Anmeldelse
Dyksommer af Sara Stridsberg
- Log ind for at skrive kommentarer
Poetisk og hjertegribende historie om at have en psykisk syg far er en af årets stærkeste billedbøger.
Sara Stridsberg sætter i denne billedbog fokus på et svært og tabubelagt emne, nemlig det at være barn af en depressiv far, og hvad det efterlader barnet med af savn og tanker, og hvor svært det er at begribe, hvorfor ens nærmeste ikke bare kan være glade og blive raske igen.
En dag er Zoes far væk. Zoe får senere at vide, at han er meget ked af det og ikke vil leve længere. Faren er blevet indlagt på et hospital, og en dag får Zoe får lov at besøge ham. Men så en dag vil faren ikke have besøg mere, men Zoe tager alligevel bussen ud til hospitalet hver dag uden at spørge nogen om lov.
På hospitalet møder Zoe Sabrina i badedragt og morgenkåbe, som også er indlagt. Sabrina inviterer Zoe på en svømmetur i græsset i hospitalets have og lærer hende at vente, til alt bliver bedre igen. Og så en dag er Zoes far klar til at komme hjem, for om sommeren genopstår han.
'Dyksommer' er en stemningsmættet og poetisk fortælling, fortalt i en nøgtern og billedrig tone, som aldrig forfalder til selvmedlidenhed. Stridsberg er virkelig dygtig til at indfange Zoes tanker og følelser, så man mærker det: Det føles, som om faren er blevet klippet ud af virkeligheden, og alligevel er han jo lige der på alle billederne i familiealbummet. Det er også svært at begribe, hvorfor faren ikke vil leve, når der findes hunde, sommerfugle og himlen. De flotte helsides illustrationer i en retrolignende tone har mange fine detaljer og indfanger stemningen lige så smukt som ordene.
Sara Stridsberg har modtaget Nordisk Råds Litteraturpris og udgivet flere anmelderroste romaner for voksne.Her debuterer hun indenfor børnelitteraturen med en stærk og vedkommende fortælling. En lille afsluttende observation er, at vand spiller en rolle i alle hendes bøger.
Brugernes anmeldelser