Havhesten

Odense fortæller sin historie om store og små begivenheder og om menneskene, der bor omkring åen. En smuk, melodisk og poetisk fortælling, der vrimler med billedsprog.

I kvarteret ved åen bor en flok forskellige mennesker, der lever hver sit liv og passer sig selv. Deriblandt den unge enlige mor med den lille dreng, som altid er så glad og snakker med alle. Pludselig en dag forsvinder den lille dreng og findes druknet i åen. En efterforskning sættes i gang, men ingen kan hjælpe. Alle mistænker alle, fordi de fleste syntes godt om den lille glade dreng. Mistro, sorg og medfølelse præger derefter kvarteret.

Romanen handler om almindelige mennesker og om dagligdagen omkring åen i det lille kvarter, hvor alle ved noget om hinanden, selvom de aldrig har talt sammen. Personerne fremstår anonyme, selv om de skildres med tanker og handlinger. Man kommer aldrig helt tæt på dem. Alle er nogen helt specielle eksistenser, som på en eller anden måde skiller sig ud fra mængden. Drengen havde for eksempel et blåt og et brunt øje, som var hans særlige kendetegn. Personerne er unavngivne, f.eks. den lille dreng, graffitimaleren, den forladte, dem i det pæne hus. Kapitlerne er navngivne efter hver enkelt persons identitet, hvilket giver en god virkning.

Fortællingen veksler mellem fortid og nutid og har mange historiske og litterære henvisninger, som bidrager til historien med et ekstra krydderi. De er dog ikke nødvendigvis sande. Sproget er helt unikt. Det er smukt, melodisk og poetisk og det vrimler med billedsprog. Der er rigtig mange flotte formuleringer især om Odense Å, som jeg fornemmer, forfatteren holder meget af.

Vibeke Marx har udgivet mange romaner og har modtaget flere priser for sit forfatterskab.

Denne roman er en smuk beretning om åen og om, hvordan den slynger sig gennem Odense, som er fyldt med fortællinger om små og store begivenheder.