Hvidt hav

Norge er besat, og Ingrid vender tilbage til sin barndomsø. Den poetiske kærlighedshistorie følger fornemt op på den mesterlige roman ’De usynlige’.

Ingrid er blevet femogtredive år, og hun arbejder med at rense fisk på en ø idet nordligste Norge. Tiden er 1944, Norge er besat af tyskerne, og der er mangel på det meste. Egentlig længes Ingrid efter sin barndomsø Barrøy, men som hun selv siger, så kan ingen være på en ø alene, og i efteråret er der hverken dyr eller mennesker derude. Men da hun får brev fra sin tante Barbro, som fortæller, at hun regner med at være tilbage på øen i løbet af nogle måneder, beslutter Ingrid sig for at rejse hjem.

Ingrid regner med at hun er helt alene på øen, men nogle ting tyder på, at hun ikke er. Når man er øboer, er man vant til at lade blikket afsøge vandet rundt om øen, og en dag ser hun nogle skær ude på havet, hvor der plejer at være dybt vand, og hun opdager, at det er lig, som flyder rundt i vandet. Hendes mistanke om at der er en, der har overlevet et skibsforlis, viser sig at være rigtig, for i laden finder hun liget af en mand i tysk uniform og ved siden af ham en mand i brune laser, som er i live. 

Herfra udvikler ’Hvidt hav’ sig en meget smuk kærlighedshistorie mellem Ingrid og manden. Selv om de ikke kan tale sammen, finder hun ud af, han er russisk krigsfange, og derfor er det farligt for hende at skjule ham, og han bliver nødt til at forsvinde.

I De usynlige skildres en ø, som efterhånden blev affolket. I ’Hvidt hav ’går det lige modsat. De yngste i familien vender tilbage, og derudover får Ingrid udvirket, at der kommer meget mere liv på øen, da hun og Barbro giver husly til en række flygtninge nordfra. Ved hårdt slid og arbejde lykkes det for dem alle at få skabt nyt liv på øen og gang i dyrehold og marker.

Jeg var meget betaget af ’De usynlige’, fordi Roy Jacobsen fik fortalt en vedkommende og meget smuk historie om nogle øboere og deres liv i den første fjerdedel af det 20.  århundrede. En historie uden de store begivenheder, men en skildring af dagligdagen i et meget poetisk og knapt sprog. I ’Hvidt hav’ er der mere handling og flere store begivenheder og også mere dialog, men det er samtidig en poetisk og meget overbevisende roman.

Kan man mon ane et tredje bind i serien? Det håber jeg, for jeg har meget lyst til at vide, hvordan det går Ingrid og den næste generation. Er  ø-samfundet med hårdt arbejde og stor afhængighed af vejr og vind et samfund, der er ved at forsvinde til fordel for et større og mere bekvemt bysamfund?