Temperaturen stiger på den nordlige halvkugle, og arbejdsproduktiviteten er faldende. Det er sommer og tid til at genoplade batterierne og læse en bog eller ti.
Hvis du længes efter at slentre ned gennem Paris' snævre gader, drikke en god Côtes du Rhône på en fortovscafé eller finde unikke bøger blandt Seinens boghandlere, så er du ikke alene.
Litteratursidens redaktion nærer drømmen med vores franske favoritter, som skal læses med Tour de France kørende i baggrunden.
Samtykket af Vanessa Springora
Der er blevet sagt, skrevet og ment meget om ‘Samtykket’ af Vanessa Springora - og debatten fortsætter. For nok er den prisbelønnede stjerneforfatter, Gabriel Matzneff blevet sigtet for pædofili, men ikke desto mindre er det et drama, som også kan få indflydelse på litteraturen og den franske kulturelite i fremtiden.
Denne sag har en ekstra dimension, da det ikke bare er et vigtigt vidnesbyrd om Gabriel Matzneffs seksuelle og litterære udnyttelse af Springora, da hun kun var 13 år – nej, det er en happening, som Springora, Matzneff og den franske kulturelite, som også står for skud for deres accept af Matzneffs gerninger, er sammen om at skabe, og som har rykket fiktionen ind i virkeligheden og oven i købet omhandler en af virkelighedens mest intime arenaer, den seksuelle debut, som alle har en vis erfaring med.
- anbefalet af digital redaktør, Nadja Agerbak
Baseret på en sand historie af Delphine de Vigan
Vi bliver i virkeligheden, måske, og jeg er i den virkelige verden pænt frankofil, og det er svært at vælge blot én fransk bog at anbefale, men det bliver 'Baseret på en sand historie' af Delphine de Vigan.
Det er ferietid, og romanen kombinerer spænding og stor fortællekunst med en aktuel og interessant diskussion: Giver det mening at tale om sandhed i litteraturen og hvorfor denne higen efter virkeligheden?
Filosofisk, fransk, foruroligende og fremragende. D’après une histoire vraie?!
- anbefalet af anmelderredaktør, Barbara Rugholm
Kiki fra Montparnasse af af Catel & Bocquet
Med Paris som er et historisk mekka for kunst og kultur tænker jeg, at det vil være helt oplagt og i den franske ånd at fejre nationaldagen ved at læse et grafisk værk, der hylder kunstens storhedstid i byernes by.
Det franske makkerpar, Catel Muller og José-Louis Bocquet, tegner et sprudlende og informationsrigt billede af mellemkrigstidens frigjorte kunstnermiljø gennem ’Kiki fra Montparnasse’ (Alice Prin), som foruden at være natklubsanger, skuespiller og maler, stod model og var muse for nogle af tidens største kunstnere som bl.a. Fujita Tsuguhara, Pablo Picasso, Amedeo Modigliani, Möise Kisling og Man Ray.
- anbefalet af redaktørmedarbejder, Elisabeth Gertz Olsen
Emily L af Marguerite Duras
“Det begyndte med frygten". Sådan lyder den første sætning i Emily L. af Marguerite Duras, og romanen blev begyndelsen på min lange rejse i forfatterskabet for over 25 år siden.
Et par på en café betragter minutiøst et andet par på cafeen og langsomt digter de deres historie, alt i mens de får et nyt blik på sig selv og deres eget fortvivlende forhold. Med sine knivskarpe replikker, stærke sanselighed og afgrundsdybe sprog var romanen en af de bøger, der var grunden til at jeg dengang studerede litteratur og ville fortsætte med at arbejde med litteratur…altid!"
- anbefalet af chefredaktør, Lise Vandborg
Helvedesblomsterne af Charles Baudelaire
Hvorfor ikke anbefale en ægte litteraturhistorisk klassiker, Charles Baudelaire. Han levede i gaslampernes tid fra 1821-1867 med en prisværdig intensitet. Baudelaire er her oversat af Peter Poulsen og har denne paradoksalt klingende titel: 'Helvedesblomsterne' ('Syndens blomster' hed det i 1921 i Sigurd Swanes oversættelse). På engelsk er den oversat til 'Flowers of evil', altså ondskabens blomster, mens originaltitlen ordret kunne oversættes til 'Dårligdommens blomster' ("Les fleurs du mal"). Og det er netop for denne dobbelthed, jeg læser den for. Hør fx den første strofe i 'Hymne til skønheden':
Kommer du fra himlen, er du fra dybet sendt,
O Skønhed? dit blik, guddommeligt, en gru,
Det onde og det gode har du drejet og vendt,
Og kan lignes med vinen, der virker som du. (s. 44)
- anbefalet af temaredaktør, Thomas Glud
At læse er også en rejse. En rejse ind i fiktionens fantastiske univers. At rejse er også at læse, at udvide de oplevelser, man får i den såkaldt virkelige verden med karakterer og historier, som kan bidrage til en dybere sansning af det oplevede.
Men det eneste land, man virkelig kan udforske, er sig selv. Hjemme er bedst! Det gælder i det mindste, hvis man sætter sig godt til rette i sin yndlingslæsestol med et glas vin og en éclair, og vigtigst af alt ved sin side en solid stak fransk litteratur. Litteratur, hvor den franske mentalitet og kultur bliver nærværende, og hvor ting stinker af råd og skinner af guld.
Kommentarer