Forfatter
Vibeke Marx
Jeg blev født i 1948 (9. marts) og voksede op i et rækkehuskvarter med mange børn (Lyngby). Fra jeg var meget lille, sagde jeg, at jeg ville være salmedigter, hvor så den lyst kom fra, da min mor var rengøringskone, min far murerarbejdsmand og vi aldrig gik i kirke. Jeg var (er måske stadigvæk) skiftevis sikker på at være noget særligt og ved at begrave mig under gulvtæppet af usikkerhed, og indtil jeg debuterede som skønlitterær forfatter, gik jeg altid med en usynlig skrivemaskine i baghovedet. Jeg troede, at det var en form for sindsyge og fortalte derfor kun mine nærmeste om skrivedrømmene. De begivenheder, der har påvirket mig voldsomst, er min mors død i 1975, min datters fødsel i 1977 og min debut i 1990. Jeg havde næsten opgivet håbet, da ungdomsbogen Held og lykke Robinson vandt den danske del af en nordisk konkurrence og sagde efter bare eet år mit arbejde som pædagog op og koncentrerede mig om at skrive.
Jeg betragter mig som en slags litteraturens arbejdsmand, ihukommende min far, som engang sagde, at en udlært svend kun skal mestre eet fag, mens en arbejdsmand bør kende lidt til dem alle sammen. På samme måde har jeg ikke kunnet holde mig inden for en bestemt genre, men lysteligt bredt mig over de fleste, somme tider inden for samme bog. Hvis man kan sige noget generelt om mit forfatterskab, er det nok, at de mennesker, der hører til nederst i samfundet, interesserer mig mest. Det er ikke så heldigt, hvad salget angår, for bistandsklienter køber vist ikke så mange bøger. Jeg plejer at sige, når jeg snakker med skolebørn, at historierne kommer fra skoven. Jeg går en tur med min hund, og når vi kommer hjem, er hunden fuld af tæger og jeg af historier. Det er ikke hele sandheden, da en overskrift i en avis eller den måde to mennesker ser på hinanden på, også kan sætte fantasien i gang. Når kimen er sat, går jeg med den i mig, til den er vokset sig stor og insisterende. Som regel er det mødet med et andet tema, som gør det klart for mig, at jeg bliver nødt til at gå i gang med at skrive. Eksempelvis puslede jeg i mange år med ideen om et hemmeligt ministerium, der havde til opgave at udrydde menneskets engagement, men først da min datter, en nat i Odense, blev overfaldet ganske umotiveret, fik den liv og blev til Ingen fortrydelsesret.
Foto: Studio 64, Middelfart
Oprindelig publiceret ForfatterNet Horsens - 4. april 2002
Jeg blev født i 1948 (9. marts) og voksede op i et rækkehuskvarter med mange børn (Lyngby). Fra jeg var meget lille, sagde jeg, at jeg ville være salmedigter, hvor så den lyst kom fra, da min mor var rengøringskone, min far murerarbejdsmand og vi aldrig gik i kirke. Jeg var (er måske stadigvæk) skiftevis sikker på at være noget særligt og ved at begrave mig under gulvtæppet af usikkerhed, og indtil jeg debuterede som skønlitterær forfatter, gik jeg altid med en usynlig skrivemaskine i baghovedet. Jeg troede, at det var en form for sindsyge og fortalte derfor kun mine nærmeste om skrivedrømmene. De begivenheder, der har påvirket mig voldsomst, er min mors død i 1975, min datters fødsel i 1977 og min debut i 1990. Jeg havde næsten opgivet håbet, da ungdomsbogen Held og lykke Robinson vandt den danske del af en nordisk konkurrence og sagde efter bare eet år mit arbejde som pædagog op og koncentrerede mig om at skrive.
Jeg betragter mig som en slags litteraturens arbejdsmand, ihukommende min far, som engang sagde, at en udlært svend kun skal mestre eet fag, mens en arbejdsmand bør kende lidt til dem alle sammen. På samme måde har jeg ikke kunnet holde mig inden for en bestemt genre, men lysteligt bredt mig over de fleste, somme tider inden for samme bog. Hvis man kan sige noget generelt om mit forfatterskab, er det nok, at de mennesker, der hører til nederst i samfundet, interesserer mig mest. Det er ikke så heldigt, hvad salget angår, for bistandsklienter køber vist ikke så mange bøger. Jeg plejer at sige, når jeg snakker med skolebørn, at historierne kommer fra skoven. Jeg går en tur med min hund, og når vi kommer hjem, er hunden fuld af tæger og jeg af historier. Det er ikke hele sandheden, da en overskrift i en avis eller den måde to mennesker ser på hinanden på, også kan sætte fantasien i gang. Når kimen er sat, går jeg med den i mig, til den er vokset sig stor og insisterende. Som regel er det mødet med et andet tema, som gør det klart for mig, at jeg bliver nødt til at gå i gang med at skrive. Eksempelvis puslede jeg i mange år med ideen om et hemmeligt ministerium, der havde til opgave at udrydde menneskets engagement, men først da min datter, en nat i Odense, blev overfaldet ganske umotiveret, fik den liv og blev til Ingen fortrydelsesret.
Foto: Studio 64, Middelfart
Oprindelig publiceret ForfatterNet Horsens - 4. april 2002