Glasluft

I en misantropisk stemning med glimt af lys bliver det lokale perspektiv universelt i enspænderen Elvine Brinks optegnelser om livets paradokser og skrøbelighed.

Forfatteren Elvine Brink mødte vi første gang i dagbogsromanen Endnu ikke fra 2016. I ’Glasluft’ fortsætter hun sine usentimentale rapporteringer fra det lille udkantssamfund, hvor alt tilsyneladende er i forfald, samtidig med at vi glimtvis får mere at vide om hendes eget liv og opvækst. Hun læser, hun skriver, hun møder mennesker, og vi får deres ofte ulykkelige historier.
Vibeke Grønfeldt leverer et skarpt tidsbillede, hvor tidsånden, forbruget og den evindelige, manipulerende nyhedsstrøm får hårde hug. Der er mange paradokser i den misantropiske roman, for til trods for Elvines selvvalgte isolation banker omverdenen på, og hun fortæller om menneskers ensomhed og kamp for livet. Det er vedkommende samfundskritik, sort humor skrevet i rammende dialoger, lyrisk sanselighed og en eminent sans for eksistensens grundvilkår.

Man skal være en opmærksom læser for at stykke Elvines eget liv sammen. Hun har boet det samme sted altid, arbejdet på fabrik, er forfatter, bor alene, kan ikke lide selskaber, lever med tab og krænkelser, handler i Netto, køber sparsomt ind, men altid øl og søde sager. Er holdt op med at læse aviser og stemmer blankt til kommunalvalget. Som13-årig mistede hun evnen til at omgås fremmede, og de nærmeste blev fremmede. Der er også et par plejebørn et sted. Men hun kan ikke undgå at møde mennesker fra det lille samfund, skolekammerater, naboer mv. Igennem deres liv spejler hun også sit eget.

Især portrættet af Agnes Møller, som Elvine har kendt altid, og som hun arver, gør indtryk. Agnes holdt af at lege med ord og rim og har beholdt sin kækhed. De fulgtes ad på biblioteket som børn og smagte på ordene. Et hoftebrud svækkede dog Agnes, og da det gik ild i hendes huset, endte hun på sygehuset. Agnes lyse sind, hendes gode brød og kager lettede Elvines sind: ”Hvor var det godt, at Agnes levede i de almindelige menneskers tid.”

Tidens gang er et tilbagevendende tema. Hvad er det, vi venter på? ”Jeg ville ikke gøre det, jeg havde mulighed for at gøre, ikke være, hvor jeg havde mulighed for at være, ikke møde dem, som jeg kunne have mødt. Og så fireogtyve år, den endeløse ungdom allerede brugt. Blevet til ingenting. Hver eftermiddag eller om aftenen, når det mørknede, faldt endnu en dag ned i ulvens gab.”

Læsning trøster Elvine, hun bestiller hele tiden nye bøger og køber nye reoler. Sylvia Plath, William Faulkner, Italo Calvino. Om Oscar Wildes brevroman ’De profundis’ noterer hun: ”Sært ikke at have læst den før nu. Alle de år uden den.”

At være udenfor, at sætte sig udenfor, at føle sig udenfor, at leve med sin virkelighed eller vrangforestilling, herom er også et spor i romanen. Der skrælles hele tiden nye lag af eksistens og vilkår. Interessante spørgsmål trænger sig på. Det kræver nærlæsning og genlæsning at danne sige det fulde overblik.

Vibeke Grønfeldt er en af de store danske prosaister, og temaerne i dagbogsromanen er til stede også i hendes øvrige værker. Hun minder om Peer Hultberg, William Heinesen og Rachel Cusk, hvor det lokale perspektiv bliver universelt.