Steder, Veje, Biler, Både af Kim Fupz Aakeson Charlotte Skov Asmussen

Hvem bliver man til, når klimakrisen kradser, og det rødbedefarvede pas kun møder lukkede grænser? Kim Fupz Aakeson lader spørgsmålet blafre uroligt og tvinger læseren til at tænke: Hvad hvis det var mig?

I bogen følger vi den 12-årige Rosa, der sammen med sine forældre og lillebroren Niklas må flygte ud af Danmark. Klimaforandringerne har skabt krig og kaos i hele Europa og familien har vekslet deres sidste ejendele til dollars for at betale menneskesmuglere for at fragte dem til Libyen. Her er der flygtningelejre, fred og fremgang og håb om, at familien kan begynde en ny tilværelse. Flugten går imidlertid ikke som planlagt, og snart må Rosa og Niklas på egen hånd forsøge at nå frem til kysten, hvor bådene mod Libyen sejler fra.

Udover at være fundamentalt spændende, giver ’Steder, Veje, Biler, Både’ en sjælden adgang til flugten som tilstand. Heri ligger bogens virkelige styrke, som efter min mening bør føje den til pensumlisten hos landets udskolingselever. Ligeså svært det kan være at forstå et begreb som klimaflygtninge, ligeså let glider man ind i Rosa desorienterede perspektiv, en flimrende tilstand af frygt og fremmedhed. Dette afspejles i bogens afsnit, der bærer overskrifter som ’en kælder’, ’en motorvej’, ’et hav’. Fremmedheden forplanter sig hos læseren. Det er utrygt og knugende, men som Rosa må man stige om bord i det ene mere tvivlsomme fartøj efter det andet og håbe det ender godt. Det er ikke en hyggelig læseoplevelse, men det lykkes Aakeson at formidle en afmagt, der kalder på empati.

Den lineære handling brydes af Rosas flashbacks til tiden op til flugten. Gennem disse afsnit forstår man, hvordan hverdagen i Danmark gradvist er krakeleret. Problemerne er eskaleret fra bankkrak og arbejdsløshed, til butiksplyndringer, skolelukninger og militær i gaderne. Længe benægter Rosas familie problemernes omfang. Til sidst tør de ikke flygte, men heller ikke at blive. Flugten er et klaustrofobisk ikke-valg, der ændrer de flygtende radikalt. De bliver fremmede for hinanden og for sig selv. Som Rosa konstaterer, da hun har plyndret en gammel kones køkkenhave: ”…jeg hader at være sådan en her, sådan en tyv, sådan en der tager andre menneskers ting, mens de skriger og spytter. Men jeg er sådan en nu, jeg er for sulten til at være mig selv”.

Selvom ’Steder, Veje, Biler, Både’ er en barsk beretning, rummer den fine glimt af menneskelig varme og en trodsig insisteren på tillid. Respekt til Aakeson, for endnu engang at tage børn og unge alvorligt og invitere dem ind i tilværelsens mørke afkroge, hvor det er muligt at undersøge forskellen på ondskab og frygt, selviskhed og selvopretholdelse.

Bogen fortjener at blive læst bredt af store børn og gerne med diskussionslystne voksne i umiddelbar nærhed. Som supplerende læsning vil jeg anbefale De uledsagedes bog – ti beretninger fra børn og unge på flugt af Mads Nygaard og Michael Graversen. Endnu går flugten mod nord.