekanismer, der har præget hendes erfaring med anoreksien.
Hvis vi opholder os ved andre, mere stilistik bevidste og tekstligt økonomiske forfattere, kan vi komme ind på Annie Saumont, Hélène Lenoir, Sylvie Bocqui og Célia Houdart, der alle er oversat til dansk. Hos forlaget Vandkunsten finder vi Saumonts novellesamling En duft af lavendel, der indeholder den ironiske kærlighedsfortælling ”Ord”. Ganske kort kan jeg afsløre, der er tale om en elegant fortælling, der finurligt har en ”ikke-kærlighedserklæring” som omdrejningspunkt, selvom man mellem linjerne også kan finde en form for kærlighed.
Går vi videre med Hélène Lenoirs forfatterskab, tematiseres også hos hende familien og parforholdet. På dansk kan vi læse den seneste roman med titlen Tilleul (2015; Lindetræ, 2016), mens hendes første i dansk oversættelse var La Crue de juillet, 2013; Floden, 2014). I den læser vi en historie, der løber over godt et døgns tid, hvor en gift kvinde lægger an på en fremmed mand. Thérèse, der er fransk ankommer til en by i udlandet, hvor hun skal interviewe en berømt ældre kunstner. Men såvel projektet som hendes aftale med en veninde falder i baggrunden, da hun på en cafe møder manden Ritter, der er ældre end hende selv. Thérèses insisterende blik resulterer i, at Ritter kontakter hende og tager plads ved hendes bord. Senere insisterer hun også på det erotiske plan ved at kærtegne og forsøge at kysse manden blot for at opnå en negativ reaktion. Ritter trækker sig, og således bliver spørgsmålet for læseren, hvorvidt kontakten og dialogen kan genetableres og forholdet udvikles. Floden bliver billedet på begærets opslugende kraft. Thérèse glider ud af sin udstukne bane for måske at gå til grunde… eller føres et nyt sted hen.
Tilsvarende kan vi læse stærke fortællinger om kvinder, der på egen hånd definerer deres eget univers hos Célia Houdart og Sylvie Bocqui. Førstnævnte, der står stærkt i Etceteras katalog, formår med sin fortælling Dammen [Franske stemmer] at gøre teenagepigens rutineprægede fisketur til en hyldest af pausen og sanseligheden. Nærværet forekommer helt ukompliceret og uberørt af voksenlivets ”projekter”. I Sylvie Bocquis En sæson, ser vi en hovedperson, der tilsvarende følger sine helt egne rutiner og ikke omgås andre. Kvinden arbejder på et luksushotel, hvor hun holder orden med en systematik, der grænser til besættelse. Hun udfylder sin rolle som det forventes, men samtidig registrerer hun dufte og parfumer, som hun afsætter på sin krop og beskriver i ord. I Franske stemmer giver Bocquis fortælling – eller rettere seks småtekster – billedet af en kvinde, der nedtoner socialiteten til fordel for sine helt intime stemninger i relation til kunst og verden eller verden og kunst.
Koncepter, aktivisme og medier
Kunstens funktion i verden og verdens plads i kunsten er altså stadig helt centrale emner i fransk litteratur. En af de forfattere, der har bidraget til at sætte dem på spidsen er Georges Perec, der efterhånden har fået en række bøger oversat til dansk. W eller erindringen om en barndom er et godt eksempel på, hvordan konceptlitteraturen slår igennem som en måde, hvorpå den individuelle forfatter – efter Holocaust – prøver at definere verden, sig selv og sit ståsted vha af regler for skriften og litteraturen.
Et af de seneste værker, der er baseret på en sådan regelbaseret litteraturopfattelse – som udspringer af OuLiPo-gruppe – er Jacques Jouets På…/En. Denne indeholder 101 digte skrevet under et ophold på ni dage i ved Aarhus Litteraturcenter. Sammen med oversættelserne blev hvert enkelt digt en måned efter forfatterens ophold sendt med brevpost til borgere i Aarhus. Der er altså tale om en slags digterisk dagbog, som slår til lyd for menneskers samhørighed og kritiserer enhver unuanceret generaliserende fremstilling af ”de andre”.
Med Perec og Jouet ser vi dagligdagen og byrummet blive til genstand for registrerende, til tider anti-narrativ, skrift. Vi får en ny form for tekster, der sætter parentes om det subjektive i nøgterne fremstillinger af steder og genstande. Litteraturen bliver i sig selv en måde for forfatteren – og læseren – at observere de mest konkrete vilkår og rammer for vores livsudfoldelse og lægge mærke til det vi søvngængeragtigt har en tendens til at overse. Det rumligt-konceptuelle slår igennem med en styrke, der har åbnet for en aktivistisk web-baseret kreativitet – og forlagsvirksomhed – hos François Bon.
Slutteligt skal blot endnu en åbning nævnes, som findes inden for den grafiske roman, hvor man først og fremmest tænker på Fremtidens araber (2015) og Persepolis (2005). Også her får vi form- og mediebevidst selvfremstilling i værker udgivet af fransk-syriske Riad Sattouf og iraneren Marjane Satrapi, for ikke at tale om tegnefilmsversionen af Persepolis, der har haft stort gennemslag. Vi lever i genskrivningen og remedieringens tidsalder, men i den fransksprogede litteratur er det først og fremmest det konkrete værk, der sætter præmisserne for, hvordan vi læser teksterne og dermed verden, os selv og den anden.
Kommentarer