Væggen

En vaskeægte robinsonade, der har klassikerkaliber og kan læses af alle tålmodige læsere.

‘Væggen’ fra 1963 - der lige så godt kunne være skrevet i dag - handler om at være den eneste overlevende efter apokalypsen og leve i en forladt hytte uden for civilisationens trygge aflukke.

Præmissen for den østrigske forfatter Marlen Haushofers nyoversatte og glemte mesterværk fra 1963 er simpel: en kvinde befinder sig pludseligt afskåret fra resten af verden, da en uigennemtrængelig glasvæg er dukket op i det alpelandskab, hvor hun holder ferie. Hun beslutter sig da for at skrive sin historie ned og noterer nøgternt dagenes repetitive gang for ikke at miste forstanden, som hun skriver på den første side.

Der er nok praktiske gøremål at tage sig til i jagthytten, som bliver hendes hjem sammen med husdyrene, som hun beskriver så fint. Hun bygger en stald til koen og tager sig af kalven, malker, sår, hugger brænde, høster, går på jagt, syr, plukker bær og kærner smør. Hvem skulle tro, at det kunne være så frydefuldt at læse om?

Bogen er en vaskeægte robisonade - en betegnelse, man bruger om en roman om en person, der overlever på en ‘øde ø’, afskåret fra civilisationen - og vil ikke bare begejstre enhver fan af genren, men også den læser, der drømmer om at flytte ud i ødemarken og leve som selvforsyner efter dyrenes, naturens og årstidernes rytme. Det er også en undergangsfortælling om at være en af de eneste overlevende efter en økologisk katastrofe og giver anledning til at gentænke den måde, vi har indrettet os på her på kloden. Som hovedpersonen selv beskriver det, føler hun sig mere som en træstamme end en kvinde, som tiden går (fedt billede!) og ryster langsomt sit køn og civilisationens åg af sig. Hun længes efter at blive en del af et større hele i naturen og glemmer kalenderens regelmæssighed.

Denne bog fra 1963 (!) taler således ind i vor tids opmærksomhed på klimaet, naturen og en afstandstagen fra det samfund, der har ødelagt det hele - og giver et feministisk spin på det, hvor den kvindelige hovedperson først føler sig fri, når hun bor alene i en jagthytte uden samfundets blik på sig. ‘Væggen’ kan også læses ind i aktuelle filosofiske og teoretiske strømninger som spekulativ realisme og feministisk øko-tænkning. Man forstår med andre ord godt hvorfor romanen særligt er blevet genopdaget af forskere med disse interesseområder, som jeg personligt har fået en stor lyst til at genbesøge.

Hvis du er vant til krimi, tjubang og et hæsblæsende tempo, er ‘Væggen’ ikke din bog. Dens tempo er roligt og bevæger sig langsommeligt frem mod det lille klimaks, bogen dog har. Teksten er skrevet ud i én køre uden kapitler eller afsnitsinddelinger, der giver en næsten hypnotiserende læseoplevelse, hvor man bare kan fortsætte i uendelighed. Det afspejler fortællerens ambition om at berette om dagene, der går sin repetitive gang bag væggen, og således hænger form og indhold så mesterligt sammen.

Gyldendals skala-serie, som denne bog er en del af, har som mål at udgive ‘nyfundne eller genopdagede’ værker fra det 20. århundrede og skabe nye klassikere. Det er et sympatisk projekt og har bl.a. givet os den iranske forfatter Shahrnush Parsipur på dansk og flere nyoversættelser af nyligt afdøde Joan Didions mesterlige forfatterskab. Det selskab befinder Marlen Haushofer sig med rette i med denne flotte oversættelse.