”Jeg kan en Sang om Afrika, tænkte jeg, om Girafferne og om den afrikanske Nymaane,
som ligger på Ryggen, om Plovene i Marken og om Kaffeplukkernes svedte Ansigter.”
Citatet er fra Karen Blixens roman 'Den afrikanske Farm' fra 1937. Det er et værk på 316 sider, der består af fem fragmentariske afsnit, der omhandler forfatterindens tid som kaffefarmer i Kenyas højland fra 1914 til 1937. Det er således skrevet i den vestligt kolonialistiske diskurs. En diskurs, der siden hen er blevet kritiseret af den postkolonialistiske litteraturteori for at lovliggøre og fastholde den vestlige dominans og for at fastlåse koloniernes indfødte i en entydig racebeskrivelse. I tråd hermed har værket mødt kritik for dets repræsentation af de indfødte. Senest i 2006 hvor den kenyanske journalist Dominic Odipo anklagede Karen Blixen for at være ”en af de farligste udlændinge, som nogensinde har betrådt afrikansk jord”.
Odipo mener, at Karen Blixen i sin fortælling om sit liv i Afrika bibeholder et kolonialistisk billede af Afrika og dets indfødte. Jeg vil dog, ligesom en række andre danske litterater gennem tiden har gjort det, postulere at Karen Blixen trods sin rolle som vestlig tilflytter og kaffefarmer i den engelske koloni har formået at skabe et nuanceret billede af sine afrikanske omgivelser.
Værkets fem afsnit består af betragtninger over episoder, som de er oplevet af bogens jegfortæller, der uden at jeg vil gå ind i en biografisk læsning, har fællestræk med forfatterinden. Et gennemgående tema i afsnittene er tabshistorier, der ved romanens slutning ender med fortællerjegets tvungne afsked med Afrika. Således har romanen på overfladen en tragedieagtig komposition. Kigger man nærmere på teksten, kan man se, hvordan der er fokus på sproget, der er bygget op af intertekstuelle referencer, stilistiske figurer og troper. For eksempel i det følgende citat:
”Vinden i Højlandet blæser til Stadighed fra Nord-Nordøst. Det er den samme Vind, som de nede ved Kysterne af Afrika og Arabien kalder Monsunen, Østenvinden, som var Kong Salomons Livhest” (s. 16).
Citatet er plukket ud af bogens første kapitel, der fungerer som en introduktion til farmen og dens omgivelser. I koranen er Kong Salomon vindens hersker, og sådan inddrager forfatterinden en koranhistorisk sammenligning i sin beskrivelse af højlandets klima. De æstetiske idiomer giver indholdet udtryk som fortællerens ode til det Afrika, hun elsker og savner. Igennem disse stilistiske værktøjer bliver de betragtninger og observationer, der kunne ligne antropologens på lyrisk vis netop en sang, der introducerer læseren for de indfødtes kultur, gennem de handlinger og observationer jegfortælleren gør sig:
”Det skete af og til, at min opførelse var i Uoverensstemmelse med, hvad han (Kamante; fortællerens indfødte kok, red.) havde lært paa den skotske Mission, hvor han var blevet omvendt. Saa kom han og spurgte mig, hvem der havde Ret. De Indfødtes Fordomsfrihed var en overraskende Ting, (…). Jeg tror, at det hos dem hang sammen med deres tidlige bekendtskaber med saa mange forskellige Stammer og Racer, (…). Hvad modtagelighed for nye Idéer, og Bevægelighed i Sjælen, angik, var den Indfødte langt mere af en Verdensmand end de Nybyggere og Missionærer, som var vokset op i en Forstad eller Provinsby, i et lille stillestaaende Samfund med fastslaaede begreber om Verden. (s. 52-53).
Vi ser her hvordan jegfortælleren, med afsæt i en enkeltsituation maler et generelt billede af de indfødte. I dette tilfælde beskriver hun de indfødte som overraskende fordomsfrie, og mere åbne for nye livsanskuelser end de vestlige tilflyttere. I 'Den afrikanske Farm', er det ikke et enestående fænomen, at Blixen lader sit tempus fryse fra en nutidig beretning til en racebeskrivelse. Det er et træk, der er kendt i den kolonialistiske diskurs, hvor repræsentationen viser, at de indfødtes kultur er entydig.
