Bog

I min tid

Af (
2006
)

Anmeldelse

I min tid af Vibeke Grønfeldt

18 sep.06

Lillepigen Agate fra "Mindet" lever nu sit stridbare voksenliv. Læs med og lær om kvindeliv, bondestædighed og poesi.

"Tal ikke hårdt til Agate", var faderens kærlige ord om pigen, som læserne fulgte fra fødsel til hendes 10. år i "Mindet". Disse medfølende ord svæver stadig over Agate. Hun skal behandles varsomt, men går selv løs på tilværelsen med vældigt livsmod.

Hendes tilværelse er defineret inden for familiens rammer på den veldrevne familiegård, hvor sammenholdet er stærkt mellem forældrene og deres nu voksne børn.

Agate er blevet en voksen kvinde med en stædig, vedholdende tilgang til livet og med en rå arbejdskraft i sig. Få kan knokle som hende! Hun er "på benene halv seks", arbejdende sig igennem dagen.

Sjældent har man læst så indgående om hverdagens mange gøremål på landet. Medrivende er forfatterens detaljerede beskrivelser af de mange vilde hændelser, som Agate kaster sig ud i. Hun kan både klare en løbsk arbejdshest og lægge mændene ned.

Hun bliver tidligt mor og tillige hurtigt gift med "Maleren". Hans stille væren står i relief til Agates sejhed, og han optræder mere perifert i forhold til hendes egen familie og hendes datter, men alligevel sætter han sit præg på Agate henover årene.

Det er fængslende læsning og uhyre velskrevet. Inden for familien taler man sit eget korte, indforståede sprog, som forfatteren ikke afkoder, men levendegør ved korte sætninger og tankehop.

Agates liv som bondekone i 1930’ernes Danmark gør læseren klogere på livet på landet og på kvindesindet, dengang og nu. For Agate er også en kvinde med intuition, og hun er et meget sansende menneske, der vejrer naturstemninger og følelser og omsætter dem til remser og kendte sange.

At ligestille hende med to andre stærke kvinder i litteraturen: Dina og Kristin Lavransdatter er nærliggende. Omslaget antyder på fin vis symbolikken i Agates viltre liv, der har rødderne nede i den danske muld.

Samleren, 2006. 348 sider. Kr. 299,-

Bogdetaljer

Forlag
Samleren
Faustnummer
26382025
ISBN
9788763806015
Antal sider
348

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer