Frøken Klokken

Gitte Broeng romandebuterer med stilsikker humor og skarpt tegnede tidsbilleder i denne stemningsfulde perle af en lille roman om det døgn i 1938, hvor Frøken Klokken skulle indtale tiden.

Tre unge mennesker fra Danmark er sendt op til Stockholm af KTAS, hvor de i løbet af en uge skal indtale og forevige 8640 tidsintervaller. Lyder det nørdet og mærkeligt? Jo, det gør det måske for unge, der ikke kender til andet end at kigge på deres smartphone, hvis de vil have det nøjagtige klokkeslæt. Men for mennesker i 1930'erne var det noget helt andet. De moderne tider bankede på, og flere og flere havde brug for at synkronisere tiden. Et ca. tidspunkt var ikke længere nok, man var for alvor indfanget af tiden, man havde behov for at kontrollere timer, minutter og sekunder, og det løste man bl.a. ved minutiøst at optage og indtale tiden, således at hele Danmark (altså dem med telefon) kunne ringe til 'Frøken Klokken' og få oplyst det helt nøjagtige tidspunkt. 

Gitte Broengs roman bygger således på autentisk historisk forlæg, og 'Frøken Klokken' eksisterer faktisk stadig, selvom hun er ved at gå i glemmebogen. Men selve historien, det døgn i Stockholm i 1938, er fiktion. Selve rammen for historien er genial, for selvom de færreste nu til dags kender til Frøken Klokken, så er hun alligevel nationalklenodie for alle os over 50. Vi har alle ringet til 0055, 'Frøken Klokken', blandingen mellem menneske og maskine, for at kunne stille uret, for at kunne synkronisere.  Vi havde næsten glemt hende, men nu kan vi glæde os over, at hun bliver mindet i denne herlige bog.

Nå, men Frøken Klokken, Tidskontrollanten og Telefoningeniøren (de hedder ganske enkelt deres funktioner) har været i byen. De har drukket alt for meget, og dagen derpå kører på ingen måde for dem. De beslutter sig for at holde tidlig frokost og håber, at de kan spise sig fra tømmermændene. Frøken Klokken har en mindre krise, må gå ud og 'pudre næsen' og efterfølgende tage sig en lur, omsorgsfuldt hjulpet af de to mænd. Et af krisemomenterne er, at hun simpelthen ikke i stand til at sige 'tretten' rigtigt. (Ulykkestal eller ej, Gitte Broeng har i hvert fald sprunget kapitel tretten over i romanen. Jeg forsøgte selv at sige 'Tratten' et par hundrede gange og ved derfor, at det faktisk er virkelig svært – og jeg havde ikke engang tømmermænd.)

Vi hører om, hvorfor Telefoningeniøren er blevet telefoningeniør, han ville gerne have været operasanger. Vi hører om Direktøren, der pludselig dukker op, da han mellemlander i Stockholm, moderne tider garneret med en smule kontrol. Vi hører om hvordan de unge telefonistinder oplæres i faget, og om at ' kunden har altid ret'. 

Det er en på alle måder skøn roman, der formår at indfange tidsånden, stemningen og de sociale kendetegn i tiden, dels ved et præcist og tidstypisk sprog og en lige så præcis fremstilling af køn og kultur. Når man læser Gitte Broengs lille perle af en roman, er det som om tiden står stille, og man falder ned i en tidslomme. Hun har formået at skrive så akkurat og med samme præcision og autoritet som den, der i sin tid forventedes af 'Frøken Klokken'. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at sådan var det, det døgn i 1938, dagen hvor tallet tretten ikke lod sig udtale, hvor hovederne dunkede og direktøren udtalte ' Det er altså her fremtiden skabes'. Bravo, hvor går tiden bare godt med Broeng.

Originally published by Marianne Träff, Litteratursiden.