Vitello tigger en masse slik

Vanvittige, vilde, viltre Vitello vælter videre rundt i Vallensbæk/Hvidovre/Vanløse (verden?) med vid og verve.

I den nyeste Vitello-bog er der (heldigvis) ikke noget nyt under solen. Vitello bor stadig i huset ved ringvejen sammen med mor. Han har stadig de irriterende venner Max og Hasse. Han er stadig ven med møgungen William. Og så er han stadig fuld af skrupskøre idéer, der bare venter på at blive afprøvet og gå galt.

Jeg er helt vild med Vitello (og hvem er ikke det?!). Min fire-årige søn er helt vild med Vitello, som han lærer mange sproglige politiske ukorrektheder af: ”Din dummernik”, ”sgu”, ”tøs”, og ”møgunge”. Og vi er vilde med at læse Vitello sammen. Den vidunderlige sproglige rytme, stadfæstelsen i hver eneste bog af det særlige univers, som Vitello bebor samt de genkendelige barnlige lege med identiteten gør Vitello-serien ekstremt appellerende for børn (og måske særligt drengebørnene). Samtidig er Vitello måske nok dén nutidige danske børnebogsserie, der bedst formidler den naturlige iboende konflikt, der eksisterer imellem barn og voksen. På en måde så det er både sjovt og forståeligt for børn og forældre.

I Vitello tigger en masse slik synes Vitello ikke, at det er nok med en enkelt slikdag om ugen. Han vil have flere. Mor siger nej, fordi slik er usundt, også selv om hun i selvsamme øjeblik står og ryger en meget usund cigaret under emhætten. Men det er (selvfølgelig) noget andet, for hun er voksen. Og sådan er det. Det ved både børn og voksne. Der gælder nogle regler for børn, og så gælder der nogle andre for voksne. Sådan er det, for børn skal opdrages, og børn skal have nogen og noget at gøre op med. Og gøre op og prøve grænser af, det gør Vitello i rigelige mængder. Selv om mor er konsekvent, så er hun der jo heldigvis ikke hele tiden til at sætte regler op, sige nej eller sikre sig, at Vitello opfører sig ordentligt. Og Vitello er så fuld af gode, forfærdelige idéer, at han simpelthen ikke kan gøre for, at han kommer til at gøre alt det, som han ikke må.

Vitello er en dreng med en ukuelig vilje og en lidt for livlig fantasi. Han laver ikke ulykker for at lave ulykker. Han laver ulykker, fordi han ikke kan lade være. Og nogle gange forsøger han faktisk at gøre det gode, selv om det selvfølgelig aldrig går godt. I Vitello tigger en masse slik er Vitello dog bevidst på afveje, da han og møgungen William tiltusker sig en masse slik ved at lyve deres mødre alvorligt syge. Bagefter bliver han og William pludselig kollektivt ramt af dårlig samvittighed og en frygt for, at deres veltilpassede løgn skulle gå hen og blive til virkelighed.

Her kunne historien let være tippet over og blevet en kedelig moralsk udviklingsfortælling, men heldigvis er Kim Fupz Aakeson en dreven børnebogsforfatter. Han formår at styre udenom det pæne og polerede og uden om den åbenlyse voksenmorale. Vitellos samvittighed stikker ikke dybere, end at han ikke rigtig fortryder løgnen, da han finder mor sund og rask på sofaen derhjemme.

Så kan vi genkende Vitello igen. Den samme vilde, viltre dreng fuld af forfærdeligt gode idéer.

Originally published by Arendse Ørding, Litteratursiden.