Pragtfuldt, pragtfuldt af Kim Fupz Aakeson

Fupz mestrer det underspilledes kunst sublimt i denne stilsikre og grumme ungdomsroman fra udkanten af provinsen og fra indersiden af en ung mands liv.

Åh hvor er det altså skønt at læse denne bog, som med et afdæmpet sprog og uden at sige for meget, alligevel siger det hele med få ord. Der er Morten og hans far og Polak og Moster og Malene og Mikael – mor er død. Hun drak sig ihjel, og Mortens far har svært ved at komme sig over skyldfølelsen af, at han burde have gjort noget mere for at stoppe hende. 

Men livet går jo videre, og Morten og hans far prøver at gøre det samme. De arbejder i værkstedet og samtidig går Morten, med Polaks hjælp, i gang med at gennemrestaurere en Austin Haley (en bil), som han fik i konfirmationsgave af sin far. Ved siden af hans arbejde på værkstedet, har Morten også vennerne Mikael og Malene. De kommer jævnligt forbi og sidder og hører musik, drikker og ryger sig skæve, når de har råd. De kører også et lidt underligt trekantsdrama, hvor Mikael gerne vil have gang i noget med Malene, som kun er interesseret i Morten, som ikke er interesseret i hende, men alligevel lader hende få sin vilje når hun trænger til ham!

Polak er en polsk mekaniker, der arbejder i Danmark og bor hos dem, men som har sin familie hjemme i Polen. Polaks yndlingsudtryk er ”pragtfuldt”, ”vidunderligt” og ”Det sagde hun også” og han bruger dem jævnt hele tiden. Polak virker som en rigtig flink og hjælpsom fyr, men han gemmer på en hemmelighed. En nat hvor Polak og faren har siddet og drukket kører tingene af sporet og pludselig står Morten på egne ben.

Der fortælles en masse i bogen undervejs om Mortens liv, mens hans mor levede. Hvordan hans mor og far begge drikker, hvilket for moren bliver fatalt, forældrenes skænderier, deres små hemmeligheder og skelletter i skabene og spillet mellem Moster og faren. Morten har set og hørt meget, og man ville nok synes, at det var synd for ham, hvis ikke lige det var fordi, at bogen slet ikke lægger op til, at man skal have ondt af ham. Jeg vil hellere beundre ham for, at han trods en svær opvækst, morens for tidlige død og farens fængsling, tager ansvar når det bliver nødvendigt og vokser med opgaven. Hatten af for ham. Læs nu bare bogen og nyd det alt andet end kedelige provinsliv i fulde drag!