Skønt forfatterinden i praksis skærer alle de indfødte over én kam, antyder hun, at også den indfødte befolkning er mangfoldig på tværs af racer og stammer. I kraft af fortællerens anerkendelse af, at de indfødtes kultur rækker længere tilbage end imperiet, skriver Blixen sig fri af den postkoloniale kritik, der mener at kolonisterne og den kolonialistiske litteratur underkender, at de indfødte har en kulturhistorie der går forud for kolonitiden.
Vi ser også hvordan forfatterinden tiltror de indfødte en viden, som hun aldrig vil få indsigt i:
”Det var ikke let at lære de Indfødte at kende. De var meget lydhøre og sky. Hvis man forskrækkede dem, kunde de i et Nu trække sig tilbage til deres egen verden, som Vildtet, der ved en brat Bevægelse fra vor Side er borte, simpelthen ikke er der mere.
(…) Selv paa saadanne simple Spørgsmål som for Eksempel hvor mange Køer, han havde, havde han et undvigende Svar: ”Saa mange som jeg sagde dig i Gaar”. Det var Europæerne i høj Grad imod at blive svaret saadan, og det var maaske de Indfødte i højeste Grad imod at blive saadan spurgt” (s. 27).
Her problematiserer fortællerjeget et manglede kendskab til de indfødte, der ikke ønsker at lade kolonisten få svar på sine spørgsmål. Således bibeholder den indfødte sin viden for sig selv. Som Kirsten Thisted har iagttaget i sin artikel Dead man Talking er viden lig magt, og den indfødte indtager således en magtposition, som ellers normalt er forbeholdt den kolonialistiske europærer. Det er et kontrapunktisk greb, der er på spil her.
Det vil sige en læsning kendt i den postkoloniale litteraturteori, hvor man finder forskellige perspektiver på samme tema i én tekst. I citatet ovenfor holder den indfødte ikke blot viden for sig selv, han tager ordet og gradbøjer, at han måske går over europæernes grænse, men ikke i nær så høj grad som europæeren overtræder hans grænse. Den indfødte får således påkaldt sig retten til at have en eksistens og italesætter et problem med kolonistens dominans.
Imidlertid ophæver dette forhold ikke kolonistens magt, idet det bliver påpeget, at den indfødte begår en form for frækhed i sit svar til den europæiske spørger. Det er en kendsgerning, at fortællerjeget (og forfatterinden) var en del af den vestlige elite i Kenya, og handlingen drejer sig om forfatterindens tid som kaffefarmer, hvor kaffeproduktionen var afhængig af de squattere, der til gengæld for at arbejde for forfatterinden fik et stykke jord, de kunne passe på deres ugentlig fridag.
Som læser kan man vælge at læse Den afrikansk Farm i en postkolonial diskurs, og kritisere den som et værk, der retfærdiggør kolonisternes magt(mis)brug. En sådan læsning vil efterlade de indfødte i en entydig racebeskrivelse, hvor man vil gå glip af det dobbelte (eller kontrapunktiske) blik, der også er i romanen, hvor forfatterindens repræsentation af de indfødte tilskriver dem intellekt, viden og en kulturhistorisk mangfoldighed, fortællerjeget ikke er i stand til at begrebsliggøre.
Som forfatterinden skriver om squatterne:”Squattere er Indfødte, som med deres Familier har nogle faa acres Land (…) paa en hvid Mands Ejendom (…) Maaske saa mine Squattere Forholdet i et andet Lys, for mange af dem var født paa Farmen, og deres Fædre før dem, og det er muligt at de betragtede mig som en stor mægtig squatter paa deres Land” (s. 20).
'Den afrikanske Farm' er en sang om et Afrika og en befolkning med mere dybde end hvad jegfortælleren har evne til at forstå.
Læs vores analyse og anmeldelse af bogen her.
Af Mona Munck-Lindblom kandidatstuderende på RUC ved Kultur- og Sprogmøde-studier og Dansk Litteratur
(Sidereferencer er i henhold til Gyldendal & Det Danske Sprog- og Litteraturselskab klassikerudgivelse af Den afrikanske Farm 2007)
Kommentarer