Forsøg over trætheden

Peter Handkes essayistiske forsøg på at beskrive forskellige former for træthed er svært tilgængeligt og sat op i en interviewform, der ikke fungerer.

Den østrigske forfatter Peter Handke har et imponerende bagkatalog af drejebøger, essays og romaner, hvoraf endnu ikke ret mange er oversat til dansk. I 'Forsøg over trætheden' fra 1989 zoomer han ind på forskellige træthedsformer set i forhold til sproget og det sociale.

En af hans pointer er, at visse former for træthed kan åbne verden og sproget for den skrivende, hvorimod andre træthedsformer er socialt og eksistentielt ekskluderende. Han forsøger at "(...) fortælle om de forskellige trætheders forskellige verdensbilleder" ved hjælp af minder.

Det er et spændende projekt, og der er flere fine, klare øjeblikke i bogen, som f.eks. dér hvor træthedens sidste trin beskrives som det "mere der kommer af mindre jeg" efterfulgt af registreringen: "i træthedens ro bliver alt forbavsende". Men det er ikke nok til at redde bogen. Det går galt, fordi Handke når at leve sig for langt ind i sit uhåndgribelige emne og lader et knudret sprog (forsøge at) vise vejen.

Hør her fra bogens første eksempel på en samvittighedstynget træthedsfølelse hos barnet, som den opleves under en julegudstjeneste:
"Men nu, i kirken, den helt anderledes kuldefølelse hos det frysende barn, omsluttet af trætheden som af jernjomfruen selv, og det, barnet, jeg tiggede midt under messen om at komme hjem, hvad der først og fremmest betød "ud!", og spolerede for sine pårørende dermed (endnu en gang) en af de i forvejen - på grund af traditionernes uddøen - stadig sjældnere fællesskabsstunder med egnens andre beboere".

Og træk vejret! Sætningen tårner sig op på bogens anden side, og jeg kan ikke engang få dens syntaks til at gå op. Det kan godt være, at Handke aktivt bruger sproget og sætningskonstruktioner som trætheds- og bevidsthedsudsagn, men som læser må man altså have nogle forståelseskroge, som man kan kaste sig frem i bogen ved hjælp af. I 'Forsøg over trætheden' er der ikke nok kroge.

Handke gør sig tanker om barnets træthed, som beskrevet oven for, om ungt par-træthed, venskabstræthed, studietidstræthed og arbejdertræthed kontrasteret af det tilsyneladende fravær af undervejs-træthed hos "borgere". Der er dårlige trætheder og gode trætheder, som en interviewstemme spørger ind til og sætter på spidsen. Men denne interviewstemme synes jeg rammer ved siden af. Den forstyrrer, og dens opklarende funktion kunne have været grebet an på mange andre måder.

Peter Handkes 'Forsøg over trætheden' fordrer en læser, der er vant til at navigere i essays og filosofiske tekster.